Fortællinger fra et liv med cykelsport
De fleste danske cykelinteresserede kender nok Chris Anker Sørensen. For efterhånden som Tour de France er blevet en virkelig stor begivenhed i sommermånederne, har mange lært den sympatiske og humoristiske cykelrytter at kende.
Både som rytter hos bl.a. Bjarne Riis og senest også som yderst kompetent kommentator på TV2. Derimod er der måske ikke helt så mange udenfor sporten, der kender Allan Bo, Chris´ storebror, som også har haft en stor cykelkarriere i både ud- og indland. De to brødre fortæller her om alt det, der sker bagom det seerne får serveret på TV. F.eks. får du svar på, hvordan livet som cykelrytter er. Hvad laver soigneurs egentlig? Kan man spise chokolade i et badekar? Er det okay med dømte cykelryttere på et hold – og er der mængdebegrænsning? Hvem gemmer sig bag øgenavnene? Og, hvad betyder det når man f.eks. bliver skivet? Dét, og meget mere kan du glæde dig til at få besvaret af brødrene fra landevejen.
Allan Bo er 11 år ældre end sin cyklende lillebror, men familien har altid brugt utrolig megen tid på cykling. Desværre døde deres storebror efter en ulykke på en træningstur, så der er både sorg og glæde forbundet med cykelsporten. De mange facetter giver Allan Bo og Chris Anker rigtig gode beskrivelser af her. Og som en lille bonus får du et par gode træningsruter, afsløringer af nogle øgenavne og en ordliste til at forstå sproget i sporten.
"Vi havde kørt ræs til toppen, og han var færdig. På toppen af stigningen lå der en restaurant. Lars Bak havde ingen penge med, men da han så restauranten, vidste han bare, at han måtte derind. Han var gået kold. Så han cyklede helt ind i restauranten, stod af cyklen, tog to colaer fra køleskabet og åbende dem. Han drak dem uden at tøve, og så råbte han til ejerne: "Jeg kommer i morgen og betaler jer. Jeg er fucked. Jeg kommer i morgen, det lover jeg""
Brødre på landevejen er en herlig tur ind i hjertet af cyklingen. Det er en vifte af herlige indblik i cykelrytternes verden. Bogen ligger stilmæssigt op af ”Sort kaffe og hvide sokker” idet den er bygget op som punktnedslag i vigtige begivenheder og dagligdags op og nedture. Allan står naturligvis for den lidt ældre del, men så kan han i tillæg også tage læseren med ind i - og give indspark om jobbet som sportsdirektør Og det er udover, at begge brødre omtaler deres kollegaer og respektive soigneurs, trænere, sportsdirektører og holdejere. Derudover er Allan også manden, der har et stort indblik i at drive et cykelhold, han har kæmpet (også forgæves) for danske hold, og har derfor både været med til at starte, drive og lukke hold. Og så kommer Allan også med sine observationer omkring f.eks. Oleg Tinkovs store indflydelse på lillebrors sidste tid på resterne af det stolte danske storhold.
Og så er de to brødre ikke blege for at drøfte problemerne med doping. Jeg har tidligere læst Chris Ankers beretning om at komme fem minutter for sent hjem og derfor modtog han en advarsel på sin whereabout, et system udviklet af Bjarne Riis og en dansk forsker, som nu bruges over hele verden. Samme system som fik en dansker i den gule føretrøje, smidt ud af verdens største cykelløb. Allan kommer med begrundelsen for at tage tidligere dømte ryttere med på sit hold. Chris på sin side fortæller om at få kastet bøf efter sig. Og begge brødre kan fortælle om at blive råbt ”Dopingsvin” af på træningsture, og skulle forsvare egne og andres skyld og uskyld. Og, hvem har ikke hørt den fortærskede og fordummende sætning om: "Tour de doping - hvem har de bedste læger?" Så alt i alt komplimenterer de to hinanden virkelig godt, og giver læseren en solid tur rundt i miløjet.
