Brikker

: Oprettet: 5. januar 2021

brikker

Andet bind om beboerne i otte lejligheder i samme opgang

Ellen Bache er uddannet skuespiller, har været korrekturlæser på flere danske forlag og er i dag aktivitetsmedarbejder på et plejecenter. Hun debuterede i 2018 som forfatter med romanen ”Mosaik”

Scenen er sat i en dansk fjerdesals opgang, tiden er maj 2018 til august 2019. I opgangen møder vi beboerne i otte af de ti lejligheder:

1.tv Det yngre par Frederikke (psykolog) og Victor (portør):
1.th Det yngre ægtepar Liva (socialrådgiver) og Oliver (dramalærer) og deres datter Viola
2.tv: Den midaldrende Vivian (lægesekretær og gift med Osvald)
2.th: Det yngre par Hannibal (forfatter) og Villads (psykolog) og Hannibals søn Adrian.
3.tv: Den midaldrende Osvald (skolelærer og gift med Vivian, som også har boet i lejligheden)
3.th: Det ældre ægtepar Anita (sexolog) og Otto (dermatolog)
4.tv: Den ældre mand Frans Olsen
4.th: Den midaldrende Signe (aktivitetsmedarbejder)

Selve handlingen består af små korte nedslag i beboernes liv, både det fælles i opgangen, og det liv, der leves bag de lukkede døre. Men også bag de lukkede døre, berører nogle af beboerne hinanden, for faktisk er nogle af lejlighederne nu beboet af nye konstellationer med de samme mennesker. Fx Signes ex kæreste Victor, som nu bor nede på første sammen med Frederikke.
Hvor den humanistiske linje kendetegner beboernes arbejdsliv, ligger samme humanistiske tilgang til naboerne ofte på et yderst fjernt sted. Faktisk synes der at være et konstant underlag af geskæftighed, misundelse og nag under beboernes tilgang til hinanden. Eksempler fra handlingen:

»4. til højre:
Fare på færde var der dagen efter. Signe reagerede på en mail, der påstod. At hendes Nem-ID konto var blevet lukket. For at få den åbnet skulle hun uploade legitimation. Hun skyndte sig i en stresstilstand, at gøre, hvad de sagde, hvorpå hun satte sig hen foran sit alter. Der gik fem minutter, så ringede telefonen. Ukendt nummer, men hun tog den. ”Hej, det er Signe”
”Det er rigspolitiet. Du har uploaded legitimation. Det må du aldrig gøre. Du skal skynde dig at kontakte din bank”
Signe fik røde ører og skyndte sig at ringe til banken«

Sproget er ungt og upoleret. Det lave lixtal og de ofte ultra korte kapitler, gør romanen let at gå til. Desværre manglede jeg samspillet mellem sproglig letlæselighed og handlingsmæssig ditto. Jeg oplevede en roman, hvor indholdet rummer beskrivelser uden ret meget reelt indhold. Dialogerne er kunstige, og er, udover de virkelig mange smædeord, uden regulær dybde eller hold i virkeligheden. Det er muligt, at både handling og figurer var tiltænkt at fremstå som karikaturer på naboers mangfoldighed trods et tilsyneladende tæt fællesskab. Eller måske var tanken, at beboerne på tværs af alder, uddannelse, tidligere forhold og menneskelige egenskaber, skulle fremstilles som en tæt sammentømret flok – jeg ved det ikke, for intet af det kom til at virke for mig. For mig var det én lang uredigeret rejse med figurer skåret over samme læst: en samling utiltalende kunstige hylstre.

Jeg kendte ikke, hverken forfatter eller den første roman om opgangens beboere. Det viste sig ikke at have nogen betydning, for jeg kender dem stadig ikke. Jeg mener som sagt at kunne skimte en mening bag romanens indhold, men må desværre erkende, at jeg ikke fik andet end en overordnet fornemmelse, nogle buddhistiske beskrivelser og en virkelig stor længsel efter forlagsredigering med mig.