Pin It

jeg er farmor 403690

Jeg er farmor er anden del af den planlagte Misbrugstrilogi. Michael Josephsen har en lang forfatterkarriere bag sig, hvor han både har vundet priser og har modtaget flere legater. Siden han debuterede i 1998 har han skrevet både romaner og digtsamlinger – seneste udgivelse er KNÆK fra 2016 som også er første del af Misbrugstrilogien.

Jeg er farmor er forfatterens fortælling fra bunden af samfundet. Han er faldet – dybt. Og i ham bor en blanding af nutidigt vanvid sammen med minder om en svunden tid sammen med farmor. For farmor ar betydet meget, om ikke alt og så kunne farmor alt.

{…}I vaskekælderen sidder en indvandrekvinde
med ansigtet strammet op
i et tørklæde
jeg nikker, hun ser forbi

Så lægger jeg tøjet i vaskemaskinen men kan ikke
finde sæbeskuffen
uden en lyd fjerner hun mit tøj
fra tørretumleren
og putter det i vaskemaskinen{…}

”Jeg aner ikke hvorfor
jeg sidder i min sofa og fortæller
mine to støttepersoner
fra psykiatrien
at det går godt

Det må have været fordi jeg skammer mig
jeg skulle jo have været
en vinder

Jeg fortæller at de kan hilse psykiateren
og sige at hans piller er
fantastiske
køkkenet er fint til mig
jeg har to rum i kælderen

De bliver meget glade
jeg vil gerne gøre dem glade

Jeg skriver heller ikke mere
det er bare at rode op i det

Det hele lyder så fornuftigt siger de
du er slet ikke til at kende
da de er gået tager jeg det pæne hoved af
iklæder mig vanviddet

Man skal være tor mod sig selv
lytte til stemmerne
og skære sig i håndledet
man skal kigge angst i spejlet og
hade medicinblikket
ansigtsbolden

Man skal trods alt gøre det
der får en til at føle sig bedre tilpas
man skal passe til
sin diagnose
hvem er man ellers”

”Jeg er træt af denne zoologiske have
jeg steger papegøjerne
æder fiskene levende
jeg er gået ud af mit gode

Skind og sætter mig med en hof
en cigaret ryger
i askebægeret

Jeg har ringet efter lægen
hans taske er
min verden

Jeg skubber lidt til mine løse tænder
med tungen
mit hår falder af i totter
letter
og falder igen

Det er efterår og
stedmoderne er visne
jeg har en vrede der ikke kan siges noget om
jeg er farmor”

Den røde tråd er forfatterens liv, fortiden og nutiden. Hvad har præget ham, hvad har han oplevet som barn som har smittet af på, hvem han er i dag?

Sproget er sprudlende, opbygningen tiltagende kaos, der afspejler sindsstemningen og ruten på det menneskelige forfalds vej. I takt med at sindet koger over, bliver versefødder ligegyldige – det kaos, der hersker inde i poeten er tydeligt på papiret.

Jeg har desværre ikke læst KNÆK, eller andre af forfatterens udgivelser, hvilket er en meget stor fejl. Det nærvær, der emmer ud fra teksterne rammer hjertekulen med voldsom eksplosion som følge. Det her er letgenkendelige barndomsminder, en medvirkende faktor og et sublimt indblik i et sygt, misbrugende sind.

Jeg er farmor er noget af det bedste poesi jeg til dato har lagt mine øjne på. Med de små korte sætninger og relativt få sider, har forfatteren skabt et helstøbt billede af den sociale arv, hverdagen hos en misbruger og oven i købet givet mig et unikt blik indenfor. Det er sublim formidling, der er vedkommende, levende og som i dén grad giver mening. Jeg kan næsten ikke vente på et gensyn med denne fantastiske digter.

 


© Bognørden

 

Forfatter: Mikael Josephsen
72 sider Forlaget Arabesk
Anmeldereksemplar

Pin It