Helenes krig 1

: Oprettet: 2. oktober 2020

helenes krig 1

Første bind i en planlagt serie om Helenes liv under anden verdenskrig

Pernille Juhl har sat sig tungt på den litterære portrættering af danskere under verdenskrigene. Hendes speciale er Sønderjylland, den landsdel, der har måttet gå så gruelig meget igennem – både som mindretal og siden som tæt nabo til besættelsesmagten. Men, med Helenes krig går Juhl for første gang nye veje – scenen er denne gang sat i København.

Sommeren 1940 - Danmark er blevet besat af tyske tropper. På Østerbro bor unge Helene hjemme hos sine forældre sammen med efternøleren, lillebror Jens. Helene er på første semester af jurastudiet på Københavns Universitet, et studie, som Helene og hendes forældre har forskelligt syn på. Forældrene ser studiet som en billet til at få giftet Helene væk til en jurist – Helene derimod, har store planer om at veksle sine studier til et fast job. Den tyske besættelse er i sin begyndelse, modstanden er stadig i den spæde opstart, og også på den front, kommer Helene til at opleve modsætninger. Helene og veninden Jonna tager nemlig til en dansk/tysk ”kammeratskabsaften” for at danse og se på pæne unge mænd i uniformer. Kort tid derefter bliver de to kvinder interesseret i et par af deres medstuderende, og går derfor med i en studiegruppe, der har stærke holdninger til at yde tyskerne modstand. Ud fra studiegruppen vokser ”Studenternes Efterretningstjeneste” og ”Kannibalgruppen” som er en lille modstandsgruppe. Gruppen lægger ud med at trykke og distribuere illegale blade, senere kommer også indbrud, overvågning og hærværk til – og endelig bliver også våbenbrug en fast del af gruppens arbejde. Helene lever i to verdner, en hvor hendes forældre tror, at hun er en flittig studerende, mens hendes dagligdag i Kannibalgruppen sætter hende på stadig mere krævende og potentielt farlige opgaver. Men igen havner Helenes ved en skillevej, hvor hendes holdninger sættes på prøve: »Tyskere er, alle som én, afskum, som skal bekæmpes med alle midler…« altså lige til hun igen møder Johan. Johan, den flotte unge pæredanske mand, som galant fulgte hende hjem fra Kammeratskabsaftenen. Sønderjyden Johan fra Haderslev, der er tvunget i tysk uniform, fordi hans mor ikke fik overflyttet sønnens statsborgerskab efter genforeningen i 1920. Helene vakler mellem gruppens, og sin egen moral, og så den stadig stigende interesse for Johan. Men selvfølgelig kan en dansk modstandskvinde ikke involveres sig med en tysk soldat, og da slet ikke en soldat, der er i direkte kontakt med nogle af den danske modstandsbevægelses største mål, og i en hektisk periode, hvor nettet strammer om de danske modstandsgrupper. Helene må vælge – men, hvad er vigtigst: gruppen eller hende selv?

Pernille Juhls romaner har efterhånden været hele vejen rundt om specielt anden verdenskrig. Med Sønderjylland som bagtæppe, har hun skrevet både biografisk og skønlitterært om krigs betydning for familier i grænselandet, foregangskvinder og mænd, soldater og dele af modstandsbevægelsen. Men Helenes krig, har hun for første gang i forfatterskabet forladt Sønderjylland for at henlægge hovedparten af serien omkring hovedstaden. Juhls enorme vid om grænselandet, krigsårene og menneskeskæbner på begge sider af krigen fornægter sig heller ikke her i fortællingen om Helene. Interessen brænder igen igennem, og det flydende, letlæselige sprog lader læseren fordybe sig i tid, handling og hovedperson. Til gengæld er selve fortællestilen mærkbart ændret, trods handlingens bagtæppe og store berøringsflade med specielt modstandsgrupper, manglede jeg langt flere konkrete fortællinger om dette arbejde. Der er enkelte konkrete passager, men det er Helene, der er det absolutte omdrejningspunkt.

Og her fik jeg store problemer, for jeg blev hurtigt opmærksom på det markante skift i fortællestil fra de tidligere udgivelser. De solide beskrivelser er her udskiftet med at holde læseren ud i strakt arm. Jeg fik i stedet et håb om, at skulle hygge mig med en god gammeldags succesroman med kant. Men, desværre blev jeg aldrig dus med hverken stil eller figurer. Handlingen er temmelig stilstående, og banal. Der er utallige gentagelser og frem for alt, er der virkelig mange modstridende episoder – Meget ofte med en vægelsindet Helene i et narcissistisk centrum.

Hovedpersonen Helene er en forkælet, stærkt egocentreret, nedladende og yderst utiltalende ung kvinde. Hun forsøges fremstillet som et godt menneske, en god veninde og datter, og ekspert i modstandsgruppen - men handlingen lægger på ingen måde ballast under de kompetencer hun burde have – tværtom. Med tanke på fortælleformen, købte jeg i begyndelsen den præmis, at handling og figurer er banale, at der kommer de for formen sædvanlige forviklinger i kærlighedslivet. Det kom bare aldrig til at virke for mig, jeg savnede fordums formidlingsmetode, og endte med at bruge en del tid på at kæmpe for at lægge irritationen på hylden, frem for at nyde fortællingen.

Første bind om Helene endte altså med at udfordrede mig på flere planer. Indtil nu, har Pernille Juhls romaner altid været garant for solid autobiografisk underholdning – det holdt jeg Helens krig op mod, og må bare erkende, at jeg for første gang blev virkelig skuffet. Jeg ser derfor frem til næste bind, ”Helenes befrielse” i håbet om at lægge skuffelsen bag mig. Jeg runder op.