Pin It

morke rum

Dine dybeste hemmeligheder er dem du ikke selv kan se

Kristina Aamand er uddannet sygeplejerske og socialrådgiver, og det er med det som baggrund, at hun arbejdede på center for voldtægtsofre. I dag er hun fuldtidsforfatter, hun vandt Carlsens YA romanpris i 2016 og så skriver hun om sex, mødomme og mest af alt skriver hun om piger og kultur.

Mørke rum er en samling fortællinger om unge menneskers møde med seksualiteten - frivilligt eller under tvang. Sophia er dansk med arabiske forældre, hun bor sammen med sine forældre og to brødre. Sophia er netop startet i den afsluttende praktik på sygeplejerske studiet – på Klinikken for seksuelle overgreb. Sophias mor er stolt af datterens valg af uddannelse, men forstår ikke valget af praktiksted. For Sophias mor mener, at voldtægt er pigernes egen skyld. Så Sophia bliver voldsomt klemt, hun ser gennem sin mors kulturelle fordomme, gennem de kvinder, der henvender sig på klinikken og endelig oplever hun det system, der bestemmer, hvad der er overgreb og, hvad der er "kvindens egene skyld" Samtidig skal Sophias barndomsveninde Maysun giftes. De to pigers mødre er veninder, så Sophia er med i planlægningen på første parket. Pigerne er jo opvokset med, at det mest lykkelige, der kan overgå dem – næstefter at føde drenge – er at finde en god mand. Udadtil ser alt da også rigtig godt ud for Maysun. Hun har fået lov af sine forældre, til at sige nej til de første fem bejlere, og har nu fundet manden - altså den rigtige. Men, hvor det udadtil ser fantastisk godt ud, sniger tvivlen sig ind på Maysun. Hun har Googlet det meste, fået fakta-svar men, hvordan skal hun da finde ud af f.eks. hvor hun skal gøre af de sidste tre cm. af sin mands penis på bryllupsnatten. Når gennemsnits skeden er 10 cm dyb og en gennemsnits penis er 13 cm – hvor skal hun så gøre af de sidste 3 cm? Det er bare én af de mange tig, der kører rundt inde i Maysun. I Indien bliver Parvatis givet bort til en fremmed mand, da hun er ældste af seks piger i familien, kan familien ikke være for kræsne med bejlerne. Ingen forklarer Parvatis om livet som gift pige/kvinde og hun aner derfor intet om, hvad den smilende mand forventer af hende. Og, hvad er egentlig et overgreb? Hvornår er det overgreb, hvornår er det stiltiende accept og hvordan kan man udtrykke sin egen grænse? Dét kan du få indsigt i og bud på, her i Mørke rum.

Klinikken er fiktion, det samme er figurerne men, hele fortællingen er bygget op omkring forfatterens egne erfaringer med unge og den kultur, der omgiver vores unge mennesker. Sproget er herligt letlæseligt, og opbygningen som punktnedslag i de medvirkendes liv, virker super godt. Den distance, der er lagt i gengivelsen af cases mellem de meget personlige fortællinger, gavner, i min optik, det hudløst hårde budskab. For det er hårdt og grufuldt, men det fortjener at blive belyst med respekt og med klokkeklare fakta. Desværre kan medierne igen i denne uge berette om en ulykkelig sag, hvor en ung kvinde, menes bedøvet og derefter voldtaget af fire mænd. Og det ovenpå indslag om seksuelle krænkelser til dreng/pige fester på de danske gymnasier. Så dette tema er evig aktuelt og skal længere frem i lyset for at kunne behandles. 

Jeg ser romanen som en ungdommelig feministisk manifest. Men samtidig er det også en udstilling af, hvad gammeldags, kvindenedtrykkende og uvidende kulturelle hensyn gør ved mennesker. Her i disse #metoo tider, er der heldigvis kommet lys på at sige fra. Men, hvordan gør man som samfund op med kulturelle krav om kvinden som hushjælp, sexlegetøj og slave af manden? Hvordan gør vi op med myter om f.eks. at onani gør kvinder barnløse, giver dem frygtelige sygdomme og fører til den visse død? Og, hvordan gør vi op med, at letpåklædte kvinder er ”tag-selv-bord” eller, at et overgreb sagtens kan være begyndt som et tilsagn? Derfor er romanen også en virkelig god indsigt for de unge drenge/mænd. For, hvordan skal de vide, hvordan pigerne skal behandles, hvis heller ikke de, er blevet ordentlig oplyst? Jeg var et par gange nervøs for, om de mange kulturelle indslag, stammede fra forfatterens personlige modvilje mod andre kulturer. Og ja, det er jeg sikker på. Jeg er sikker på, at forfatteren er virkelig frustreret og vred over den kvindenedgørelse og uvidenhed, der stadig hersker i visse kulturer. Men, jeg synes faktisk, at hele romanen emmer af omsorg. Omsorg for de ramte kvinder, og ikke mindst emmer Mørke Rum af en vedvarende og meget stærk tro på, at det og skal lykkedes at oplyse, lukke øjne op og ændre disse ældgamle kvindesyn.

Kom med indenfor i denne usædvanligt vigtige roman. Lad dig oplyse, ryst på hovedet, smil af den vedvarende uvidenhed – men kom med – for dette her er dagligdag. Det er ramme alvor for mange piger og kvinder – også her i den vestlige verden. Kun ved at oplyse og bryde tabuet kan vi ændre den middelalderlige måde at behandle piger og kvinder på. Brug romanen til undervisning i folkeskolens udskoling eller giv den til et ungt menneske, der snart står i døren ind til den voksenverden, der til stadighed er svær at navigere rundt i, både for drenge og for piger.

Mørke rum er til teenagere og deres familier. I min optik, er det en mustread fordi den både er faktuel og indlemmer hverdagssituationer med en herlig vedkommenhed. De unge kan relatere til figurer og handling, og forhåbentlig kan deres voksne få øjnene op for, hvor vigtig respektfuld samtale virkelig er.

 


© Bognørden

 

Tidligere udkommet bl.a :

For enden af din pegefinger
Mødom på mode

 

Forfatter: Kristina Aamand
232 sider Carlsen PULS
Anmeldereksemplar

 

Pin It