Pin It

soesteren

Sandheden tager aldrig hensyn

Søsteren er sjette bind i den norske serie om politifolkene Frølich og Gunnarstranda. Kjell Ola Dahl har vundet flere priser for sit forfatterskab, der udover denne serie også tæller enkeltstående romaner. (se mere nederst) Jeg har været med fra seriens begyndelse, har været ualmindelig godt underholdt og har i dén grad efterlyst mere. Det kom så her i et nyt gensyn med de skæve figurer.

Frank Frølich har opsagt sit job hos politiet i Oslo op, han har byttet en hverdag som efterforsker sammen med Gunnarstranda ud med en tilværelse som privat efterforsker. Men sagerne hænger ikke på træerne og bankbogen er ved at være tom, så Frank Frølich må begynde at tænke i nye baner. Det sker hurtigere end han regnede med, for da han møder den smukke Mathilde, begynder sagerne nærmest at vælte ind over ham. Mathildes veninde arbejder på et asylcenter, hvor hun bruger meget tid på at hjælpe en ung asylansøger, der desperat leder efter sin søster. Og, hvad er lettere end at spørge venindens nye kæreste om hjælp? Men ikke så snart Frølich begynder at lede, står der pludselig nye klienter og banker på. Så ved siden af eftersøgningen efter den forsvundne søster, bliver Frølich også kastet ind i den storpolitiske sag om passagerskibet, der brød i brand og tog flere end 150 menneskeliv. Den 30 år gamle sag synes allerede belyst fra alle sider, men ikke alt er, hvad det ser ud til ved første øjekast. Med andre ord: Frølich er pludselig gået fra ikke at have noget at tage sig til, til at skulle have flere bolde i luften. Og da han kort inde i arbejdet med sagerne, selv kommer i sine tidligere kollegaers søgelys, må Frølich endnu en gang tænke i nye baner, for nogen vil ikke have sandheden frem og er parat til at gå langt for at forblive i skyggen.

Sproget er herligt letlæseligt, og Søsteren er ydermere skrevet i meget små kapitler. Stilen er yderst lettilgængelig, det er gedigen kriminalhistorie, med fokus på baggrund og handling frem for action, vold og blod i rå mængder – og det knuselsker jeg. Og så lykkedes Dahl igen med at opbygge et tilsyneladende let og ligetil plot, for så at ryste posen og overraske læseren.

Desværre synes jeg så til gengæld, at skiftet fra Gunnarstranda til Frølich, som fortæller og hovedperson, har kostet på nerve, realitet og det ellers solide opklaringsarbejde. Frølich har været med i toppen af det norske politi, men han synes at have glemt selv elementære regler i hans private job. Han er modvillig overfor etaten og glemmer flere gange simple sikkerhedsforanstaltninger. Jeg køber forfatterens litterære frihed til at bygge fortællingen op, men selv med det i baghovedet, synes jeg indimellem, at Frølich blev for letbenet.

Fortællingen om den forfærdelige skibsbrand er som taget ud af virkeligheden. Der er ganske mange sammenfald med virkelighedens Skandinavien Star. Jeg har fulgt den sag, også da der for nylig kom helt nye ting frem fra en dansk specialist – ting, der tydeligvis peger på en skandaløs norsk behandling af tydelige beviser. Jeg håber Søsteren på sin egen måde, kan bidrage til fornyet gennemgang af sagen.

Min absolutte favorit indenfor krimigenren er Henning Mankell, som også kunne skrive de mest fantastiske romaner. Hans solide figurer, den underfundige humor og ikke mindst hans sublime evne til at skrue plot og efterforskning sammen, har en enorm stjerne hos mig. Kjell Ola Dahl har mange af de samme forcer som Mankell, og derfor har jeg været så vild med hans kriminalromaner.

Søsteren på én og samme tid afsluttende og så alligevel ikke. Der er passager i romanen, der helt klart råber på en fortsættelse, som jeg vil byde velkommen med kyshånd. Kender du ikke serien om Gunnarstranda så har du i den grad noget godt i vente. Søsteren kan sagtens læses uden forudgående kendskab til serien, og selv om jeg ikke var helt så begejstret som jeg havde håbet, så er Søsteren en virkelig fin kriminalroman, for de læsere, der holder af dybde frem for action.

 


© Bognørden

 

Tidligere udkommet i serien om Frølich & Gunnarstranda og anmeldt på Bognørden:

Manden i vinduet

Lille soldat

Den fjerde røver

Sort engel

Kvinden i plastik

Isbaderen – Læs anmeldelsen her

 

Enkeltstående romaner:

Kureren – Læs anmeldelsen her

 

 

Forfatter: Kjell Ola Dahl

oversat af Ilse M. Haugaard

367 sider Modtryk

Anmeldereksemplar

Pin It