Det første år

: Oprettet: 2. maj 2018

detforsteaar

14. december 2014 føder musiker Lise Dres en datter. Men da Ida er 10 minutter gammel, stopper hun med at trække vejret. Mens Ida kæmper for livet læser Lise Tove Ditlevsens digte højt for hende. Både Tove Ditlevsen og Ida blev født 14. december og Ditlevsen bliver en drivkraft for Lise, der debuterer som digter på netop Idas og Ditlevsens fødselsdag.

Digtsamlingen er som titlen lover, tanker fra det første svære år, hvor angsten for døden til tider afløses af frygten for fremtiden. For da lille Ida endelig er uden for livsfare, viser det sig, at hun har en sjælden genfejl og aldrig vil komme til at udvikle sig som flertallet af børn. De mange følelser og tanker, er de, der er nedfældet her – f.eks.:

”TIME FOR TIME:

Time for time går tiden i stå
Vi venter, håber og bede
At vi må beholde dig lidt endnu
Og mærke den varme du spreder

En lille gravsten passerer forbi
Bag mine lukkede øjne
Jeg mærker angstens skrig i mit bryst
Og åbner igen mine øjne

MOR TIL TO:

Hvordan deler man i to
Når stykkerne ikke er lige store

Hvordan deler man sin kærlighed
Når den ene er lille og den anden er stor?

Hvornår ved man, det er den andens tur
Når man aldrig når at gøre noget færdigt?

DIT LYS:

Lyset brænder stadig
I vores vindueskarm
For vi tør ikke slukke
Af frygt for mørkets larm

I ti uger har vi tændt
Et lys for håb og tro
Nu er du endelig hjemme
Vi finder endelig ro

Drager afsted for sidste gang
Med lyset i vor hånd
Mod livets hus, hvor troen bor
Vi løsner frygtens bånd

KÆRE VENINDE:

Kære veninde tak for snakken
Nu er jeg let igen
Troede jeg manglede søvn
Men jeg manglede bare en ven

AT SE:

Du siger jeg ikke ser hende, som hun er
Jeg siger, du ikke ser, hvordan jeg ser hende”

Digtene varierer i både form og art. Nogle er rimdigte, nogle er yderst korte, mens andre igen, nok mere er strøtanker og fakta end egentlige digte. Noget er stilstand mens andet er udvikling. Men fælles er at sproget er letlæseligt, og alt står lysende klart for læseren.

Enhver forælder ved, hvor skræmmende det kan være når ens barn bliver sygt. Livstruende syge børn er på alle måder en rædsel ingen af os ønsker at opleve. Og de af os, der har stået i situationen ved, at det sidder dybt i os – for evigt, tror jeg. Derfor kan ”Det første år” udover at give indsigt, måske være springbræt for andre, til at nedfælde oplevelserne og måske hente lindring. Andre kan måske genkende (forbudte) følelser og vide, de ikke er alene med dem. Eller måske venner og familier kan få et bedre indblik i det kaos der opstår, og derigennem få en større forståelse og derigennem finde en plads på sidelinjen.

Denne digtsamling har gjort enormt indtryk på mig, både som mor, en mor, der har været i næsten samme situation og som menneske. For de voldsomt stærke følelser, der kommer op i os når vi står til at miste, kan måske nok gemmes væk – men de kan aldrig glemmes. Derfor har det været en yderst følsom læseoplevelse, hvor jeg kunne relatere til nogle dele og dels sidder tilbage med et ønske om, at netop processen med at skrive samlingen, har bibragt forfatteren en positiv oplevelse og et ekstra trin op i lyset.