Midnatssol

: Oprettet: 25. september 2015

midnatsol

Midnatssol er en selvstændig fortsættelse af "Blod på sneen"

og dermed anden roman i en helt ny serie. Jeg var meget begejstret for forgængeren, så forventningerne var i top inden jeg kastede mig ind i Midnatssol.

Midnatssol viser en helt ny side af Nesbø. Romanen er i vanlig stil yderst velskrevet, levende og med et dybt personportræt. Genren er spændingsroman, det lever den også op til, men faktisk er det lige så meget en kærlig udviklingshistorie - og det er nyt fra den hånd.

I forgængeren mødte vi Olav, lejemorderen fra Oslo, der var kommer i klemme hos den berygtede bagmand; Fiskeren. Midnatssol byder på et bekendtskab med en anden af Fiskens håndlangere - også han er kommet på tværs af Fiskeren. Jon bliver mistænkt for at stå bag et selvmord, Fiskeren mener at Jon har slået sin kammerat ihjel, og vil nu have Jon til at overtage vennens job hos Fiskeren. Jon vil egentlig ikke, men da hans datter er ved at dø af leukæmi, siger han ja, for at spare op til behandling i Tyskland. Men da Jon skal slå en mand ihjel mister han modet, ender med at takke ja til en bunke penge og et løfte om at den "døde" forsvinder for altid. Men noget går galt, og en dag står en af Fiskerens andre medarbejdere og vil slå Jon ihjel, for de har fundet "den døde" og han har sladret. Jon stikker af, ender i Finnmarken og hedder nu Ulf. Ulf vil egentlig bare gemme sig og håbe, at Fiskeren ikke finder ham, men skæbnen vil, at han første dag i den lille samerby møder Lea og hendes søn Knut. Knut evner at få liv i Ulf, og inden længe står Lea også højt på Ulfs "ønskeliste". Men passer det, at Fiskeren altid finder sine debitorer, og hvor lang tid har Ulf?

Jeg kan faktisk godt lide Ulf/Jon, Nesbø har en sublim evne til at skabe de dybe figurer, og selv om de er skæve, er der altid noget at holde af. Således også her, men så kommer mit klagepunkt, og jeg indrømmer gerne, at jeg ikke havde troet jeg skulle skrive disse ord om en Nesbø roman men, han forfalder faktisk til en smule pladderomantik, og en del af romanen ender faktisk med at blive en smule banal og lidt for ligetil. Det gjorde faktisk også, at jeg ikke rigtig fik spænding med under læsningen.

Selv om jeg holder meget af legendariske Harry Hole, er jeg også meget begejstret for Nesbøs evner til at skifte figurer, og var jo også meget begejstret for forgængeren. Midnatssol er en smule længere end Blod på sneen, men stadig i den korte ende af roman-skalaen. Dog synes jeg også denne gang, at fyldet er større end sideantallet, og havde det ikke været for mit kritikpunkt, havde jeg igen haft en super læseoplevelse.

Jeg vil meget gerne læse mere om Fiskerens "uheldige" medarbejdere, for jeg synes det er forfriskende med nyt mens vi venter på den 11. Harry Hole roman. Men jeg vil ønske, at Nesbø går tilbage til den mere spændingsfyldte stil, der må hjertens gerne være en kærlighedshistorie, men jeg synes den fik et par takker for meget her i Midnatssol.