Æbleæventyret

: Oprettet: 13. juni 2019

ableaventyret

Og ja – du læste rigtigt, ÆbleÆventyret

Kåre Bluitgen er både forlagsindehaver og forfatter. Han står bag flere bøger til børn og unge, bl.a. har han skrevet bøgerne om de skandinaviske opdagelsesrejsende Vitus Bering, Jens Munk og Hark Oluf m.f. Ligesom han er manden bag serien "De gik forrest" Senest udkom ”Den hemmelige leg” om børns seksualitet. Læs mere nederst på denne side.

Prinsessen, som måske ikke var en rigtig prinsesse, har igen taget for sig af ”gratis” æbler i gartnerens have. Men, denne gang går det galt for hende, for hendes selvopfattelse af at være perfekt, får sig et ordentligt knæk da hun denne gang får et stykke æbleskral mellem tænderne. Hun bliver så frustreret over at miste sin selvopfattede skønhed, at hun kaster sig over at genere andre selvcentrerede mennesker så meget som muligt. Således bliver en venindegruppe splittet da den mulige prinsesse henvender sig til ”den smukkeste” i gruppen – for hver og én af gruppens medlemmer synes jo, at det er deres titel. Den mulige prinsesse udvider ondskaben og må derefter betale prisen for sine handlinger. For alting har en pris, også for selvoptagede mulige prinsesser. Ganske som i fortællingen om Snehvide, kommer prinsen for at redde sin kærlighed – om det lykkes må du selv læse dig frem til – se dét var, måske, et rigtigt eventyr.

Æbleæventyret er en blanding af gode gamle folkeeventyr, mytologi, biblen og nutidig fortælling. Sproget veksler mellem kendte fraser og nudanske ord og begreber. Dét fungerer faktisk fint, netop fordi, det understreger den nutidige form. Og naturligvis også fordi eventyr altid er åben for fortolkning og puster til børns fantasi. Men, jeg har et par sproglige anker, den største er denne:

>> Og måske er det i virkeligheden godt at lade dem sove for altid, der uden at ville indrømme det drømmer om skønhed over skønhed<<

Denne sætning i kontekst med forgiftning kan afføde en yderst problematisk accept af selvtægt. Jeg køber præissen omkring udsagnet, men synes, at formidlingen er ganske uheldig og bør efter min bedste overbevisning skrives om. Selv med en voksen oplæser, der kan tale med barnet om det opfattede, synes jeg, at sætningen er unødigt tvetydig.

Marcussens streger er altid en fornøjelse, således også denne gang, hvor jeg dog fandt dem en anelse abstrakte i forhold til fortællingen. Men, derudover evner hun altid at skabe en historie i historien. Litteratur skal åbne nye døre, skabe nysgerrighed, læring og meget gerne prikke til læserens udvikling mens den underholder. Det er Bluitgen altid garant for, og således er også Æbleæventyret en rigtig fin højtlæsnings- og samtalebog for store indskolingsbørn og opefter.