Elleve dage i Berlin

: Oprettet: 15. april 2016

elleve dage i berlin

Det er vel de færreste, der ikke kender Håkan Nesser:

han er internationalt anerkendt og har udgivet adskillige romaner. Sidste år skrev han den selvstændige roman Straf, som blev min åbning i hans forfatterskab (se anmeldelse herunder) så mine forventninger var i top, inden turen til Berlin.

Romanen er skrevet i et yderst letlæseligt sprog, fyldt med humor. De tre spor er levende fortalt, og siderne vender stort set sig selv.

Arne fik en hjerneskade som barn, og han er blevet langsomt opfattende. Han er vokset op sammen med sin far, da hans mor forlod dem, da han var lille - med trobaduren Egon Lummersten. Arne vokser derfor op sammen med far, farbror og tante Polly, hele livet har Arne fået fortalt, at moderen døde, men på faderens dødsleje fortæller han Arne, at moderen er i Berlin og han ønsker, at Arne skal tage ned og finde hende. Og det gør Arne, efter at have været i intensiv tysk-træning hos farbror Lennart. Men Berlin er en stor by, for en mand, der er langsom og ikke er vandt til at være alene med alle de nye ting, en storby kan byde på. Samtidig med at Arne indtager Berlin kommer professor Litvinas og Beate ind i billedet. Professoren er ved at blive udskrevet fra endnu et ophold på psykiatrisk hospital, og er nu i gang med at planlægge sidste del i sin store plan - det eneste han mangler er en hjælper... Beate er en sød og kærlig kvinde, der livet igennem har været et svageligt barn, og nu sidder i kørestol. De tre skæbner kommer til at krydse klinger, spørgsmålet er bare, hvordan det kommer til at foregå.

Er du til svenske Jonas Jonassons skønne universer om Analfabeten der kunne regne osv. så vil du med garanti også holde af Arne. Stilen er den samme, humor med kant. Arne bliver beskrevet spillevende i både tanker og handlinger, han er en fantastisk figur, der både genererer smil og eftertanke. Beate er ligeledes en levende figur, mens jeg havde en smule besvær med professorens aparte handlinger.

Nesser blander genrene denne gang, her er både socialrealisme, humor, og en kende fantasy. Jeg køber blandingen, et stort stykke hen af vejen, men får fantasy delene lidt galt i halsen, hen mod slutningen. Men helheden gav mig en super fin læseoplevelse, jeg var rigtig godt underholdt, kunne lide Arne og havde lyst til at kramme ham flere gange. Og så kan jeg lide de romaner, hvor de lidt skæve eksistenser får stemmer, så alt i alt er dette en roman, der bare kalder på at blive læst.