Pin It

 sallysfarskoven

Femte bind om Sallys far

Makkerparret Brunstrøm (journalist, forfatter og filmanmelder) og Christoffersen (animator, filminstruktør og medskaber af ”Terkel i Knibe”) har skiftet Turbine forlaget ud med det store ”børne-forlag” Carlsen. Stregen og de medvirkende er de samme som allerede har glædet mange børn og deres voksne.

Sally og lillebror Eddie slapper af i sofaen med hver deres iPad. Men, det synes far ikke er i orden, for børn skal være ude i naturen – ligesom far var, dengang han var barn. Men Sally og Eddie har ikke lyst til natur, så de bliver faktisk også temmelig trætte, da far næste morgen fortæller, at de skal på skovtur. Sådan en rigtig skovtur med telt, bål, natløb og så videre. Sallys ven Svend er også med turen, og snart er de fire på vej. Men, som med alt andet i familien, går der ikke længe før de første problemer viser sig. For måske var det ikke helt så smart at smide brugsanvisningen til samling af teltet ud. Måske var far slet ikke helt så naturligt et naturmenneske, da han var dreng? I hvert fald har far store problemer med at finde godt brænde til bålet – han kan heller ikke finde tilbage til teltet og bilen, og ild i bålet, kan far heller ikke få. Faktisk kan far ikke rigtigt finde ud af ret meget. Men han har så travlt med at dække over problemerne, at han ikke rigtig opdager, at det for det meste er børnene, der ordner en stor del af de praktiske ting. Så, alt ser ud til at gå som det plejer: far er ustoppelig og Sally, Eddie og Svend er måske igen, de klogeste.

Jeg holder meget af bøgerne om Sallys far. De er humoristiske i deres tilgang til hverdagens udfordringer, og vi forældres ”evne” til at ophøje vores barn- og ungdom, og så er det altså ikke altid, at vi voksne ved bedre. Denne gang er det skærmtid, der er udfordringen. Børns tidsforbrug foran skærmen er jo et yderst aktuelt tema, der er velplaceret i en underholdende børnebog.

Jeg har, med få undtagelser, været meget begejstret for Brunstrøms fortælle-metoder. De har været i børnehøjde og har foræret oplæseren mange gode oplæg til videre samtaler med barnet. Men, langt ude i skoven manglede, i min optik, den gode fortælling. Gennemgangen af stort set samtlige opgaver og lege, der kan forbindes med at campere i naturen, er fin. Men, jeg synes episoderne har karakter af fordummende opremsning af fars ord og handlinger, frem for de humoristiske og skønne dialoger, tidligere bind har leveret.

Hvad jeg savnede i teksten, fik jeg til gengæld i stregerne. De efterhånden kendte og elskede illustrationer er igen forrygende og fortæller en langt dybere og frem for alt nuanceret og humoristisk historie. Det er illustrationer, der bygger sin egen historie op, hvis man stadig ikke har styr på bogstaverne. Illustrationer til at underbygge teksten og endelig er illustrationerne også super gode ”samtale-startere” – kort sagt: Illustrationerne bærer denne nyeste i serien hjem.

Jeg håber Brunstrøm finder tilbage til fordums storhed i de kommende bind. Når det så er sagt, så er langt ude i skoven en fin bog, og med stregernes storhed er det en bog, der naturligvis skal skrives på sommerferiens læseliste. Oplæsning og billedbog fra børnehavealderen og opefter.

 

 

© Bognørden

 

Tidligere anmeldt på Bognørden:

Sallys far er sygt pinlig - Læs anmeldelsen her

Sallys far bander (... ad helvede til) - Læs anmeldelsen her

Sallys fars fede ferie - Læs anmeldelsen her

 

Forfatter: Thomas Brustrøm & Thorbjørn Christoffersen

40 sider Carlsen

Anmeldereksemplar

Pin It