Mette Findrup har mere end 60 børnebøger på sit cv. Hun har vundet flere priser for sit forfatterskab og har begejstret sine unge læsere i flere år. Specielt uhyggen er Mette Findrups store lidenskab og med et lixal på kun 15, er der rig mulighed for at indlemme de fleste læsere i litteraturens væsen

Søstrene Kira og Sofie bor sammen med deres overbeskyttende mor, i den lille by Glarup. Trods en lille aldersforskel, går begge piger i samme 8. klasse i byen. Siden pigernes far døde i en cykelulykke for nogle år siden, har pigernes mor forbudt dem at cykle og hun overvåger hvert et skridt de tager. En dag får Kira nok, hun vil ikke gå samme vej i skole, hun vil bryde ud af moderens overvågning. Kira får overtalt Sofie og pludselig befinder søstrene sig i en tilgroet have, hvor et faldefærdigt og tydeligt tomt hus, står og ser både uhyggeligt og spændende ud. Pigerne bryder ind i det forladte hus og opdager, at det måske slet ikke er så forladt som de troede, for oppe under husets tag finder de et værelse med møbler, ting på reolen og, hvor elektriciteten virker, selv om resten af huset er mørklagt. Pigerne går ind i værelset, fryser pludselig temmelig meget, og inden de får set sig om, står de overfor et spøgelse – eller gør de?

Bogen er opdelt i små, letlæselige kapitler. Sproget er sprudlende og trods det lave lixtal, virkelig velformuleret og helt i øjenhøjde med sine læsere. Figurerne er levende og stort set realistiske, jeg garanterer, at læseren kan se sig selv i dele af handlingen. Min eneste anke er, at nogle af handlingerne konflikter med sund fornuft. Netop fordi der er hentetså meget i virkeligheden verden, skal de moralske handlinger gerne være kække, men opfordre børnene til omtanke, og den synes jeg smutter et par gange her. 

Når det så er sagt, så er det her en super gyser for store børn/unge – ca. 10 år og opefter. Den kan bruges som almindelig frilæsning eller som oplæsning i fx klassens time. Temaerne er genkendelige for de fleste børn/unge og deres forældre: overvågning, at lyve, angsten for at miste. Handlingen og de levende personportrætter, giver derfor, udover spænding til læseren, et genkendeligt billede af en almindelig hverdag som mange børn og voksne kan relatere til.

Derudover er det en fortælling, der rummer ånder/spøgelser. Uanset om man tror på det eller ej, bliver man i hver fald nødt til at forholde sig til muligheden. Det er endnu en grund til, at jeg mener bogen kan bruges i skolen, den kan være et glimrende indspark i debatten omkring døden og muligt liv efter.

Kort sagt: Det (D)øde hus på Egevej, er en super fin fortælling, den underholder, er gysende og spændende (i børnehøjde) og så giver den rum for eftertanke hos læseren og levner rig mulighed for videre samtale. Mit første møde med Mette Finderup blev godt og hun får varme anbefalinger med herfra.

© Bognørden

Forfatter: Mette Findrup

245 sider Forlaget bolden

Anmeldereksemplar