Pin It

efterladt

Efterladt er fjerde og selvstændige bind i den amerikanske serie om FBI agenten Smoky Barret og hendes team. Jeg har været meget begejstret for de forgående, så forventningerne var igen helt i top - og blev til fulde indfriet.

Romanen er yderst velskrevet, sproget er letlæseligt, afsnittene er fint opdelt og læseren kan læne sig tilbage og følge med på endnu en rejse i den menneskelige psykes mørke afkroge. Trods de grusomme temaer, er dette romaner, der er læst på rekordtid.

Smokey er netop hjemvendt fra en sviptur til Hawaii med kæresten Tommy. Callie, teamets anden kvindelige agent skal giftes, det meste af FBI og det lokale politi er på plads. Men knap har parret sagt ja til hinanden, før en bil racer ind på området og smider en kvinde på jorden, hvorefter bilen forsvinder. Kvinden viser sig at være en betjent fra LAPD, hun har været forsvundet i 8 år, er netop erklæret død, og ex. manden har netop fået udbetalt hendes livsforsikring. Smokey og teamet finder hurtigt ud af, at der er flere bortførte kvinder, men hvor mange er der, og hvordan hænger sagerne sammen? Smokey får samtidig tilbudt et nyt job, der vil påvirke teamets fremtid, og som sidste lille krølle, har Smokey et par hemmeligheder, der nu bliver tvunget frem i lyset. Smokey og teamet starter deres kamp mod tiden og mod en ekstremt intelligent gerningsmand. Vil det lykkedes dem at finde flere kvinder inden det er for sent, eller kommer der nye ofre - måske i egne rækker?

McFadyen skriver helt fantastik rå, rædselsfulde og realistiske romaner. Det er krimier om den menneskelige psyke - når den er mørkest og mest forskruet. Det er virkelig råt, men præcis som i de 3 tidligere, går forfatteren aldrig over stregen. Han ligger tæt op ad Chris Carter, men i min optik, bliver det aldrig så råt, og jeg nyder romanerne, trods temaet.

Det er amerikansk, det er stereotypt og det er sprællevende i både ord og handling. Alle personer er solidt portrætteret, jeg er med inde under huden på dem alle, og jeg er til stede i alle de fysiske handlinger. Jeg holder af Smokey, hendes familie og team, og synes det var dejligt med et gensyn. Og selv om jeg bestemt ikke synes, at læsere skal snyde sig selv for denne serie - kan nye læsere sagtens starte her, som "appetitvækker"

Både politiarbejdet og plottet er realistisk og yderst levende. Trods et stort actionniveau, bliver det aldrig superman-agtigt eller de lette løsningers vej. Det er solidt opklaringsarbejde med læserne på første række - og et solidt plot, der holder hele vejen.

Så alt i alt: endnu en grusom perle fra McFadyen - han leverer bundsolidt og på højeste niveau, hver eneste gang - Mere tak, og snart!

 

© Bognørden

 

Tidligere udkommet i serien og anmeldt på Bognørden:

  1. Skyggen - Læs anmeldelsen her
  2. Dødens ansigt - Læs anmeldelsen her
  3. Satans sjæl - Læs anmeldelsen her

 

Forfatter: Cody McFadyen                               

441 sider Turbulenz

Anmeldereksemplar

Pin It