Den, der lever stille

: Oprettet: 18. januar 2018

den der lever stille

Leonora Christina Skov er mag.art. i litteraturvidenskab, ansat som litteraturanmelder på Weekendavisen og så er hun forfatter og foredragsholder. Hendes værker, der bl.a. tæller; Hvor intet bryder vinden (se mere nederst på denne side) Rygsvømmeren, Førsteelskeren og Champagnepigen, er oversat til flere sprog, ligesom Leonora Christina Skov har modtaget Kunstfonden treårige arbejdslegat. Den, der lever stille er en biografisk roman om Leonora Christina og hendes familie.

Læs mere omforfatteren her

Christina vokser op i Helsinge, i et halvtomt parcelhus, hvor familien lever et meget tilbagetrukket liv uden ret stor berøring med andre mennesker. Meget tidligt går det op for Christina, at hun er ganske uønsket – hendes mor forsømmer ikke én eneste mulighed for at fortælle Christina, hvor slem fødslen var, hvor meget hun er til besvær og, hvor meget moderen ofrer for at give Christina det bedste af det bedste etc. Christinas far er helt på sin hustrus side, hænderne sidder løst når Christina (igen) har fået sin mor til at græde, ligesom han heller ikke forsømmer at kommentere Christinas (mange) mangler; hun skriver ikke uden stavefejl ved skolestart, hun ligner en luder da hun er på vej til fest og Christina må da kunne se, hvor meget hendes mor tager sig af hende, hvor godt familien har det og endelig holder han skarpt øje med hver en øre fra lommepengene, for bare at nævne en smule. Bruger Christina så meget som en femøre på slik, lukker lommepengene – for altid! Helt fra de tidlige barneår har Christina opdaget, at hun tiltrækkes af piger og kvinder. Det er naturligvis fuldkommen udelukket, at hun kan være lesbisk i den familie – tale om det kan hun heller ikke, for begge forældre er stærkt homofobiske. Men naturligvis kan Christina ikke blive ved at lægge bånd på sig selv, og en dag må sandheden på bordet. Helt som ventet, bliver det ikke modtaget godt hos forældrene. Christinas mor kalder hende pervers, faderen bakker op med andre stupide udsagn. Og da moderen får en kræftdiagnose, er det tydeligvis Christinas fejl – alle ved jo, at cancer er psykisk betinget og fremkaldes af, i dette tilfælde, en homoseksuel datter. I sin kamp for at overleve, slippe fri og ikke mindst forsøge at genskabe sig selv, beslutter Christina sig for at lægge Christina til hvile i Helsinge og skabe Leonora. Leonora skal være en fri kvinde, der tager imod den kærlighed der bydes hende – uanset køn. Og så skal Leonora være kvinden, der skaber frihed og ro i Christinas hoved. Men sådan et forkvaklet familieliv sætter spor – dybe spor. Spørgsmålet er om Leonora Christina kan lykkes med opgaven. Evner hun at slippe fortiden og tage imod den kærlighed og de venskaber hun bydes? Får hun endelig italesat problemerne, får svar eller tager hendes mor Leonora Christinas mange spørgsmål og manglende svar med i graven?

Den, der lever stille er, helt som de øvrige tekster fra Leonoras hånd, en fuldkommen fantastisk sproglig bombe. Leonora Christina skriver fængslende, vedkommende og frem for alt så spillevende, at jeg var med som flue på vægen og helt inde under hjernebarken på Leonora Christina. Hun formidler som få, men til de mange!

Romanen indeholder flere temaer; først og fremmest psykisk terror. En stille dræber, der ofte ikke opdages og endnu mindre anerkendes. Her er det er dagplejemor, der slår ned i problemets midte, men ikke høres. Så er der temaet om mobning på flere planer. Dertil lægges ”Jeg blander mig, men vil ikke stå ved det” martyrer, der af (misforstået) godhed indsamler al den dårligdom de kan komme i besiddelse af og videregiver i overflod. (tak for tanken, men NEJ TAK til de konstante lussinger du bibringer mig) Og så er der (det evig aktuelle) temaet med homoseksualitet. Mennesker (for)dømmer, udspyr diagnoser, fremkommer med obskure, generaliserende udtalelser (tak for at overse de kollegiale råd – jeg kunne ikke være mere ligeglad med, hvordan i gør det) Mennesker påberåber sig tolerance, men kan alligevel ikke tolerere en homoseksuel i familien, og slet ikke tæt på. Hvad filan sker der? Det er 2018 og homoseksuelle skal stadig bedømmes på deres seksualitet frem for deres menneskelige kompetencer – Det er så trist. Og desværre et klokkeklart eksempel på, hvorfor romanen er så vigtig og evig aktuel.

Den, der lever stille er en samling af problematikker, kastet i hovedet på et barn, med fangearme, der strækker ind i hjernen på et ungt menneske for til slut at ende hos et voksent menneske. Et menneske, der konstant er i tvivl om andres hensigter. Konstant bliver misforstået, mobbet og skamløst kritiseret og som alligevel bliver ved at forsøge – kræver sin ret til at deltage i debatten og behandles som det hun er; menneske, kvinde, forfatter og debattør. Mange mennesker forsøger at lukke munden på Leonora Christina, men hun kæmper videre – insisterer, specielt i forhold til faderen. Hvordan denne (umulige?) kamp kan vindes er mig en gåde. Hvorfor vil et menneske have mentale lussinger konstant, hvornår er nok, nok? Jeg ved det ikke, men jeg vil gerne melde mig på holdet, der står bagved og griber ifald forfatteren falder. For hos mig tæller mennesket frem for evnerne.

Da jeg anmeldte Hvor intet bryder vinden, løb jeg desværre også nogle gange ind i nogle af de fordømmende: ”Nej tak, hun er alt for skinger.” Når jeg delte min store begejstring for denne forfatters evner. Hvad i alverden har hendes udseende og udtale at gøre med hendes skønlitterære romaner? Det har jeg stadig til gode at få besvaret. Jeg kan stadig ikke se relevansen – men vil man gå glip af virkelig gode læseoplevelser, der åbner op for menneskelig refleksion og maner til eftertanke står det naturligvis frit for - men sikke et tab!

For endnu engang må jeg bøje mig i støvet. Leonora Christina er en sublim fortæller, hvordan hun er lykkedes med at skrive denne selvbiografiske roman, er mig en stor gåde. For den er på alle måder selvudleverende, hudløs og kalder på hele følelsesregisteret… Jeg har været virkelig påvirket under læsningen, og jeg er ”kun” læser. Romanen er et tveægget svær: den er en sproglig perle, kapitlerne flyder og læseren er med hele vejen. MEN, den er, følelsesmæssigt, utrolig svær at læse. Det er svært at være så stort et menneske som Leonora Christina er – jeg når hende ikke til sokkeholderne. Men hun skal have tusind tak for at tage mig med indenfor - jeg ville ikke have været det foruden.

Den, der lever stille er en af dette årtis mustreads – læs den!