Pin It

dethunglemte

 

Fjerde roman på dansk fra den Australske Liane Moriarty

Hun står bag blandt andet Min mands hemmelighed & Store små løgne.

Jeg var ovenud begejstret for de to ovennævnte, mens jeg desværre blev skuffet over Hypnotisørens kærlighed (Læs anmeldelser nederst på denne side) Politikens Forlag startede med at sende den femte og dernæst den sjette roman på gaden her i Danmark. Og nu får vi så lov at læse de tidligere udgivelser. Det hun glemte er således fjerde roman på dansk, og forfatterens tredje udgivelse.

Det hun glemte er præcis så letlæselig som de tre forgående, sproget flyder og selv om kapitlerne indimellem springer mellem to personer, er romanen herlig levende og siderne vender stort set sig selv.

Alice vågner på et hårdt gulv med en dundrende hovedpine, hun er omgivet af mennesker hun ikke kender og aner ikke, hvor hun er. Men hun ved, at hun er gravid med sit første barn og vil have Nick (ægtemanden) til at holde hende i hånden. Alice har fået et voldsomt slag i hovedet og på hospitalet bliver hun klar over, at noget er helt galt; Alice befinder sig i 1998, men kalenderen og omgivelserne siger 2008. Alices søster Libby kommer modstræbende hen på hospitalet til Alice, og langsomt går det op for Alice, at hendes store forelskelse i Nick, glæden ved graviditeten og det nære forhold til søsteren ikke længere eksisterer. Alice er nu mor til tre skolebørn, hun ligger i en voldsom hård skilsmisse med Nick, og så går hun vildt meget op i træning, udseende og har i det hele taget en finger med i alt, hvad der foregår omkring børnene og området de bor i. Alice er derfor i den situation, at hun er dybt forelsket i Nick, der ikke kan være i nærheden af hende. Hun har desperat brug for sin søsters hjælp og støtte, men de er tydeligvis gledet fra hinanden og Libby er ikke glad for at skulle hjælpe Alice. Og det største problem er de tre børn, for Alice kan slet ikke huske børnene, og kan ikke genkende dem på billeder. Spørgsmålet er så, om Alice nogensinde får hukommelsen igen, og hvis det sker, hvad for en version af Alice vil så dukke frem - den selviske og altid fortravlede, eller den mere lyttende og kærlige?

Hovedpersonen Alice og bipersonerne Libby og oldemor Franny, er alle yderst realistiske og meget levende i både ord og handlinger. De har kant, specielt Franny er beriget med en herlig humor. Jeg kunne relatere til dem alle, og de fremkaldte stort set alle følelser i mig - det er, i min optik, en stor kvalitet - det betyder at de er solide.

Derudover har forfatteren også altid en tvist og nogle af livets store problemer med. Denne gang er tvisten om Alice nogensinde får hukommelsen tilbage, og ifald det sker, hvilken "model" af kvinden dukker så op. Det hænger super fint sammen med moralerne og problemerne; barnløshed og selvcentrering er temaerne her. Specielt problemerne omkring barnløshed, er virkelig fine og yderst realistisk beskrevet.

Jeg havde endnu en super fin læseoplevelse, dette er en forfatter jeg nyder at læse. Stilmæssigt ligger denne roman i genre med Jojo Moyes, der er ikke et decideret plot som i Store små løgne og min mands hemmelighed, men interaktionerne og personportrætterne er bundsolide - jeg glæder mig til at læse mere fra denne hånd.

 

 

© Bognørden

 

Tidligere udkommet på dansk og anmeldt hos Bognørden:

Min mands hemmelighed - Læs anmeldelsen her

Store små løgne - Læs anmeldelsen her

Hypnotisørens kærlighed - Læs anmeldelsen her

Forfatter: Liane Moriarty

oversat af Hans Larsen & Stephanie Caruana

452 sider Politiets Forlag

Anmeldereksemplar

Pin It