Pin It

digte fra hjerterummet


Camilla Albers er skolelærer, forfatter og sangskriver. Lise Kryger Simonsen er uddannet grafisk designer og arbejder i dag som billedkunstner. Digte fra hjerterummet har forord af Benny Andersen og er ”testet” på forfatterens egne børn og skoleklasser.


Digtsamlingen rummer digte med tilhørende illustrationer:


Bare tæer
I drømmelandet
Bandeord
Glædeskikkert
Under min morfars æbletræ
Hyggesneglene
Til dig
Øret
Himmelrummet
I mit værksted


Samtlige digte handler om dagligdags tanker og handlinger, som forekommer i stort set alle børns liv. Her er genkendelsen i højsædet samtidig med, at poesien leges ind. Fx:


Hyggesneglene:


”En snegl gik en tur i den lokale park
Den var nær død efter en drengs vilde spark.
Efter en bold, der var hård som en sten
men sneglen gik videre og mødte så én.
En snegleven, som han genkendte fra før
de mødtes foran den allerfineste dør.

Og her gik de ind og hyggede sig
to sneglevenner fra samme vej.
De snakked´, de grined´, de sang og de lo.
De allerfineste venner var de to.
Så går du en tur en da i din skov
og hører du latter og lyden af sjov,
da tror jeg netop, du passerede de to-
Hyggesneglene har det sjovt, kan du tro.”


Jeg er først sent i livet, blevet klar over, at digte også kan vække noget i mig. Derfor er jeg endnu mere begejstret for, at der nu også er digtsamlinger til børn. Rim og remser har altid været været super gode pædagogiske værktøjer, de er gode til at fænge og her har Camilla Albers skrevet herlige rimdigte, der med garanti vil skabe interesse for poesiens verden.

Sproget er helt i børnehøjde, men også eventuelle ældre oplæsere, får et smil på læberne og rig lejlighed til at udvide oplevelsen med den mindre læser. Jeg er vild med metoden, formidlingen og byder denne form varmt velkommen på børnenes bogreoler. Mit første møde med børne-digte blev virkelig godt, og skal have de bedste anbefalinger med.

© Bognørden


Forfatter: Camilla Albers

Illustreret af Lise Kryger Simonse

26 sider byens forlag

Anmeldereksemplar

Pin It