De efterladte

: Oprettet: 11. februar 2019

de efterladte

Første bind i en planlagt serie

De efterladte er forfatterens anden og selvstændige krimiudgivelse siden han debuterede med ”Fanden på væggen” i 2016. (se mere nederst på siden) Udover krimier skriver Palle Schmidt graphic novels og ungdomsromaner ligesom han også udgiver en podcast for forfattere.

De efterladte tager sin begyndelse i en fængselscelle. Her sidder Hauge og læser og venter på at blive løsladt. Men inden han løslades bliver han opsøgt af Bjarke, fængslets ukronede konge. Bjarkes nevø Ditlev er død, han druknede i havnen i den lille by, hvor Bjarke trådte sine barnesko. Eftersom Bjarke flere gange har holdt hånden over Hauge, er tiden nu inde til at tilbagebetale de tjenester. Bjarke vil have, at Hauge finder ud af, hvad der skete med Ditlev, for hvordan kan en elitesvømmer drukne i blikstille vand? Hauge drager modvilligt afsted og allerede fra første færd bliver han klar over, at hans tilstedeværelse i byen er uønsket. Egentlig skulle Hauge bare tale med Bjarkes søster om sønnens død, men da det viser sig, at der har været tre dødsulykker indenfor den seneste uge, bliver Hauge alligevel nysgerrig og beslutter sig for at blive i byen for at finde ud af noget mere om den vennegruppe, der nu er stærkt reduceret af de tre venners dødsfald. Men, der er ikke ret mange, der ønsker at tale med Hauge, faktisk ser det meste af byen helst, at han forsvinder ud af byen. Men jo mere modstand, des mere energi lægger Hauge i at finde ud af, hvad der foregår blandt byens unge. Desværre for Hauge er hans modstandere lige så stålsatte, og da det ikke virker med ord, får Hauge efterhånden langt mere hårdtslående beskeder. Spørgsmålet er så, hvilken side der er stærkest.

Romanen er opdelt i små korte nedslag i Hauges færden. Det er et tveægget sværd, for på den ene side gør det romanen yderst letlæselig, men på den anden side er det er også dét, der gør, at romanen fremstår som filmmanuskript i stikordsform frem for dét, den skulle være: en litterær spændingsroman. Det er herlig let at finde rundt i tid og sted, men de korte nedslag levner ikke rum til fordybelse, hvilket så fører til, at figurerne aldrig bliver rigtig levende. Meget mindre blodrus, mindre Rambo og perfid teenager i bytte for meget mere Hauge, tak. Udtalelser som disse: ”Hende, jeg havde talt med, var temmelig rund i det, men flæsket sad godt fordelt” og ”Du kommer herfra på en båre, hvis du går ind ad den dør” og ”Du skal ikke røre mig med de der grisefingre” gør ikke hans figur mere troværdig eller hardcore, tværtom fordummer ordene og det er virkelig ærgerligt.

Sprogligt er De efterladte ganske let at læse, lavt lixtal og de korte kapitler gør, at læseren faktisk bare skal lade sig underholde, det er en stor force gennem hele handlingen. Når det så er sagt, så savnede jeg momentært redigeringspennen bl.a. da forfatteren sammenligner en kvinde med en brugt bil: ”Hun var måske ti år ældre end mig, men i god stand”

”De efterladte” er en stereotyp drengerøvs roman. Det er en action/volds spækket spændingsroman, der emmer af ”ensom cowboy kommer til byen og efterlader sig et utal af døde i kølvandet” Hauge er den rå rockertype, der er blød indeni, men helst ikke viser det. Han er fra den ”forkerte” siden af loven, men skal nu forsøge sig på den ”rigtige” side. Moral og vante handlingsmønstre skal stå deres prøve i forsøget på ”at gøre det rigtige” Både under læsningen og mens jeg skriver disse linjer, er tanken, at denne roman jo er alt det, jeg allerede har læst – mange gange. At jeg jo er stor fortaler for ”less is more” og romanen er direkte modsat, den har alt for meget. Og alligevel var jeg fint underholdt og ser faktisk frem til den næste i rækken.

For romanen er ganske vist stereotyp, overdreven og mangler psykisk solide figurer. Men, den er også et frisk pust, rammerne er til stede og denne forfatter har overordnet fat i nuancerne. Til den næste i serien håber jeg på: en litterær fortælling med solide og levende figurer, mindre blodbad, færre voldelige dødsfald og en fortsættelse af de nuancerede og solide rammer, jeg nød i mødet med Hauge.