Pin It

at se lyset

Jay Arsher debuterede med Døde piger lyver ikke i 2007. Han endte med at sælge mere end 2,5 millioner eksemplarer, bare i USA, ligesom bogen også ramte bestsellerlisterne i 30 andre lande – heriblandt Danmark.

Læs mere omforfatteren her


Sierra er en ung teenager, der bor på en juletræsplantage i Oregon sammen med sine kærlige forældre. Hvert år, en måned før jul, pakker familien deres campingvogn og flytter til Californien. Her har de et juletræsmarked hele måneden frem til jul. Hjemme i Oregon har Sierra sine to bedste veninder og i Californien er hun bedsteveninde med Heather denne ene måned hvert år. I år er det en helt anden oplevelse, for Sierra har overhørt forældrene tale om, at det måske bliver sidste år i Californien, for det løber ikke rigtig rundt mere. Sierra har levet hele sit liv disse to steder, og kan faktisk ikke forestille sig, at det skal være anderledes, også selv om veninderne hiver i hver sin ende af hende. Kærligheden er heller aldrig rigtig aktuel for Sierra, for hun bliver så hurtigt træt af drengene, der altid prøver at fange hendes opmærksom. Og faktisk er Sierra sin far dybt taknemmelig, for i samme sekund en ung ansat kaster øjnene på Sierra, står farmand og peger på toiletvognene, og siger de mangler rengøring. Men i år møder Sierra Caleb, og Caleb er tydeligvis dårligt nyt, for alle omkring hende advarer mod ham. Men, hvordan kan en så sød dreng, også indeholde den gru, som rygterne siger? Sierra kæmper mod sine egne følelser, sine forældres advarsler og ikke mindst omgivelsernes sladder. Men kan man overhovedet stille noget op når det hele jo allerede er lagt i rammer?


At se lyset er på alle måder en super skøn feelgood roman, med nogle rigtig fine dilemmaer, som rækker tværs over aldersgrupper. Sproget er yderst letlæseligt, ord og handling flyder og inviterer læseren med ind i et univers, der kan kalde julestemningen frem i de fleste.


Om du er 12 eller 92 vil jeg garantere, at du kan relatere til flere ting i denne skønne fortælling. Hvem kan ikke genkalde sig ungdommens forelskelser, de usikre og kejtede forsøg på at nærme sig en udvalgt og ikke mindst de millioner af modstridende følelser, der følger med at være teenager?


At se lyset er amerikansk, hamrende sød og bare sådan en roman, du flytter ind i og nyder fra start til slut – og lidt bonus: denne ældre anmelder kunne mærke lidt vådt i øjnene, så Jay Asher formåede at få mig med – sikke en herlig overraskelse fra en mandlig forfatter. Han har evnet at skabe levende figurer, gøre dem realistiske i både tanker og handling, og frem for alt, evner han at skrive amerikansk feelgood, uden det bliver kvalmt.


Så jeg gentager: uagtet alder, om du er præcis samme sted som figurerne, eller du er over den tid, så kom med indenfor i en sød og levende fortælling om venskab, kærlighed og tilgivelse. Der er store emner på tapetet, de glider ned sammen med duften af gran, og måske med nostalgien som følgesvend – perfekt til den kommende juletid. Mere tak!


© Bognørden


Tidligere udkommet på Politikens Forlag:

Døde piger lyver ikke (2007) 

I går var i dag i morgen (2012)

 

Forfatter: Jay Asher

271 sider Politikens Forlag 

Oversat af Louise Urth Olsen

Anmeldereksemplar

Pin It