H.C. Andersen mordene

: Oprettet: 2. april 2017

hcandersenmordene

Finn Weidemann er uddannet cand.mag i dansk og kulturanalyse

og så han har en ph.d. i kulturanalyse. Denne krimi er Weidemanns sjette skønlitterære udgivelse, der også tæller to ungdomsromaner. Jeg har haft den glæde at anmelde en af Finn Weidemanns øvrige udgivelser, læs mere nederst på siden.

I Odense er byen endnu engang på den anden ende. Den rige kineser Mr. Lang Feng er i byen. Han vil sponsorere en stor H.C. Andersen temapark, og muligvis også byens fodboldhold (OB) ja, hvis altså holdet og byen skifter navn til H.C. Andersen. Byens borgmester er fyr og flamme, for Odense satser hårdt på at gå fra at være en stor by til at blive storby. Lektor Kaufmann sidder på sit kontor på instituttet og modtager et opkald Glorup slot, et sted H.C. Andersen har tilbragt megen tid, der er dukket et hidtil ukendt manuskript op fra slottets gemmer. Kaufmann iler til slottet og kan ret hurtigt se, at det med stor sandsynlighed er en ægte og hidtil ukendt Andersen. Men Kaufmann har ikke held til at få manuskriptet med sig, og hvad værre er, andre kræfter vil sælge manuskriptet til højeste bud og dermed fjerne det fra Danmark, Odense og instituttet. Men midt i glæden over fundet, findes universitetsprofessoren dræbt i biblioteket. Og nu er de fleste af byens store personligheder pludselig i politiets søgelys. Og da der begås endnu et drab, tegnes et billede af et meget betændt miljø omkring H.C. Andersen.

Forlaget lover en humoristisk historie om moderne ledelsesformer, der griller flere af Odenses notabiliteter med en kriminalhistorie som baggrund. Det er da også mere end tydeligt, at det ikke er krimidelen, der har været fokuspunktet. F.eks. er medarbejderne fra politiet skiftevis fra kriminalpolitiet og drabsafdelingen. En mand bliver dræbt med et slaginstrument (det er trods alt ikke mange musikinstrumenter, der er tunge nok til at blive brugt som gerningsvåben) og så har politiet en ganske speciel tilgang til opgaven.

Politiet, der altså ikke selv ved, hvilken afdeling de er ansat i, er repræsenteret ved Linde og Lundgaard. De glimrer ved at træde rundt i bevismateriale, lukke fremmede ind på gerningssteder etc. og så har Linde samme problem som lektor Kaufmann: han er enlig med en delebarn. Hverken lektor eller politimand ejer bare en snert selvindsigt, og kan sandt for dyden ikke forstå når eks. konerne påtaler deres gentagne svigt at aftaler med deres børn. Det eneste, der synes at smerte dem i forholdet til børnene, er når pengene skal op af pungene - hvilket de kommer ofte.

Sproget veksler mellem gammelt dansk (han bragte bilen til standsning) og nutidig dansk slang og over i lange dialoger på engelsk. Det er faktisk ærgerligt, for det bryder læseflowet og stikker ud i stedet for at give en flydende oplevelse. Og så kunne de engelske dialoger sagtens udelukkes, der sidder trods alt læsere, der ikke er helt hjemme i det engelske.

Bogen er en meget stor blanding af både sprog, genre og termer. Den er simpelthen så skæv og kikset, at jeg trods alt sad med et smil på læberne mens tæerne krøllede - den bryder med alle litterære konventioner. Jeg tror man skal være fynbo eller i alle tilfælde kende til Odense og H.C. Andersen segmentet i byen, for at få det fulde udbytte af fortællingen. Men forfatteren er tro mod den meget uortodokse linje han har skabt, og jeg var faktisk fint underholdt, netop fordi romanen er så skæv.