Pin It

aisha

Dette er fjerde bind i serien om den københavnske politimand Axel Steen.

Jeg har været med fra begyndelsen og startede faktisk denne blog med Steins forfatterskab.  Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg betragter Stein som Danmarks p.t. bedste krimiforfatter - så ventetiden har været lang og forventningerne i top.

I min optik, cementerer Jesper Stein, med Aisha, sin position på toppen af den danske krimihimmel. Trods en ændring i både hovedperson og handlingens karakter, evner Stein at skrive en bundsolid krimi, der er levende, velskrevet og hvad den mangler i fordums rå udskejelser i handlingen, evner Stein at skrive ind i Axel Steens indre liv. 

Axel er tilbage på arbejdet efter den voldsomme episode for nogle år siden. Han måtte flytte fra sit elskede Nørrebro pga. de tidligere sager, og har slået sig ned på Amager. Axel er ædru og clean og har fundet en kæreste, der har hjulpet ham igennem den seneste krise.

Til gengæld er Axels datter Emma, hårdt ramt af at have set sin far mere død end levende i hospitalssengen. Emma har udviklet angst, og hun forsøger konstant at tage vare på sin far og beskytte ham mod verden. Aksel bliver kaldt ud til et dødsfald på Amager, en tidligere PET medarbejder er død under voldsomme omstændigheder, og Axel tvinges til at tage kontakt og begynde at samarbejde med hans evige fjende PET. PET forsøger at køre Axel af sporet, og da sagen pludselig ser ud til at have berøring med en fire år gammel terrorsag, bliver det Axels kamp for sandheden men mod PETs kamp for at opretholde mørklægningen af den gamle sag. Axel er måske nok afdæmpet og ædru, men hans stædighed kan ingen tage fra ham, og i vanlig stil kommer han både på sporet af gerningsmanden og på kollisionskurs med omverdenen - men denne gang kan det koste, ikke ham selv, men mennesker han holder af, livet. 

Der er to hovespor i krimien: 2007 hvor terrorsagen udspiller sig og så 2011, hvor Axel skal opklare sagen. Jeg indrømmer blankt, at jeg blev lidt træt da jeg først læste om terrorsagen, jeg synes det er for søgt og er faktisk træt af at læse krimier om dette emne. Men til min store glæde var det, udover at være en bærende baggrundshistorie, ikke den historie, der fyldte mest - så min bekymring blev gjort til skamme. 

Hovedpersonerne er denne gang Axel, hans datter Emma og PET agenten Henritte. Alle tre er solide i portrætterne, de står klokkeklart, og jeg var helt inde under huden på dem. Som tidligere nævnt, forsøger Axel at blive et nyt menneske, om han lykkes med det projekt skal jeg ikke afsløre her, men vil til gengæld udtrykke min glæde over, at hans figur stadig er både nærværende og levende, uanset hvilken sindstilstand han er i - Stein evner ganske simpelt at formidle Axel i alle stadier, jeg bøjer mig i støvet! 

Opklaringsarbejdet er, præcis som de forgående, yderst levende, læseren er igen med på første række, både politiet og PETs arbejde virker realistisk, og da denne roman indeholder dele af en stor afsløring omkring det danske samarbejde med Amerikanerne, kan læseren selv lade tankerne vandre: kunne dele af denne handling ikke være realistisk? 

Plottet var sådan set let at regne ud, men spændingen bliver fastholdt, jeg var inde i Axels univers fra første til sidste side. Jeg har nydt gensynet, jeg har mødt to udgaver af Axel, jeg er vild med dem begge. At actionniveauet er neddæmpet gav plads til en mere regulær krimi, og det nød jeg lige så meget som gensynet. Nye læsere kan sagtens starte bekendtskabet her, men jeg vil på det varmeste anbefale alle fire romaner, for det her er altså krimi når det er bedst.

 

 

© Bognørden

 

Tidligere udkommet i serien og anmeldt på Bognørden:

Uro

Bye bye blackbird - Læs anmeldelsen her

Akrash – Læs anmeldelsen her

 

Forfatter:  Jesper Stein                                        

434 sider Politikens Forlag

Anmeldereksemplar

Pin It