Når solen står højest er andet bind i serien om den sønderjyske familie Andersen.
Jeg har tidligere anmeldt efterfølgeren (link til anmeldelse nederst) og da jeg var begejstret for den, var forventningerne til denne naturligvis høje.
Præcis som efterfølgeren er dette en virkelig velskrevet og yderst levende roman. Sproget flyder, er samtidigt og er i det hele taget fyldt med nostalgiske perler.
Når solen står højest spænder fra 1920 til 1943, vi møder Mejerist Andersen lige efter han er kommet hjem fra ufrivillig tjeneste på tysk side. Anders gifter sig med sin Marie og de bosætter sig i huset med mejeriet. Først kommer sønnen Carl til verden og derefter datteren Jenny. De to børn er son nat og dag; Carl er en stille indesluttet dreng, der helst er omgivet af piger - Jenny er udadvendt leger med drengene og kan sno sin far om sin lillefinger. Anders skubber Carl længere og længere væk, og en dag går det op for Carl, at faderen udelukkende er interesseret i hans søster. Marie bliver en af de første kvinder, der begynder at arbejde udenfor hjemmet, da hun tager sit tidligere job som skolelærer op igen. Hun forsøger at holde sammen på familien, men Anders er en mand af få ord, der ikke lukker Marie ind i hans tanker, og Marie kan kun se på, at Carl bliver mere og mere trist. Da børnene er unge er Hitler fremadstormende og da den danske regering siger god for Frikorps Danmarks kamp mod Russerne bliver Carl tiltrukket. Dels for at irritere hans far og dels da han bliver fanget af ideologierne. Jenny læser til lærer som sin mor, hendes omgangskreds er barndomsvennen Magnus og hans venner, men det er ikke bare hygsomt samvær de unge bruger dagene på. Og tilbage sidder Anders og Marie, deres børn er på vej væk, og kan de overhovedet finde ungdommens glæde i hinanden igen?
Familien Andersen er et hjørne af Danmarkshistorien, mellemkrigstiden og starten på 2. verdenskrig er rammen og familiens historie. Alle personer er yderst levende og meget realistiske i både ord og handling - Jeg var personerne. Sproget sørger for at dialogerne er fuldkommen autentiske, og personportrætterne er så solide, at jeg fra først til sidst var til stede i universet - med alle de frustrationer, glæder og tanker, det indebar.
Rundt om familien Andersen er så historien, de mørke sider af de danske regeringers flirten med tyskerne, og det store svigt man udsatte befolkningen for. Modstandskampen starter i disse år, og forfatteren viser igen sit store vid, og beretter om tilblivelsen af dele af modstandsbevægelsen og deres aktiviteter. Så denne roman er to fortællinger i en, hver for sig er de yderst levende og oplysende, sammen er de et billede af Danmark i de år.
Jeg læste som nævnt efterfølgeren først, og kunne sagtens få fuldt udbytte af den. Ligedan kan denne læses uden at have læst den første, som omhandler 1. verdenskrig. Om du er til familiens - Danmarks historie i krigsårene eller det hele, så er det her en serie, der så afgjort ikke er til at komme udenom - levende, vedkommende og virkelig indsigtfuld.
© Bognørden
Tidligere udkommet i serien og anmeldt på Bognørden:
1. Vent på mig Marie
Efter mørke - Læs anmeldelsen her
Forfatter: Pernille Juhl
355 sider Pernille Juhl
Anmeldereksemplar