Gladiator

: Oprettet: 24. november 2021

gladiator

Femte bind om soldaten Nils Oxen

Jens Henrik Jensen har flere store krimiserier på sit forfatter-cv bl.a. Danehof trilogien. Han har nu udskiftet det faste job som dagbladsjournalist med et liv som fuldtidsforfatter. Oxen sneg sig ind på de danske læsere i ”De hængte hunde” hvor han både jagtede og selv var den jagede. Efter trilogiens afslutning kom så Lupus, som var den første selvstændige roman om Oxens liv efter Danehof – ”Gladiator” her, er andet selvstændige bind om jægersoldaten og hans ”kollegaer”

Nils Oxen er flyttet ind i et værelse på Svanemøllen kasserne i København. Han kæmper for at få et tættere forhold til sønnen Magnus, mens han endelig har fundet en kompetent psykolog, der er ved at få hul på Oxens frygtelige mareridt. På jobfronten, er Oxen nu ansat som mentor for andre vingeskudte krigsveteraner. Hos PET er der nye boller på suppen: Axel Mossman er modvilligt gået på pension, så Magrethe Franck har fået ny chef, men stadig er en af de skarpeste hjerner i tjenesten. Netop derfor, vækker det Francks undren, da hendes chef sender hende på en timelang køretur, der skal munde ud i, at hun får førstehåndsviden om en nyfunden strandvasker. Men Franck når knap at aflægge rapport, før hun bliver sendt afsted til Vejleådal, hvor fire krigsveteraner er fundet dræbt på en shelterplads – skudt ned af en snigskytte. Der bliver brug for både Franck og Oxen, så Mossman kan næsten ikke tro sit held, da PET henter ham hjem fra et yderst ydmygende ophold i Skagen. Forhåbentlig bliver der brug for hans sublime evner, så han slipper for pensionisttilværelsen. I første omgang skal Mossman dog forsøge at overtale Oxen til endnu et samarbejde med PET. For hvem er mere kvalificeret til at tale med krigsveteraner, end landets ypperste ditto – Nils Oxen. I et tæt samarbejde med Magrethe Franck, skal Oxen nu forsøge at finde ud af, hvorfor tilsyneladende almindelige veteraner, likvideres på stribe. Og var den opgave ikke stor nok, tilstøder der endnu et urovækkende islæt til sagen: hvorfor dukker der en ung københavnsk politibetjent op på alle gerningsstederne – hvem er hun, og hvorfor render hun Fransk og Oxen i bedene? Kort sagt, står makkerparret igen med en kompliceret sag, hvor rødderne er tydelige, men forgreningerne vidtrækkende og svære at finde – og pludselig forsvinder Oxen fra jordens overflade, uden besked om, hvorfor og hvorhen – er han gået undercover for at forsøge at opklare sagen, eller er han fjernet ved tvang? Franck og Mossman må igen vise deres værd, og er Oxen ufrivilligt fanget, er tiden altafgørende… hvis det da ikke allerede er for sent at redde ham.

Jens Henrik skriver som altid, letlæseligt, flydende og inkluderende. Stilen er den kendte, hvor man følger hovedpersonerne fra hver deres vinkel. Det giver rum til at beskue handlingen fra flere sider, mens det naturligvis også kan give en mere fastholdende spænding i plot og handling.

Persongalleriet rummer gensyn med kendte figurer, og en del nye i henhold til den aktuelle handling. Jeg kan jo ikke afsløre for meget, men, jeg kan godt sige, at der også kommer et gensyn med en for mange læsere, yderst velkendt figur fra en anden dansk serie. Oxen fans kender de faste figurer og deres basale handlemønstre, mens nye læsere kan begynde her - for uagtet om du er ny eller kender Oxen, så er JHJ mester i at skabe figurer, som er levendegjort for læserne.

JHJ har udviklet Oxens univers. Universet er (heldigvis) solidt plantet i den danske muld, JHJ er ikke forfaldet til at flytte handlingen over i det fortærskede internationale ”super-agent, terror-univers” ligesom han hidtil har formet Oxen, som en handlekraftig, hård soldat med et indre så blødt som smør. En af årsagerne til min begejstring for Oxens univers, har altid været, at JHJ hidtil, ikke er forfaldet til at gøre Oxen til den stereotype opdager: en supermand, der kan alt, tåler alt, og opklarer enhver sag ved at falde over løsninger, ingen andre kan se. Men her i ”Gladiator” er det faktisk lige på vippen.

Uden at afsløre noget fra handlingen, kan jeg sige, at JHJ denne gang overgår sig selv, både i forhold til at udfordre Oxen og i særdeleshed også at udfordre sine læsere - han balancerer på kanten af at gøre Oxen til overmenneske mens han samtidig fremkalder regulært fysisk ubehag hos læseren. Hvor trilogien om Danehof havde en sublim psykologisk intensitet, med en yderst veldrejet konspiration i sin midte, er ”Gladiator” af en helt anden fysisk karakter – mest af alt fordi der denne gang er skabt et rum af ubeskrivelig modbydelig menneskelig ondskab. Et rum, der udfordrer mennesket og for alvor sætter spørgsmålstegn ved Oxens fortsatte eksistens.

Jeg er ikke entydigt imod stilen – men:

Jeg erkender blankt, at jeg savner den sublime psykiske konspiration. Med det sagt, er jeg også på nippet til at få ”for meget tju-bang” jeg var vild med den Oxen, vi forlod i trilogiens afslutning. Så egentlig passer det som fod i hose, at nogen kommer til at balancere på eksistensens smalle tinde, med fare for total udslettelse eller genopstandelse.