Nedsmeltning
Nedsmeltning er 13. og selvstændige bind i serien om Wimpy Kid. Den prisvindende amerikanske forfatter er en kreativ herre, der udover at være forfatter, er spildesigner og tegneserietegner. Bøgerne er filmatiseret og oversat til mere end 50 sprog, og nu blev det altså Bognørdens tur, til at komme med indenfor i dette univers.
Bøgerne er opbygget som dagbogsnotater, akkompagneret af herlige tegninger. Greg (Wimpy (whimp = tøsedreng, skvat etc.) bor sammen med sine forældre, storebror og lillebror. Villavejen, Greg bor på, er delt i to lejre (kun blandt børnene) de, der bor på bakken (bakkebørn)og de, der bor nede på den flade vej. (fladbørn) Børnene kan ikke udstå hinanden, og mens sommeren tilgodeser leg og spil på den flade vej, har ”bakke børnene” glæden af at have en herlig kælebakke om vinteren. Og efter nogle dage med hede, ligger byen og villavejen nu begravet i sne, skolen er lukket og der er lagt op til sneboldkamp eller måske krig. Således kommer læseren både med da Gregs mor opdager Greg og kammeraten i mormors ellers tomme hus og overser, at drengene er nøgne da deres våde tøj er i tørretumbleren. Vi kommer med i skolen, hvor Greg ikke har lavet sit projekt og derfor må gætte sig frem til, at Malta ligger ved Rusland og nationalretten er asparges og hot dog pakket ind i torskerogn, og endelig kommer vi med, da den store sneboldkrig udspiller sig til en drabelig kamp. En kamp, der bl.a. indeholder en demonstration mod is-bolde og gul sne, som indeholder bygning af fort - i det hele taget er det en kamp, hvor alle kneb gælder. Om Greg og bakkebørnene vinder kampen vil kun læsningen vise.
Handlingen er opbygget som dagbogsnotater fra Gregs liv, hver dag sin fortælling til dagbogen og læseren. Ydermere er bogen sat med ”barnlig håndskrift” så bogen giver et billede af at være skrevet af et barn.
Greg er en uheldig dreng, der altid havner i misforståelser, bliver opdaget i snyd og så er Greg en dreng, der har virkelig mange meninger om de mennesker, der omgiver ham. For Greg udleverer gladelig sine kammerater i bytte for en højere status. De fleste børn vil kunne nikke genkendende til en eller flere episoder fra Gregs liv, ligesom humoren er perfekt til målgruppen. Dog savnede jeg, som ”voksen læser” at der var mere rationale omkring Gregs figur og dens ofte negative brug af tillægsord, rettet mod andre mennesker.
Jeg kan sagtens mærke humoren – både i stregerne og ordene, men, jeg savnede diversitet i fortællingerne. Derfor mener jeg, at ”Nedsmeltning” er en fin ”pause-bog” forstået på den måde, at den er super fin som momentvis underholdning – for mig, blev den for gentagende i helheden, så jeg anbefaler at læse den i bidder for at undgå, at det minder om én lang opremsning af drengestreger, hvor detaljen drukner i helheden.
Bøgerne henvender sig til børn i 8-12 års alderen. Det er de nye læsere, og de vil med garanti more sig under læsningen, da både sprog og udformning er i børnehøjde. Men, jeg havde faktisk gerne set, at navne og stednavne var oversat til dansk. Persongalleriet er mangfoldigt og mange af de amerikanske, spansk, og italienske navne, er altså en tand for krævende for målgruppen – der havde jeg som sagt gerne set en oversættelse. Men, når det så er sagt, så er Nedsmeltning en super fin børnebog, der med garanti kan læses igen og igen – og stadig vække grin.
© Bognørden
Forfatter: Jeff Kinney
oversat af Kim Langer
218 sider Gyldendal
Anmeldereksemplar