Det er to af dansk litteraturs store bidragsydere, der her har samlet 242 yndlingsdigte fra hele verden. Ib Michael har udgivet mere end 30 romaner, novellesamlinger og digte. Forfatterskabet er belønnet med bl.a. De gyldne Laurbær og Weekendavisens litteraturpris. Jeg har haft den gode oplevelse at anmelde hans samling af indianske tekster. Derimod har jeg ikke stiftet bekendtskab med Thomas Boberg endnu. Også han er prisvindende, han har modtaget Det danske akademis store pris og Johannes Ewald Hæderslegat, og har flere udgivelser bag sig; rejseskildringer, en roman og flere digtsamlinger.
Det er to af dansk litteraturs store bidragsydere, der her har samlet 242 yndlingsdigte fra hele verden. Ib Michael har udgivet mere end 30 romaner, novellesamlinger og digte. Forfatterskabet er belønnet med bl.a. De gyldne Laurbær og Weekendavisens litteraturpris. Jeg har haft den gode oplevelse at anmelde hans samling af indianske tekster (se mere under denne anmeldelse) Derimod har jeg ikke stiftet bekendtskab med Thomas Boberg endnu. Også han er prisvindende, han har modtaget Det danske akademis store pris og Johannes Ewald Hæderslegat, og har flere udgivelser bag sig; rejseskildringer, en roman og flere digtsamlinger.
Samlingens 242 digte er forfattet af bl.a. Ib Michael, Emily Dickinson, Gunnar Ekelöf og Arthur Rimbaud. Der er stor spredning i både digtenes handlinger og opbygning, det giver en virkelig god mulighed for, at læseren får fuld valuta af samlingen – og det i mange år frem. For den kan læses igen og igen, fra start til slut, eller bruges som åndehuller i en travl hverdag. Samtidig har Ib Michael og Thomas Boberg gjort det endnu lettere at finde tilbage til udvalgte passager, for de leverer både noter og en alfabetisk indholdsfortegnelse bagerst i samlingen. Det er sådan set bare, at kaste sig ind i samlingen.
Jeg har udvalgt tre digte, der viser diversiteten i samlingen:
51:
” For at værne om ytringsfriheden
Råber jeg røvhul
Efter min nabo”
124:
"[…] – en tom maves hallucinationer – arbejdets mekanik – fultids- og uden ferier – uden betaling og kun kaos i en verden som hverken er himmel eller jord mellem himmel og jord himmel og jord
Der er et helt almindeligt sted
med ens mennesker jeg observerer med dette kræmmerhus som gerne vil – forsøger – at være mit eneste mikroskop eller officielle udsigtspunkt hvor jeg ikke behøver at stikke hovedet ud
Ad bussens vindue selvom menneskene skriger befaler mig at være fornuftig rationel for ikke på ny at se se mig
Forsvarsløs i en verden jeg ikke ville kunne tæmme alene”
220:
"Synlig, alt for synlig (men for ingen) her i nattemørket med hvidt lys fra døren
Ud forbi mig og langt inde mellem træerne. Det pusler derinde et sted, jeg står og overvejer om det mon skulle være Gunnar Ekelöfs veritable ræv der er for tidligt på færde men måske er det ligefrem digteren himself – som promenerer sin smalle fregnede isse og sine tynde ører mellem våde birkestammer, noget rumsterer i hvert fald, dyr eller fortroligt monster, nedsmeltende modbillede, eet fedt! Det rager mig! Urokkeligstår jeg her, vågen, prisgivet, for enden af min streg."
Samlingen slutter af med Efterskrift – et essay om at læse digte af Ib Michael og et indblik i de to herrers mailkorrespondance. Begge steder driver kærligheden til det skrevne ord, ned af siderne. Lidenskaben, der dyrkes dagligt og som giver så meget til menneskeheden og ikke mindst til Ib Michael og Thomas Boberg.
Jeg vil stadig, til enhver tid, foretrække romanens mulighed for fordybelse, men jeg må altså, endnu en gang, konstatere, at digte kan så meget mere end jeg har tiltroet dem. I min skoletid var det en sur pligt at analysere dem, men i dag kan jeg, med stadig stigende interesse, konstatere, at digte kan noget. Den rullende kanon, er en solid samling digte, der kan tages frem igen og igen, giver stof til eftertanke og faktisk gav mig oplevelsen af at opleve nye sider, når jeg genlæste nogle af digtene. Og så er det altså svært ikke at blive smittet af den store glæde og entusiasme, der er baggrunden for samlingen.
© Bognørden
Tidligere udkommet og anmeldt på Bognørden:
Ib Michael: Det rygende spejl – Indianske sange og tekster fra den Nye verden – Læs anmeldelsen her
Redigeret af Ib Michael & Thomas Boberg.
360 sider Forlaget Arabesk
Anmeldereksemplar