Pin It

det skal foles godt

Tag hjertet med på vejen til succes

Der er næppe mange danskere, der ikke kender den altid smilende Ole Henriksen. Cremekongen, der kom til verden i jyske Nibe og i mange år har nydt stor succes, ikke mindst i Los Angeles, USA, hvor han bor sammen med sin mand. Tina Jøhnk Christensen er udover at være forfatter: Cand.mag i engelsk, fil og medievidenskab, underviser og journalist. Hun er bosat i Los Angeles og medlem af Hollywood Foreign Association, der uddeler Golden Globe filmpriser.

Bogen er opdelt i introduktion, 11 overordnede kapitler og et efterskrift – kapitlerne udgør som følger:


  • 1- Tag en beslutning
    2- Vær glad for dig selv
    3- Vær positiv og spred positivitet
    4- Byg en ny livstil op
    5- Bliv dygtig
    6- Vær dig selv
    7- Nyd det
    8- Vær klar til at sidde i førersædet
    9- Værn om dit netværk
    10- Forny dig
    11- Få balance i livet


Hvert kapitel begynder med at Ole fortæller egne erindringer omkring det aktuelle emne. Hvad har Ole oplevet, både i sig selv og fra omgivelserne. Dernæst kommer Oles råd som alle er fokuseret omkring det at drive forretning, men så sandelig også om det at være menneske.

Selv om den evig smilende Ole kan virke som et menneske, der er født med en guldske i munden, kan intet være længere fra sandheden. Ole har gennemgået flere kriser i sit liv. Han har overvejet selvmord, han har fået tæsk af sin mor og så har han flere gange levet på en sten. Så denne mand har oplevet både med- og modgang, og derfor byder han, også her, ind med råd, der er gennemprøvede – og det på egen krop.

”Jeg elsker langtidsforhold. Mit liv er basseret på langtidsforhold på alle fronter” Er der en enkelt sætning, jeg synes kendetegner denne bog og Ole Henriksen, er det netop denne. For både privat med manden Laurence og ikke mindst i sin egenskab af stifter og udvikler af brandet Ole Henriksen, er Ole en mand, der kæmper for det han brander for – og holder fast i det. Selv efter salget af virksomheden, fastholdt han kravet om tilknytning for sig selv – og måske nok det mest respektfulde – Ole krævede garanti for ordentlige forhold for de ansatte. Dét kunne mange chefer lære en hel del af.

De fleste mennesker forbinder som nævnt Ole Henriksen med smil og en altid positiv attitude. Det er da også det billede, der står klokkeklart efter læsningen af bogen. Dog blev jeg et par gange overrasket over en lille åbning i det billede f.eks. da der sættes navn på forretningspartnere, der har skuffet. Og så måtte jeg altså trække en hel del på smilebåndet, da Ole fortæller, at han ikke køber sig til positiv omtale – for han giver altid takkebrevet og gaven… bagefter.

Men, hvad er det så han kan, manden, der tror på reinkarnation og har mareridt om, at han er blevet tortureret i en af nazisternes KZ lejre? Det, der springer mig mest i øjnene er, at han er et ordentligt menneske. Han er en chef, der har det fulde blik på, at teamet skal fungere. Hvis ikke man behandler sine ansatte ordentligt opstår mislyde og det skader arbejdsgangen. Og så er han en mand, der har været villig til at satse alt. Ole Henriksen har satset alt – flere gange i livet. Sammen med den kæmpe store tro på sig selv og egne evner, har Ole turde satse på det han troede på. Jeg har aldrig mødt Ole Henriksen, men jeg er blevet bestyrket i min forestilling om, at han er sig selv. Han er ikke blevet grisk, dumsmart eller en ”bedrevidende ”nærrigpind”” af at have fået succes og have mange penge. For jeg tror ham, når han siger, at det ikke er penge, der gør et menneske lykkeligt – det er dét at glæde andre mennesker og omgive sig med de mennesker man holder af, der betyder alt. At forretningen så har været en del af vejen derhen, det er netop dét Ole Henriksen deler sin erfaring med i ”Det skal føles godt”

Læs bogen i sin helhed. Læs det eller de kapitler, du har interesse i lige nu og her. Uagtet metode, er der rig mulighed for at lade sig inspirere af denne herlige mand. Vi har brug for flere af hans slags, både i erhvervslivet og i privatsfæren.

 


© Bognørden

 

Forfatter: Ole Henriksen & Tina Jøhnk Christensen

320 sider Politikens Forlag

Anmeldereksemplar

Pin It