Nu er det ikke så længe siden, der udkom en biografi om Jakob Fuglsang. Og her har det været interessant at læse flere sider af samme sag. Faktisk fremkommer Chris Anker både med en lille selvmodsigelse, og med en udtalelse, der ligger i direkte mostrid med Jakob Fuglsangs, og det er jo interessant. Det kan måske skyldes, at de havde forskellig tilgang til Bjarne Riis. Og om ikke andet, er det et fint billede på, hvordan omstændigheder og måske forskellige indgangsvinkler, kan farve vores opfattelse. Fælles for dem begge er dog, at både Chris Anker og Fuglsang gerne ville tilbage til Riis.
"{...}Bill var begejstret for han skulle køre efter mig i holdbilen på enkeltstarten. Der var nu ikke meget at være begejstret over, for jeg var dårlig til at køre enkeltstart {...} Bill sad med hovedet halvt ud af vinduet og råbte til mig for at muntre mig op undervejs på ruten. Han råbte og skreg og bilen ramte næsten mit baghjul {...} Pludselig blev der helt stille. Der kom ikke en lyd. {...} bilen var bare væk {...}Så så jeg pludselig bilen komme drønende i den anden side af vejen {...} Allan:" Jeg blev bare så begejstret, og jeg råbte så meget, at mit gebis fløj ud af munden. Så vi måtte køre tilbage og lede efter det på vejen"
Allan om Bill - sportsdirektør på Team Fakta.
Min eneste klage er, at redigeringen er noget mangelfuld - der er mange korrekturfejl i bogen. Det er dog tydeligt, at det er tastefejl og en forkert afskrivning af fortællingerne, så jeg vil ikke klandre fortællerne for fejlene – bare håbe, at de bliver rettet i de kommende oplag, for det gør noget ved læseoplevelsen og forstyrrer flowet.
Og så er det efter udgivelsen kommet en ekstra krølle på fortællingen om Chris Anker, for udover hans kommentatorjob på TV2, skal han nu også være holdejer. Han har nemlig købt en del af det danske cykelhold ”Riwal CeramicSpeed” Personligt synes jeg, at Chris Anker er en yderst sympatisk mand med et enormt vid og en skøn humor. Chris er en sublim ekspertkommentator for TV2 og efter læsningen af denne bog, er jeg faktisk endnu mere overbevist om, at han bliver en fantastisk medejer – for der ligger et enormt vid i denne mand. Det vid, kommer de unge ryttere nu til at få del i, og dét tror jeg vil skabe bedre ryttere, mere hele ryttere. Ikke mindst fordi det er tydeligt, at Chris Anker sætter holdånd og mentalt velbefindende meget højt. Så på mange planer tegner det godt for fremtiden i (dansk) cykling – både på landevejen og på TV skærmene.
Brødre på landevejen er en MUSTread for cykelfans. Det er på alle måder en levende, humoristisk og lærerig fortælling fra livet på to hjul. Der var både genkendelse og aha oplevelser under læsningen, og selv om der sagtens kunne have været flere vinkler, sidder jeg tilbage med en super god læseoplevelse, der er genial til hviledagene i touren eller til dagene uden løb, resten af året - men læses, den skal den.
© Bognørden
Tidligere udkommet om cykling og anmeldt på Bognørden:
Sportsdirektøren af Brian Holm Læs anmeldelsen her
Den hurtigste mand på to hjul af Mark Cavendish Læs anmeldelsen her
Det hemmelige løb af Tylor Hamilton & Daniel Coyle Læs anmeldelsen her
Michael Valgren - En sæson i cykelsportens verdenstop Læs anmeldelsen her
Sort kaffe & hvide sokker - Læs anmeldelsen her
Fuglsang - Læs anmeldelsen her
Andre gode cykelbøger:
RIIS af Bjarne Riis
Debutantens Dagbog af Chris Anker Sørensen & Dennis Ritter
Forfatter: Chris Anker Sørensen og Allan Bo Andresen
Fortalt til Nikolaj Albrectsen
333 sider Forlaget Storyhouse
Anmeldereksemplar