Små stød

: Oprettet: 8. maj 2023

smaa stoed

Endelig! Endelig er der nyt fra Danmarks mest krøllede forfatterhjerne

Ane har for længst slået sit navn fast, både i lille Danmark, og i det store udland. Debutromanen ”Slagteren i Liseleje” vandt priser i krimigenren, uden af være en krimi, og herefter er hendes romaner gået sejrsgang i stadig større cirkler. ”Harpiks” blev i 2019 filmatiseret med bl.a. Sofie Gråbøl og Ghita Nørby på rollelisten. ”Små stød” er femte skønlitterære udgivelse – men Riels første novellesamling.

Novellesamlingen indeholder 11 enkeltstående fortællinger om mennesker, der alle oplever livets små stød – nogle mere pludselige end andre – men fælles er, at alle medfører skæbnesvangre forandringer for de implicerede. Jeg har valgt tre ud her, som gjorde et ekstraordinært indtryk på mig:

• Sorgenfri

Om den midaldrende kvinde, der livet igennem har fulgt en snorlige vej. De få gange, hun har oplevet forandringer, skynder hun sig at forsvinde tilbage i sit skjold, hvor hun priser sig lykkelig for, at hendes mand tager sig af alt udefrakommende, så hun ikke behøver ændre noget. Hver evig eneste arbejdsdag, tager hun samme tog, sidder samme sted, ser på de samme mennesker. Hun taler ikke med nogen, og faktisk er hun så langt fra sine egne følelser, at hun end ikke evner at lytte til omgivelserne eller sig selv. Men så, en helt tilfældig morgen, er der noget, der ændrer sig. Nogen giver hende et lille stød. Spørgsmålet er så om hun tør se det, og hvad hun i givet fald kan gøre ved det?

• Sidste stik

Sofie-Amalies farmor er død. Pigen er, som den eneste i familien, virkelig glad for sin farmor. Hun elsker at være på besøg hos sin farmor og alle hendes katte, hvor de spiller kort og bare hygger sig. Og nu bærer de farmor ud fra kirken, far og onklerne – men, hvorfor skal farmor brændes, hvad med alt det hun har på kistebunden, og er hun mon nøgen inde i kisten? Og så, lige pludselig, kan pigen høre sin farmor kalde inde fra kisten: »Bette skid, er det dig? Kan du ikke få mig ud herfra?« Men ingen af de voksne kan åbenbart høre farmor, og Sofie-Amalie må bøje sig under faderens stadig hårdere tag i hendes nakke, men så let skal han ikke slippe – og slet ikke, da pigen hører faderen sige til onklerne, at farmor, hendes fars mor, var en heks. Pigen er nødt til at gøre noget for at redde sin elskede farmor – men, hvad?

• Knud-Arne Dreyers gådefulde liv

Dreyer bor, efter moderens død, alene i sit barndomshjem. I nabohuset bor Berthelsen. Berthelsen har boet alene i mange år, da hans hustru døde i en færdselsulykke for mange år siden, og hans datter for længst er flyttet hjemmefra. Berthelsen er samler – hele huset, og haven med, flyder med møbler, hvidevarer og sorte skraldesække med tøj, blade og alskens andet affald. Dreyer kan ikke se ind i nabohuset på grund af de mange ting, men han kan høre Berthelsens grimme hoste. Og da Berthelsen dør, kan Dreyer pludselig godt mærke, at også han selv har fået en grim hoste. Trods lægens udsagn om det modsatte, er Dreyer sikker på, at også han er døden nær. Men, hvad skal Dreyer nu gøre med sit eget hjem, for kan han være bekendt at overlade oprydningen til andre – uden at kunne påvirke, hvad de får at se?

Jeg indrømmer gerne, at jeg blev en smule skuffet, da jeg så, at Ane barslede med en novellesamling frem for en ny roman. Heldigvis blev min ærgrelse gjort til skamme, for naturligvis er ”Små stød” præcis lige så velskrevet, levende og dyb som sine romanforgængere. Sproget er letlæseligt og legende, og lader handlingerne have al den fokus, de fortjener. Kort sagt: siderne vender atter sig selv og sørger for at holde dig fanget.

Riel er en mester ud i at portrættere mennesker og deres interaktioner. Hun evner at levendegøre sine figurer, så læseren kan (gen)kende sig selv og/eller andre i fortællingerne. Hun skræller lag for lag af det glansbillede, der er opbygget af figurerne, så der til sidst kun står mennesket tilbage i et spotlight, der ikke altid er kønt at være i centrum af. I ”Små stød” er den røde snor døden. Men, det er ikke ensbetydende med en række tunge, dystre noveller. Nuvel, de har naturligvis den ”Rielske” afsløring af deres virkelige indre, men de er samtidig fremstillet med både lune og knivskarp præcision, så jeg garanterer læserne, at deres tid bliver brugt med både visdom og lærdom.

Jeg har været vild med ane Riels krøllede hjerne fra første færd. Hendes sublime evne til at give de mere skæve eksistenser taletid, mens hun lader fordomme blomstre og overbevisninger skifte ham, uden at læseren er sig bevidst om skiftet. ”Små stød” er som nævnt, endnu et studie ud i at se tingene fra flere sider, finde godt gemte dybder og lade sig føre med. Lad dig endelig ikke afskrække af formatet, for du vil ikke blive snydt! Kræs for kendere – eller et fint sted at starte for nye Ane Riel læsere – Rigtig god fornøjelse.