Bogen om Penguin Bloom er blevet til i et samarbejde mellem fotografen Cameron Bloom og den internationale bestsellerforfatter Bradly Trevor Greive. Bloom begyndte tidligt at fotografere og hans værker har været i bl.a. New York Times og Vouge. Penguin Bloom er hans første bog. Derimod er den australske medforfatter langt fra ukendt med bøger. Hans debut En dårlig dag, er internationalt anerkendt og han har solgt mere end 25 millioner bøger i 115 lande. Penguin Bloom er ved at blive filmatiseret.
Familien Bloom blev grundlagt da bagermesterens datter Sam og den surfende fotograf Cameron mødte hinanden over disken. Siden blev de kærester, mand og hustru og så forældre til tre sønner. Sam og Cameroun har rejst i det meste af verden ved siden af Sams arbejde som sygeplejerske. Og denne udelængsel er også baggrunden for, at familien tager til Thailand. De rejste ud som en almindelig familie, men vendte hjem som alt andet end en normal familie. For Sam kommer ud for en ulykke, der nær koster hende livet, og gør hende lam fra hjertet og nedefter. Sam kæmper, det bedste hun har lært, men mørket lukker sig mere og mere om hende. Cameron og de tre sønner gør alt for Sam, men de kan ikke fjerne smerterne, lammelsen og afmagten. Mens Sam langsomt, men sikkert, fjerner sig fra familien, falder der er dag, en gave ned fra himlen. En lille sangfugl er faldet ud af reden 20 meter oppe, har brækket en vinge og vil dø i løbet af få timer. Det kan familien Bloom ikke se på, så de tager den lille sangfugl med ind og fra den dag er Penguin familiens lillesøster. Et helt fantastisk forhold bliver opbygget, og familiens to piger begynder en rejse mod lysere tider – om det lykkedes, vil jeg lade dig selv læse.
Bogen er skrevet i et yderst letlæseligt sprog, ordene flyder og indeholder både punchlines, observationer og egne oplevelser. Den er levende, vedkommende og et fantastisk portræt. Både Sam og Cameroun får taletid gennem forfatterens pen – forfatteren selv, lader sin skønlitterære erfaring skinne igennem, da han giver fortællingen nerve og faktisk også indbygger et plot. Skiftet med beskrivelser i nu- og datid, giver faktisk tvivl om udfaldet. Det er faktisk min eneste klage, for jeg køber ikke helt den præmis i denne sammenhæng. MEN Fotografierne!
Fotografierne i denne bog er fuldkommen fantastiske. ”Et billede, siger mere end tusind ord” Det, kan jeg til fulde tilslutte mig. Denne bog har to fortællinger: én stor kærlighedserklæring fra og til Sam og Cameroun, deres familie og Penguin. Og så fortællingen om denne lille fugl og dens liv i familien. Udover at være knivskarpe har Cameroun evnet at fange øjeblikke, og servere dem for mig, så jeg faktisk følte jeg var til stede. Det har været en virkelig stor oplevelse – tusind tak for den.
”At være lammet fra brystkassen og ned betyder mange ting – og ingen af dem er gode.”
Sådan siger Cameron Bloom. Og han rammer uden tvivl hovedet på sømmet. Bogen om den lille engel, der kom i form af en sangfugl, er i høj grad også en fortælling om, hvor svært livet bliver, når nogen lammes. Det er en hudløs fortælling om smerter, depressioner og et slid, der måske – måske ikke, bærer frugt. Sam får det afsluttende ord, hvor hun henvender sig direkte til lammede og deres omgangskreds. Så udover at give læseren et unikt indblik i et af naturens vidundere (sameksistens arter imellem) så giver bogen også gode råd og frem for alt giver den håb.
Jeg skal gøre det kort: Det her er en af de bøger, der bare skal ses og læses. Jeg garanterer en fantastisk oplevelse, der sidder fast længe efter sidste side er vendt.
De to forfattere og det nordamerikanske forlag, har hver især valgt at donere 10% af deres royalties fra denne bog, til forskning indenfor rygmarvskader. Du kan læse mere her
© Bognørden
Forfatter: Cameron Bloom & Bradley Trevor Greive
Oversat af Dorte Andersson
210 sider Politikens Forlag
Anmeldereksemplar