De to forfattere mødtes i et onlineforum efter de i 2011 begge mistede en elsket tæt på - Mette mistede sin kæreste og Marie-Louise mistede sin mor. Hvad omverdenen måske ikke forstod eller kunne hjælpe med, fandt de til gengæld hos hinanden, og det danner baggrund for denne bog.

Guiden er opdelt i fire dele:

1. Den første tid
2. Sorgens anatomi
3. Hvad skal jeg sige
4. Senere.

Hver del er så igen inddelt i små afsnit som hver berører forskellige efterladte, forskellige reaktioner etc. og endelig er der små indslag med ideer til handlinger og refleksioner i forhold til at omgås en efterladt. Sproget er fint, letlæseligt og opdelingen gør, at guiden kan læses i sin heldhed eller i etaper, alt efter behov og, hvilket sted i processen man er i berøring med. Indimellem får teksterne præg af opremsning og gentagelser, fordi de to forfattere har ønsket at omfavne så mange som muligt – den præmis køber jeg, men synes det er lidt ærgerligt for helheden. Til gengæld er de små indslag med personlige erfaringer, virkelig vedkommende og giver guiden langt mere personlighed og en dybere oplysning.

Jeg har valgt et afsnit ud som eksempel:

”Når dagen kommer, hvor et minde ikke er tynget af sorg

Når man er allerlængst nede af sorg, savn og afmagt, føles det helt og aldeles umuligt, at man nogensinde skulle kunne tænke på den døde igen uden af være sorgfyldt […] Man kan godt savne og samtidig være glad for de varme minder, der altid vil være der.”

”Jeg bliver stadig rørt, når jeg skal tale om Vagn, men jeg græder ikke længere ved hans grav” Dorit 72 år.

Refleksion:
”En, der har mistet, vil aldrig tage det ilde op, hvis du spørger ind til den døde, selv efter mange år. For dem er det kun en kærlig handling, der forsikrer dem om, at deres elskede eller deres sorg ikke er glemt”

Der er absolut intet nyt i denne guide. Alt, hvad der står, burde være almen viden for alle voksne mennesker – hvorfor er der så behov for sådan en guide? Ja, det er præcis dét, der er hele essensen: Jeg har skrevet det før, og nu kommer det igen: Døden er det eneste vi mennesker er sikre på, her i livet. Men desværre har rigtig mange mennesker, utrolig svært ved at tale om døden. Naturligvis må det først og fremmest handle om, at ingen ønsker at miste mennesker vi elsker. Og måske er det, at tale om døden, en accept, som ingen af os rigtig ønsker at have med at gøre – trods det faktum, at vi alle skal have døden tæt på. Fortidens synliggørelse af sorg, det sorte tøj, sørgeperioder etc. er ikke længere at finde i samfundet, og desværre er en stor del af snakken om døden, gået tabt med det.

Jeg er selv stor fortaler for at tale med mennesker. Og derfor mener jeg, at det er naturligt at tage hånd om de, der har mistet. Hellere, sige et enkelt ord forkert, end slet og ret, holde sin mund eller holde sig helt væk. Men når det så er sagt, så tænk alligevel over, hvad du siger. Et eksempel i bogen er: Nå, er du ovenpå igen? Og her kommer virkeligheden så ind, for jeg har en fjern bekendt, der i løbet af ganske få dage, mistede først sin far og siden sin mor. I sidste weekend bisatte familien far, farfar og svigerfar – i denne weekend bisætter de mor, farmor og svigermor. Og de første spørgsmål er allerede tikket ind: ”er i ovenpå?” Det pæneste jeg kan sige om det spørgsmål er, at det er usædvanligt malplaceret! Desværre er det ikke et sjældent tilfælde. Så tænk over, hvad du siger, og sig noget - stort set alt er bedre end en bortvendt ryg.

Sygdom og død er stadig noget, der fremkalder voldsom berøringsangst, hvorfor? er der nok mangfoldige svar på, men netop derfor synes jeg også, at det er super vigtigt at bryde tavsheden, og der er litteraturen en af de gode muligheder. Dus med døden er en fin guide til venner, kollegaer, familiemedlemmer etc. der har mistet. Den giver ideer til handlinger, leverer stof til eftertanke og giver et fint billede af, hvordan det kan være at være efterladt.

Hvis du vil læse mere om emnet og få råd og vejledning om noget andet almindeligt, nemlig en bisættelse/begravelse vil jeg på det varmeste anbefale at læse ”Begravelse for begyndere” af Sissel K Ibsen – Læs anmeldelsen her

© Bognørden

Forfattere: Marie-Louise Vianello & Mette Bendixen
120 sider Egolibris
Anmeldereksemplar