Sofie Jama er Somalier.

Hun er født i Somalia, hvorfra hun kom til Danmark da hun var 14 år. Et andet menneske, et andet liv er hendes debut som forfatter, mens hun ved siden af forfatterskabet skriver for Dagbladet Information og arbejder som oversætter for danske myndigheder.

Romanen har tre spor:
Baraka, som er somalisk flygtning. Ester, der er tjekkisk jøde og endelig den palæstinensiske flygtning Umar. Baraka er ældste barn af en somalisk nomadefamilie. En familie, der er hårdt ramt af krigens gru. En familie, der tvinges ud i splittelse og kilometerlange vandringer for at søge ly for bombernes ødelæggelser. Allerede som ganske lille pige begynder Baraka at mærke sin mors angst for sig, og Baraka udsættes for gentagne overgreb af vold og tortur. Men den lille pige knækker ikke, hvilket kun øger moderens overgreb. Så da familien flygter fra krigen i Somaliland og ender i Danmark, benytter Baraka sig af de muligheder, hun spotter, og forsøger at løsrive sig for familiens stramme bånd. I Danmark møder Baraka først Ester, der selv har været udsat for krigens rædsler, og i flere omgange selv har været udsat for overgreb. Ester og Baraka indleder et venskab, der bygger på gensidig forståelse, tillid og en form for mor/barn relation, der både udvikler sig og står i stampe, på én og samme tid. Siden møder Baraka også drengen Umar. Umar er endnu et offer for krigens vold og menneskers mørke sider, da også han udsættes for overgreb. Baraka mærker med det samme en dyb samhørighed med Umar. Hendes job har bragt hende ind i mange børns liv, men Umar er noget ganske specielt – Baraka ved bare ikke hvorfor. Tre børns skæbner udstilles, mange årtier er gået, mange millioner mennesker er blevet tilføjet de uskyldige ofre for endnu flere krige. Foran dig ligger tre liv, tre religioner, to køn og alligevel én og samme gru.

Sofie Jama leger med sproget gennem hele romanen: hun veksler først og fremmest fortællingens form efter fortælleren. Barakas historie har Jeg-fortæller, Ester har Baraka som gengiver mens Baraka fletter fortællingen sammen med de to kvinders forhold, og endelig er Umars historie gengivet direkte til Umar i ”du – form” det virker virkelig godt og har samtidig afgræsningens linjer. Derudover veksler forfatteren selve sproget således, at hun skruer op og ned for virkemidlerne udelukkende ved hjælp af sproget. Hun veksler mellem de grusomme, og dog distancerede, beskrivelser af f.eks. mareridt og overgreb, for at gå ind i de mere ”følelsesbløde” beretninger, for så ofte at ende i næsten vulgære beskrivelser af hendes fisse, køn etc. Sofie Jama er utrolig stærk i sine virkemidler og sine stærke gengivelser af kultur, liv og gru, men jeg havde et ambivalent forhold til Baraka og nogle af hendes lidt overfladiske gengivelser. Hun tiltrak og frastødte fra første til sidste linje – den del vil jeg naturligvis gerne honorere. Men jeg har en anke: en lille snert af, at jeg aldrig rigtig fik hende helt ind under huden, ligesom nogle af beretningerne fik status af opremsninger - Jeg kom med ind som beskuer, men blev holdt en armslængde væk. Jeg forstod hendes virkeliglighedsflugt og køber f.eks. forfatterens præmis om onani som ”selvmedicinering” og ikke mindst som retten til at have en fri seksualitet, men jeg kunne godt have ønsket mig en lidt mere nuanceret og dyb indsigt i de valg Baraka foretog. 

”Jeg vil vække empati og din fascination, din forargelse, måske endda din længsel efter selv at være noget andet […] En bizar vækkelse af en helt anden verden”
Tak Sofie– det skal jeg love for, at du gjorde!

Romanen er en historisk skæbnefortælling. En fortælling om, hvordan krig kan knuse mennesker – og ofte gør det. Her portrætteres tre menneskers liv før, under og efter krige, der udspiller sig i meget forskellige årtier, på forskellige kontinenter og med forskellige religioner og kulturer som bagtæpper. Læseren kommer blandt andet med til omskæring af piger, oplever djævleuddrivelse ved vold, hører om livet som jødisk arbejder og sexslave i en koncentrationslejr og endelig er læseren også med inde i Syrien, hvor der ikke længere er mad og vand, og hundene må amme menneskebørnene i et forsøg på at holde børnene i live. Jama brillerer med en sublim evne til at gengive krigens gru, skæbnernes livsvilkår og ikke mindst deres forsøg på at komme ud på den anden side med sig selv i behold. Jama rammer plet i sin kaosfortælling om de mange indre krige, der udspiller sig i mennesket. Kan man overhovedet flygte fra sit ophav, kan man nogensinde hele og kan man på nogen som helst måde forsvare nogle af de valg man tog i krigens skygge?

”Jeg sidder her og ligner dig til forveksling […]”

”Et andet menneske, et andet liv” er en utrolig stærk debutroman. Sofie Jama træder ind på scenen med en enorm selvsikkerhed og hun har i dén grad noget at have den i. Hendes viden og den levende formidling rækker langt ud over egne erfaringer. Jeg ser frem til at følge hendes forfatterskab, for det her lover virkelig godt for fremtiden – bid mærke i navnet!

© Bognørden

Forfatter: Sofie Jama

310 sider Politikens Forlag

Anmeldereksemplar