Lupus

: Oprettet: 10. september 2018

oxen lupus

Så er han her igen – Oxen.

Oxen har begejstret et utal af læsere, da han i Danehof trilogien jagtede og selv var den jagede. Lupus er fjerde bind om jægersoldaten Nils Oxen, og en enkeltstående roman, der indeholder kendte figurer men en ny handling. Jens Henrik Jensen har flere krimiserier på sit forfatter cv, og har udskiftet jobbet som journalist med jobbet som fuldtidsforfatter, og så er han er min absolutte favorit indenfor konspirationsteoretiske romaner.

Oxen har slået sig ned i Vangede, hvor han slås med sine psykiske krigsskader. Oxen forsøger desperat at få et anstændigt forhold til sin 14 årige søn Magnus, mens han også er kommet ind i jobcenterets trædemølle. Efter afslutningen på Danehofsagen har Oxen kun talt ganske lidt med Magrethe, som nu er tilbage i fuld fart hos PET. Den tildligere PET chef Mossman, har Oxen holdt sig fra, og er ikke særlig begejstret da Mossman igen tropper op og beder Niels om hjælp. Mossman er faldet over Lupus i de gamle Danehof arkiver. Lupus skulle angiveligt være en selvtægtsgruppe, der straffer gerningsmænd, der er gået fri i retssystemet. Problemet er bare, at Lupus er fuldkommen usynlige. Men Oxens umiddelbare nej til igen at arbejde for Mossman, bliver vekslet til et ja, da sammenfaldet af navnet Lupus (Lupus betyder ulv) Og det faktum, at der igen er observeret ulv i Danmark – og i nærheden af det sted, hvor Mossman vil have Niels til at opspore en forsvundet pensionist – det sammenfald bliver for meget for Niels Oxen, der altid har haft en forkærlighed for disse dyr. Niels Oxen drager derfor afsted mod den jyske hede for at finde ulve i en endnu ukendt form. Men, helt i vanlig stil, er intet af det som Mossman, Magrethe og Oxen involveres i, så let som det kunne se ud ved første antagelse. De tre må endnu engang bruge hver en hjernecelle, hver en kompetence og hver et mirakel for at løse gåden og forsøge at slippe helskindet igennem begivenhederne.

Sproget er som vanligt: Nøgternt, flydende og yderst letlæseligt. Jensen har styr på virkemidlerne og formidlingen, så det eneste læseren skal tænke på er at finde tid til andet end læsningen. Figurerne er primært realistiske, de er levende og trods flere forskellige tråde, er romanen ganske let at træde ind i og holde styr på. Ikke mindst idet også omgivelserne er spillevende, så universet ligget blottet og er lige til at træde ind i.

Jeg har altid holdt meget af de sublimt spundne spindelvæv, som handlingen udgør. Jeg har været begejstret for den solide indsats hjernen skal yde under læsningen og ikke mindst har jeg holdt af de skæve figurer. Plottet er denne gang ganske åbent, hvilket er nyt i Oxen regi. Det står tidligt klart, hvordan de grove træk er tegnet, og så er det de mindre brikker, der skal lægges på plads deri. Det er egentlig okay, men kunne jeg vælge, ville jeg gerne have haft et mere lukket plot. Til gengæld er jeg vild med temaet, som i dén grad sætter tanker om etik og moral i sving og rusker godt – tak for det. Og så er det altså ganske få danske forfattere, der kan skrue et fortælling med så mange levende forgreninger sammen – Jens Henrik Jensen mestrer det.

Jeg har fulgt Niels Oxen og Co. fra fødslen og nydt at være i deres selskab. Jeg blev ikke færdig med dem da trilogien sluttede og har glædet mig enormt til at komme indenfor hos dem igen. Jeg har dog også været en smule i tvivl om det ville lykkedes at ramme den helt unikke nerve, der var i Danehof serien. Et langt stykke hen af vejen mærkede jeg noget af fordums storhed men, jeg må også være ærlig og sige, at jeg til tider savnede samme. Specielt i begyndelsen synes jeg, at der var stilstand og gentagelser – og er man så godt vant, som Jens Henrik Jensen formidling jo har vænnet læserne til, ja så stikker det desværre også ud hos mig.

Jeg havde et herligt gensyn med de kendte figurer, fik testet min moral og var ganske godt underholdt. Jeg synes som sagt ikke, jeg kom helt ind i figurer og plot denne gang og derfor ender jeg også lidt længere nede på skalaen. Men trods det, vil jeg gerne fastslå, at Lupus er en mustread for Oxen fans – og kender du ham ikke endnu, kan du faktisk godt begynde at samle appetit til trilogien her.