Pin It

aase susanne andersen tea 9788743005186 0

Forfatteren Peder Fjordvang har tidligere bl.a. udgivet fagbogen ”Skriv bedre digte – lyrikkens virkemidler”

Her er det så hans egne digte, der er samlet under titlen Aase Susanne Andersen.

Digtsamlingen er opdelt i overordnede kategorier Respektløse digte, Filosofiske overvejelser, Kærlighed, Derude på landet, Ord og Om forfatteren – jeg har herunder udvalgt nogle eksempler fra teksten:

Alle stiger af


”Ved busstoppestedet
steg han på hende
og kørte rundt med hende
over hele byen

Hvis der var nogen
som blev frække
gav han hende blot
et enkelt dyt i bamsen

Nu tager hun alle med
og råber sjofle ord
hvis hun da ikke tøffer
eller passer sig selv”

 

Selvbevidst?

”Jeg er ikke mig selv i dag
Du siger
jeg er en helt anden

Nu har jeg spurgt en anden
Og hun siger
Hun ikke er mig

Jeg må komme tilbage en anden gang
Så er hun måske også en anden
Og vi kan snakke sammen
Som hinanden.”

 

Det endegyldige digt:

”Jeg vil SKRIVE for verden
Er prægtigt digt
Måske et heltekvad
Eller muligvis
Om de rigtig store ting i verden.

Kærlighed og død!
Endelig en forandring
Der rykker i menneskesjælen
Skyller ind over vore følelser
Sukker og lytter

Jeg vil skrive noget storslået om verden
Men den må vente
For jeg har ikke tid lige nu” 

Indledningen er en fantastisk varm og levende fortælling om ophavskvinden til Titlen. For Aase Susanne Andersen var tydeligvis et af de mennesker, der ikke går mange af på dusinet. Selve samlingen er som nævnt opdelt i kategorier, hvor den røde tråd er mennesket – på godt og ondt, i tanke og handling.

Størsteparten af digtene er letforståelige, humoren driver ned over siderne og smilet er en hyppig gæst hos læseren. Men, derimellem indsniger sig så også nogle abstrakte og mere, for mig, uforståelige digte, som trak mig ud af det ellers herlige og levende univers.

Nu har jeg læst og genlæst samlingen, og jeg kan konstatere, at der for hver gang kommer nye lag frem. Så jeg vil derfor garantere, at Aase Susanne Andersen er tidløs og en af den slags værker, der kan læses igen og igen. Og dét er jo en herlig bonus i et ofte ”brug-smid-væk” præget samfund.

 


© Bognørden

 

Forfatter: Peder Fjordvang

120 sider

Anmeldereksemplar

 

Pin It