Pin It

TJUGGA 2 forside 215x265 300dpi

Søvnmeditation for børn om kærlighed og selvværd

Emilie Melgaard Jacobsen er uddannet pædagog, men er i dag selvstændig.Ud over forfattergerningen, skaber hun meditationer til børn og voksne og er foredragsholder.” Tjugga & kærlighedsblomsterne” er andet og selvstændige bind med søvnmeditationer med natbjørnen Tjugga i centrum.

”Tjugga & kærlighedsblomsterne” indeholder en introduktion til fortælleren, hvor forfatteren videregiver sine egne erfaringer omkring ”putte-ritualer” ligesom du også får tips til vejrtrækning, toneleje og en kort introduktion til både Tjugga og dit barns kærlighedsblomst.
Herefter dukker Tjugga op, den varme bjørn, der bare har ventet på, at barnet skulle komme i seng, så de sammen kan tage på tur til natskoven. I dag har Tjugga en gave med til barnet – et lille frø. Frøet bliver til en kærlighedsblomst – en blomst, der ser ud præcis, som barnet ønsker det. Men, for at frøet kan spire og blive til en blomst, skal det jo passes – og kærlighedsfrø og blomster, vokser når barnet siger noget godt og kærligt om sig selv. Duft, farve og størrelse er uden betydning, for præcis som os mennesker, er alle kærlighedsblomster også forskellige – hver og en er unik, præcis ligesom barnet.

I det store hele er teksten i børnehøjde. Meditationerne er herlige lette at tilgå, og de små bokse med bl.a. vejrtræknings hjælp er super tips for nye oplæsere. I modsætning til ”Natbjørnen Tjugga” inviterer denne meditation til dialog med barnet. Der er mange spørgsmål, som barnet skal tage stilling til: selve kærlighedsblomsten naturligvis, men så skal barnet også få blomsten til at vokse, og det gøres jo ved at fortælle gode ting om sig selv. Her kan man bruge bogens spørgsmål eller måske tage tråden op fra middagsbordet, hvor dagens indtryk som oftest drøftes og bearbejdes. Da børn elsker gentagelser, vil I hurtigt finde den model, der passer til præcis jeres barn.

Jeg er svært begejstret for indbindingen og de skønne illustrationer. Forfatterens skønne billeder er på alle måder i øjenhøjde modtageren, runde, varme og lige til at gå til. Dét faktum, at man kan se stregerne, går lige ind i barnlige sjæle, og er et ekstra skub til den barnlige kreativitet – Jeg håber, at det bliver normen i alle fremtidige udgivelser, så man til enhver tid kan kende Tjugga på tværs af udgivelser.

”Tjugga og kærlighedsblomsterne” er en skøn børne – og godnat bog, som både kan bruges til søvnmeditation og til "almindelig" oplæsning - begge dele indgyder til indre ro og giver barnet et”selvtillids-boost” Præcis som sin forgænger (som man eventuelt kan veksle med) inviterer "Tjugga & kærlighedsblomsterne" barnet med på en rejse, hvor varme og accept er i centrum. Illustrationerne giver inspiration til nye fortællinger, og du kan derfor veksle mellem søvnmeditation, hyggelæsning og inspiration til kreativitet. Men én ting kan du nok ikke ændre: du må på jagt efter blomsterfrø. For dit barn vil helt sikkert også gerne have en håndgribelig kærlighedsblomst til haven, altanen eller vindueskarmen - god arbejdslyst. 

 

© Bognørden

 

Tidligere udkommet og anmeldt hos Bognørden:

Natbjørnen Tjugga - Læs anmeldelsen her

Tæl med Tjugga - Læs anmeldelsen her

 

Forfatter: Emilie Melgaard Jacobsen

44 sider Forlaget Aronsen

Anmeldereksemplar

Pin It