Familien Ifraeems blå øjne

: Oprettet: 2. januar 2019

Familien Ifraeems blaa oejne web

Familien Ifraeems blå øjne er forfatterens anden romanudgivelse.

Lotte Lykke Frederiksen er uddannet psykolog og har udgivet to fagbøger, ligesom hun står bag Appen ”Psykologens værktøjskasse” hvor der kan lyttes til 35 forskellige fortællinger, der skal åbne op for bearbejdelsen af svære følelser og tanker.

Familien Ifraeem består af: Oldemødrene Adaabe og Aase. Bedste/forældrene Wadee og Hanne, søstrene Adelina og Naadia. Naadias datter Signe og hendes datter Johanne. Romanen omhandler, som titlen lover, familien Ifraeem. Handlingen skifter mellem de forskellige familiemedlemmer, den er bygget op som punktnedslag i familiens liv. Derfor er scenerne også skiftende mellem bl.a. Varde, Pakistan, København og Tyvelse. Det første besøg hos familien foregår på Anholt, hvor søstrene Adeline og Naadia forsøger at finde hinanden efter mange års adskillelse. Forsøget ender skidt, da den ene søster dør. Herefter rulles familiens liv ud for læseren, der kommer med på små besøg hos familien i både for- og nutid. Familien, der jo består af to meget forskellige kulturer er dybt splittet – både følelsesmæssigt og geografisk. Det er dog ikke kulturen, der skaber de dybe dysfunktioner i familien, det er derimod den ballast de, hver især har med hjemmefra, og som videreføres efter bedste overbevisning. Der var derfor ingen, der stillede spørgsmålstegn ved at skille to pseudo-tvillinger, for at moderen kunne få opfyldt sine drømme. Familien er på mange måder, følelsesmæssigt blokerede, men de få, der faktisk har evnerne og viljen til at ændre tingenes tilstand – også de, er i fare for at ende som handlingslammede beskuere. Fortidens fejl og mangler gentages i en ring uden ende. Ikke af ondskab, for narcissismen er ikke opstået af ond vilje, den er opstået af at et sygt sind. Et sind, der aldrig har fået hjælp og som ganske enkelt ikke evner at se andre end sig selv. Så når historien gentager sig selv, kræver flere ”ofre” blandt familiens yngre medlemmer, så er det ikke mangel på vilje til at ændre vejen mod afgrunden. Det er manglende evner!

Sproget er sådan set letlæseligt og glider rigtig fint. Men, de mange skift mellem personer, scener i livet – nogle uafsluttede – gjorde desværre romanen virkelig svær at læse. Det er utrolig ærgerligt, for det er en virkelig stærk fortælling om psykens kringlede veje, de skader børn kan påføres på krop og sjæl og ikke mindst er det er stærk familiefortælling, der ”drukner” i de mange spring og skift. Det ødelagde mit læseflow og forstyrrede den fordybelse, jeg synes handlingen kalder på.

Selve fortællingen om den dysfunktionelle familie er så letgenkendelig og virkelig vigtig. For sandheden er jo, at alle familier har deres at slås med. Familien Ifraeem er desværre ikke så forskellig fra mange andre familier, og netop derfor er romanen evig aktuel og en rigtig god lejlighed til at skue indad og se om der er noget vi selv kan ændre på – enten forebyggende eller genopbyggende.

Derfor er jeg også så ærgerlig over opbygningen af romanen. Jeg havde meget gerne set en mere kronologisk opbygning – beskue samme passage fra flere sider – eller måske ét familiemedlem af gangen. Som den fremstår nu, synes jeg som sagt, at fordybelsen, de nære personportrætter, drukner i skift og ufærdige nedslag. Jeg håber de kommende udgivelser får en mindre

Men, når det så er sagt. Så vil jeg stadig anbefale romanen, for den er som sagt yderst vigtig, vækker genkendelse og frem for alt, giver den eftertanke både under og efter læsning – den slags romaner kalder på at blive læst – og det gør Familien Ifraeem også.