Bonnaluja

: Oprettet: 1. august 2019

bonnaluja

"Bonnaluja" En grusom fortælling i børnehøjde

Signe Poppenbøll Hansen er projektleder hos Amnesty International. Med "Bonnaluja" tager hun første skridt på en formidlingsvej, der slog rod i hende allerede i barndommen.

Kasper bor i et træ i mørkelandet Paurakien. Landet, hvor ingen aner, hvordan de eller deres omgivelser ser ud. En dag ser Kasper et lillebitte lys, og beslutter sig for at tage ud i verden for at forsøge at få lyset tilbage i landet. Udfordringerne står dog i kø foran Kasper, allerede inden han kan komme afsted på sin færd. Kaspers forældre er nemlig meget, meget bange – specielt for de enorme væsener med gule øjne. Men, forældrenes angst kan ikke stoppe Kasper, han vil ud og lede efter lyset. Således tager Kasper afsted på sit livs færd, og der går ikke ret lang tid førend Kasper står over for en fremmed. Da landet jo er dækket af totalt mørke, kan Kasper ikke se andet end den fremmedes øjne – øjne, der sidder meget højt oppe – og så er øjnene gule. Kæmpen viser sig at hedde Henning P. og han er ligeså blid og lattermild, som han er enorm. Det umage par, slår sig sammen og begiver sig ud på den store færd, der skal samle ”lyskæmpere” nok til at få lyset tilbage i verden. Vejen er dog fyldt med svære opgaver og med en hidtil uset ondskab, der kræver både fysiske kræfter og et godt hoved. Har Kasper og Henning P. mon det, der skal til?

Temaet er det gammelkendte, at få læserne til at tænke over, hvordan vi agerer i mødet med andre. Om vi hjælper når hjælp er påkrævet etc. Derfor er ”Bonnalujas univers” godt tænkt, her hedder landene f.eks. Egosien, Nømpatia og Invidistan. Der ligner opbygningen det kendte eventyr univers med onde og gode, kampe og kærlighed. Så rammerne er der, det er indholdet, jeg opponerer imod. Jeg får f.eks. aldrig svar på, hvorfor indbyggerne i mørkelandet bor oppe i træerne, når de hverken kan flyve eller se, hvor i/på træet, de befinder sig. Men, det viste sig faktisk at være den mindste af mine anker. For, den fine start bliver hurtigt afløst af en mere opremsende fortælling, der desværre overtager den gode fortælling.

Målgruppen er ifølge pressemeddelelsen de 10-14 årige læsere, altså mellemskole børn. Som med alt børne- og ungelitteratur, skal indholdet formes efter aldersgruppen, både sprogligt og handlingsmæssigt. Da eventyrfortællinger primært henvender sig til børnehave- og indskolingsbørn, er det derfor yderst vigtigt, at helheden rammer målgruppen. Men, Slang ord, der blev brugt flittigt i 1980´erne (Kodyl, knæhøj karse) selvopfundne begreber såsom: Tsunamiede, hvisketrussel og glimtehviskede er, sammen med Lixtal på den ”forkerte” side af 100, nærmest så langt fra målgruppen, som det overhovedet kan komme.

Fortællingens hovedtema er desværre yderst aktuelt. Grim og grov retorik er jo en stadig stigende del af nutidens kommunikation, netop derfor havde jeg store forventninger til ”Bonnaluja” Men, præcis som med sproget, er også handlingen skudt langt over målet. Èt er at kalde en fremmed et uhyre, men selv efter, at denne fremmede er blevet en virkelig god ven, er benævnelsen stadig uhyret – ganske imod helhedshensigten. Et andet er, at I takt med, at figurernes rejse mod lyset nærmer sig klimakset, bliver alverdens eder og forbandelser altoverskyggende, men min største anke er, at forfatteren åbner en dør, der i min optik, på ingen måde hører hjemme i børne- og ungdomsbøger.

Der er adskillige voldsscener i denne bog, der giver kvalme og ligner en beskrivelse af fangevogternes behandling af fangerne i den berygtede Guantanamo lejr. Fornedrelser, voldsudgydelser og tortur bliver i detaljer beskrevet over mange sider – læseren er ikke ”blot” med som beskuer til de grufulde metoder, hvor små ofre bliver maltrakteret af kæmpe store (muskel/tortur)bødler – der er også meget levende beskrivelser af, hvordan ofrene reagerer på tortur, ildspåsættelse og øksehug. Grusomhederne synes at stige lineært med rejsens fremskridt mens den fortælling, der burde stå klarest, jages mere og mere i baggrunden… Mere, er bestemt ikke ensbetydende med bedre!

Eventyrlige fortællinger med morale, har faste ingredienser til at skabe et univers, hvor barnet kan spejle sig selv, og måske kan få hjælp til at klare svære udfordringer. ”Gode” kæmper mod ”onde”, sammenhold, empati og kærlighed er livsvigtig eliksir til de kampe, der jo er en fast bestanddel af eventyr. Men, vold og tortur bør aldrig kunne nævnes i samme kontekst som børne- og ungdomslitteratur – og da slet ikke udpensles i de bøger, der henvender sig til børn. Der findes et utal af muligheder for at skabe nye gode fortællinger til børn og unge, der kan bruges tematisk, f.eks. til at bekæmpe uvidenhed og grim retorik. Jeg synes desværre ikke, at ”Bonnaluja” i sin nuværende form, er egnet til formålet.

Til slut vil jeg på det kraftigste anbefale en gennemlæsning inden man eventuelt lader børn og unge læse den – for jeg garanterer, at den afstedkommer rigtig mange spørgsmål, der ikke skal efterlades ubesvarede i et barnesind.