Pin It

Bogen om altingFORSIDE

Lær at lave flow fortællinger

Rie Skovgaard debuterer som børnebogsforfatter med denne bog. Ved siden af forfatterskabet er Rie Skovgaard bestyrelsesformand i et kreativt fællesskab for børn, og har mere end 20 års erfaring fra marketing og reklamebranchen.

»selvtillid kommer ikke af altid at have ret, men af ikke at frygte at fejle«

Emil og dragen er helt basalt bygget op omkring metode, teori og eksempler på historier:

• 25 flow fortællinger – 25 små historier lavet ved hjælp af tre stikord fra barn og tre stikord fra mor.

• Emil og mor freestyler – andre versioner af fortællingerne

• Emil giver stjerner – Emil kommenterer og bedømmer alle historierne med stjerner fra 1-10 alt efter, hvad han synes om den færdige fortælling.

• 33 tips der skubber til fantasien – f.eks.: Implementer hemmeligheder, Miks minder med fantasi og brug stemmen.

• 12 kreative tankebobler – F.eks.: Grib øjeblikket.

• HVAD ER emner – Små teoretiske indlæg om fortælling og tænkning.

• 120 stikord – Ord, der har været gode for forfatterens fortællinger med sønnen, og som kan bruges, hvis man ikke selv kan finde på.

• Ideer til regler for fortællingerne

• Stikordsregister

• Oversigt over Tips og Tankebobler.

• Citater

 
Børn har en yderst veludviklet fantasi, der som oftest først finder sin grænse, når voksne sætter den. Børn, kan skabe en fuldt udstyret verden af ganske få ting og dermed også ved hjælp af få ord. ”Bogen om alting…” indeholder et mix af eksempler, oplæg til at starte og udvikle fortællingerne og så indeholder den små herlige bider af et barns rationale på fortællingerne. Flow fortællinger egner sig til små ”forsamlinger” (1-2 børn og en voksen) For en stor del af præmissen ved denne fortælle-leg, er nærhed i samværet.

»Alt stort der er sket, skete først i et menneskes fantasi « Astrid Lindgren

Udover, at samtaler kan skabe tillid og selvtillid, og udvikle nye evner hos barnet (og måske også sig selv) er der jo steder og tidspunkter, hvor der måske ikke er mulighed for at læse en historie. Det være sig på farten, i bilen, på cyklen, under madlavning, badning etc. Her er flow fortællinger en super god måde at være sammen på og indlemme det man oplever i nuet. Og endelig er det en virkelig god måde at flytte barnets fokus fra mindre behagelige oplevelser, f.eks. lægeundersøgelser og småkriser.

Bogens layout er flot, men personligt havde jeg gerne set en anerledes opbygning. De teoretiske indslag gør sig fint som oplysning til professionelle, der har med børn at gøre i dagligdagen (f.eks. sygeplejersker på børneafdelinger, pædagogiske assistenter etc.) men, i forhold til bogen som guide/ideoplæg til ”almindelige” familier, synes jeg desværre, at helheden bliver en tand for opremsende og teoretisk. Jeg havde gerne set færre ”Mor & Emil historier og stjerner” Et begrænset udpluk, hvor diversiteten er tydelig, afrundet med de konkrete tips og idéer til netop den udvalgte historie. Og så ville jeg gerne have haft et klart afgrænset videns afsnit om kreativ tænkning. Således at guiden er let at gå til og finde rundt i, alt efter ønsker og visioner.

» Det virkelige tegn på intelligens er ikke viden men forestillingsevnen « Albert Einstein

Når det så er sagt, så er flowhistorier lig med skønne stunder med børn i alle aldre. Uanset, hvilke metoder man som voksen vælger, så er der rig mulighed for herlige samtaler, der kan bruges til virkelig meget. Først og fremmest byder formen på kvalitetstid, hvor barnet/børnene bliver set og hørt, og dernæst leger nye ord ind i forrådet. At vi voksne så også får en opblomstring af barndommens fantasi, er jo en herlig sidegevinst. Så, savner du hjælp til at komme i gang med historiefortællingen, så er ”Bogen om alting, ingenting, Emil og dragen” er rigtig fint bud på inspiration.

 


© Bognørden

 

Forfatter: Rie Skovgaard

200 sider Forlaget Aksel

Anmeldereksemplar

Pin It