Måske er håbet større end virkeligheden

: Oprettet: 10. september 2015

maaske er haabet

Måske er håbet større end virkeligheden er Finn Weidemanns tredje romanudgivelse.

Det blev mit første møde med hans værker - men så afgjort ikke det sidste. Finn Weidemann er lektor ved Institut for kulturvidenskaber på Sydansk universitet ved siden af forfattergerningen.

Romanen er yderst letlæselig, levende og handlingens før og nutid er opdelt, datidens kapitler er ofte startende med et stykke af datidens musik, og frem for alt et stykke
tekst der matcher kapitlets handling.

Niels er 60 år, han er en meget anerkendt professor på universitetet. Han er ofte i
medierne og lever i det hele taget to liv; det professionelle og det private. Niels
hverken kan eller vil engagere sig i sin hustru og sine børn, han lever udelukkende
for jobbet, og for at komme længere op ad rangstigen. Men en dag siger Niels fra, han har fået nok. Han siger op, forlader sin hustru og flytter ind i hans barndomshjem for at være alene. Og alene er han, har har hverken telefon, computer eller venner. Niels går i gang med at istandsætte huset, og mens han arbejder, farer hans tanker tilbage til hans ungdom.
På den ene side var det den bedste tid i hans liv, og på den anden side, var det en tid, der bød på en grusom oplevelse, der stadig har dybe spor i Niels. Mens han ser tilbage, kommer der igen en smule liv i ham, men har hans ungdom virkelig indflydelse på hvem han er i dag, og kan nogle af ungdommens fejl gøres gode igen?

Romanen er som sagt levende, Niels er et meget sammensat menneske, og jeg bryder mig faktisk ikke om ham. Han er narcissistisk, og vel egentligt socialt "afstumpet" Han har ikke ret høje tanker om de mennesker, der ikke er kollegaer. Men ungdommen viser en anden side af Niels, og i takt med, at fortiden udrulles, stiger min empati alligevel. Jeg var beskuer i Niels´liv, og kom faktisk med ind i det mandlige køns tanker og handlinger - med fare for at generalisere, så er det altså befriende at beskue livet fra en dreng/mands side. Det hele foregår i adstadigt tempo, så der er plads til løbende at se ind bag facaden.

Romanen er en dyb portrættering af, hvordan fortiden kan være med til at forme os mennesker. Forfatteren formidler både en herlig indsigt i livet i de øvre lag på universitetet, og samtidig evner han at sætte læserens tanker i spil omkring den menneskelige psyke.

Det er så langt fra et festfyrværkeri - handlingsmæssigt. Men formidlingsmæssigt, er dette en virkelig solid roman. Jeg var fanget fra start til slut, og trods det faktum, at jeg hele vejen havde antipati mod Niels, har dette været en virkelig god læseoplevelse