Pin It

 

sigurdshcandersen

 

Så er han her igen, børnenes gode ven Sigurd Barret.

Denne gang har han taget fat på den store digters værker og det er blevet til denne skønne samling med 31 eventyr af H.C. Andersen. Sigurd er nok mest kendt fra TV, hvor han styrer Sigurds bjørnetime, men han er også musiker, cand.phil. i musikvidenskab og prisvindende forfatter med mere end 40 bøger på CV´et.

Udover de to bøger i kassetten får du også en kode til at downloade eventyrerne. Og så findes samlingen også i en guldudgave, der indeholder bøger, en mp3 CD med 14 sange og eventyrerne, indlæst af Sigurd. 

Sigurdhc

Bind 1 indeholder flere af de kortere eventyr såsom:
Kejserens nye tøj, Prinsessen på ærten, Klods-Hans, Pengegrisen og Det, som far gør, er altid det rigtige.
Eksempel fra teksterne:

”Se. Jeg er så fin, at jeg har et følge efter mig!” sagde stoppenålen, og så pegede den på tråden, som hans fast på den. ”Det er ligesom i kongehuset.” {…} ”Øv, sikke et skodjob!” vrissede stoppenålen. ”Det er da totalt groft, at jeg skal bruges til at reparere kokkepigens gamle hjemmesko. Øv!” ”Pas på! Jeg er for fin til der. Jeg knækker!” {…} så knækkede stoppenålen faktisk.”

”Åh, det er en frygtelig historie!” {…} Da hun havde fundet en god hønsepind at sidde på, kløede hun sig lidt med næbbet, og derfor faldt der en lille fjer af hendes bryst. ”Sikke noget!” sagde hun. ”Ja, hvem ved? Måske bliver jeg smukkere og mere lækker, jo flere fjer jeg taber. Ha, ha, var den ikke god? Kluk, kluk… Men selv om det bare var en joke, tog nabohønen det meget alvorligt. ”Psst. Vågn op! Har du hørt det? Jeg siger ikke, hvem det er, men der er en høne, som vil plukke alle fjerene af sig. Er det ikke forfærdeligt? Hvis jeg var hanen, så ville jeg hade hende for det!”

Bind 2 indeholder længere eventyr, ofte opdelt i mindre kapitler, der derfor både kan bruges som godnatlæsning over flere aftener, eller som oplæsning/tema i skoleklasser. Af eventyr er der bl.a. Pigen med tændstikkerne, Den lille havfrue, Nattergalen, Snedronningen og Nissen og købmanden.
Eksempel fra teksterne:

”Om natten, da alle undtagen nissen sov, listede nissen sig ind i soveværelset til købmanden og hans kone. Købmandens kone var megagod til at snakke, men nu snuppede nissen hendes snakketøj og løb ind i stuen med det.”

”Nu kom pigen i huset ud og tømte skraldespanden. ”Næ, se, hvad jeg har fundet!” sagde hun og tog den forgyldte snurretop op af skraldespanden. Snurretoppen! Den store dreng jublede af glæde, og så kom snurretoppen ind i stuen, hvor han fik en flot plads på en hylde. ”Sådan!” sagde snurretoppen. ”Det her er da totalt på toppen!””

Udover at genfortælle eventyrerne på den helt særlige ”Sigurd måde” fortæller Sigurd om de valg og tanker han har gjort sig i forhold til de enkelte eventyr. Og så slutter han af med en faktaboks, der f.eks. fortæller om enten H.C. Andersen selv, hvor han boede mens han skrev lige præcis dét eventyr eller steder, hvor læseren kan tage hen og se mere om digteren f.eks. langelinje og Odense. Og alt sammen helt i børnehøjde, med en mærkbar humor og en stor viden.

Nogle vil med garanti mene, at det er helligbrøde at omskrive eventyrerne til nudansk. De tanker har Sigurd naturligvis også gjort sig. Jeg skal blot konstatere, at i min optik, er omskrivningerne gjort med den største kærlighed og respekt for de originale tekster. Som jeg læser samlingen, er den en skøn mulighed for utallige timers godt samvær med de små poder. Det er en levende og sublim fortalt samling, der udelukkende går på at formidle eventyrerne. Ord er omformuleret, så det ”kun” er fortællingerne, der står tilbage. Og mon ikke samlingen levner lyst til, på et senere tidspunkt, at læse de gamle tekster? – jeg tror det.

 


© Bognørden

 

Tidligere anmeldt på Bognørden:

Sigurd fortæller om kongerækken – Læs anmeldelsen her

 

Tidligere udkommet bl.a.:

Sigurd fortæller Danmarkshistorie bind 1 og bind 2

Sigurd fortæller Om de nordiske guder

Sigurd fortæller Bibelhistorier

Sigurd fortæller om Luther

Sigurd fortæller om de græske guder

Sigurds ABC

 

Forfatter: Sigurd Barett

Illustreret af Stine Rosenberg

480 sider Politikens Forlag

Anmeldereksemplar

 

 

Pin It