Kun en kladde

: Oprettet: 23. september 2020

kun en kladde

Inspireret af virkelige hændelser.

Vibeke Marx, uddannet pædagog, men har for længst cementeret sit navn i toppen af dansk litteratur. Hun har udgivet adskillige værker indenfor bl.a. noveller, fagbøger, børne- ungdomslitteratur. Jeg vil gerne fremhæve ungdomsserien om Neja, der tæller tre bøger, og som jeg håber, fortsætter længe endnu. "Kun en kladde" er dog et enkeltsående værk, der altså er bygget op omkring en sag fra virkeligheden.

Nia læser medicin, og er i gang med sit afsluttende semester på universitetet. Nia savner sin afdøde far, men ellers kører hendes liv på nagelfaste skinner - hendes største udfordring er, om moderen ser prissedlen på den nye frakke, hun netop har købt. Men så ændres Nias verden med et snuptag. I moderens skraldespand finder Nia et udkast til et brev fra Nias mor til en, for hende, ukendt australsk kvinde. Lige der finder Nia ud af, at hun er adopteret, og kort tid efter, opdager hun en dokumentarfilm om Evie - den kvinde, der med al sandsynlighed er hendes biologiske mor. Evie var en stor vandpolo stjerne, men i dag sidder hun fængslet i Australien, dømt for drabet på et af hendes børn – og alt tyder på, at dette barn er Nia. Nia er naturligvis dybt rystet, hun er virkelig vred på sin mor, føler sig rodløs og bliver nødt til at afbryde sit studium for at rejse ud og lede efter sit ophav. Nia påbegynder derfor sin søgen i den lille australske by, hvor Evie voksede op, og blev byens stolthed. Men præcis som med Nias familie i Wales, lader der til at være ting gemt under gulvtæpperne i den lille australske by. Ingen vil tale om Evie, og slet ikke med en fremmed, så Nia bliver konstant udfordret på alle fronter. Kan hun overhovedet komme tættere på Evie, og dermed også tættere på sig selv?

Vibeke Marx er en mester ud i det inkluderende og letlæselige sprog – således også her. Nia er fortælleren, og derved trækkes læseren med helt ind under huden på hovedpersonen. Vi har første parket til Nias følelser, og hendes fortolkninger af interaktionen med de øvrige figurer. Og netop interaktioner, er forfatterens store force, hun kan portrættere begge køn i alle aldre, så læseren får en fornemmelse af, at det her er ”en jeg kender” – desværre blev det bare aldrig rigtig godt her.

Jeg savnede den kendte ”Marx nerve” Jeg manglede de stærke og levende følelser, dem, der fremkommer naturligt, ikke mindst når vi står ved en skillevej, når der er noget på spil. Jeg synes, at Nia ofte stod i stampe, blev for gentagende, og meget ulig Marx, og så blev det altså en anelse FOR banalt sine steder. Det skuffede mig i en sådan grad, at jeg lod mig irritere og dermed distrahere fra fortællingen, som blev for kunstig for mig.

”Kun en kladde” har som nævnt baggrund i en virkelig historie. Også temaet med biologiske forældre kan tages ud fra virkeligheden, da det er et evigt aktuelt tema - ikke mindst fordi man skønner, at hvert tredje barn, har en anden far end ham, der står på dåbsattesten. Jeg kender ikke den originale historie, så jeg kan ikke sige, hvor meget, der er genfortalt, og hvor meget, der er Marx´ fortælling – men jeg kan sige, at jeg håber, at denne autobiografiske fortælling var en enlig svale, så fremtiden igen vil byde på de stærke fortællinger. Jeg runder op!