Født i går

: Oprettet: 28. marts 2018

David Rousing er uddannet skuespiller. Han har medvirket i mere end 40 teaterforestillinger bl.a. Jeppe på Bjerget og Kvinden og Aben. Dernæst har han medvirket i TV serier som f.eks. Rita og Mille, der blev Emmy nomineret. Nu er han både dramatiker, arbejder indenfor salg og marketing og debuterer her som forfatter.

Bogen er, udover at være LP størrelse, bygget op som klassisk musik – i fire satser. David er midaldrende og i krise, sådan rigtig ”mand-midtvejs i livet-krise” og nu tager han os med på en rejse i hans inderste. En rejse, der indeholder refleksioner over alt forhåndenværende fra fødsel og David opdager, at han skal dø en dag f. eks:

”Født i går:

Jeg trænger til en sjus, for jeg bor i en kus, men hvad fanden, det er der såmange, der har gjort før mig. De fleste flytter dog indenfor de første 9 måneder{…}er ikke længere ved at gå ud af mit gode skind, men også min mors. Og folk nøjesnu ikke længere med at sige ”søde Pus” , men skriger ”Ødipus”

Hver gang vi elsker:
Jeg ør en smule, hver gang vi elsker. Navnlig ved tanken om, at det ikke længere er mig, der er med på ekspeditionerne over din krop. Snart vil det være en anden, der bestiger dit venusbjerg {…}Som en abdiceret konge må jeg overlade dine læber til hans, og måske hedder han Hans. {…]Hans kone! Hans datter! Hans rige! Og jeg vil føle mig så uendelig fattig.

Som de andre:
Jeg vil være som de andre og læse svenske krimiromaner til en stor kop chai-latte. Jeg vil ikke længere gå i små sko, men i løbesko. {…}Jeg vil være som de andre og have et normalt sexliv, hvor jeg tre gange om ugen har lyst til min kæreste. Jeg vil spille mere bridge end pik {…}Jeg vil være som de andre og slippe for mig selv. Slippe for alle de spørgsmål jeg alligevel ikke kan besvare. Slippe for mindreværdet. Slippe for skyggerne. Slippe for slipset og knappe op. Jeg være åben, ikke kun i halsen men i hele mit væsen{...}"

Jeg skal gerne indrømme, at jeg lige skulle have ordentligt fat i denne, for mig, nye form. Her er tale om en bog i størrelse af en LP plade, teksterne er akkompagneret af de super skarpe, vanvittig surrealistiske fotografier og dertil kan læseren så streame forfatterens indtaling af samtlige tekster. En blanding af se, lyt og læs – jeg havde aldrig prøvet det før, var lidt skeptisk – og blev ikke helt overbevist.
For at være lytter til Rousings oplæsning er som at høre Yayah Hassans monotoni spyttet ud med et evigt opladt maskingevær. Jeg holdt ikke til det, spoken word, poetry slamming eller performance –jeg skal læse min tekst i fred og ro. Men, jeg anerkender originaliteten i denne helstøbte sanse symfoni. Se eksempelvis dette afsnit om døden.

Det skrevne ord er lige så hamrende hektisk, man skal sørge for at hive luften ind, holde tungen lige i munden og sætte hjernecellerne i højeste gear. For selv om sproget er herligt letlæseligt, levende og billedligt - Selv om historien om den genkendelige, ynkelige mand, hvis enorme sexfiksering overskygger mange af de mere produktive og modne tanker. Ja, så er det en komposition, der kræver sin læser. De mange lag rummer nemlig langt mere end en hurtig generalisering.

Om Rousing er gal eller genial? nok lidt af hvert. Han er en eminent ordekvilibrist, en provocateur af højere- om ikke højeste rang, og han frastøder også indimellem, f.eks. med sit infantile, latrinære billedsprog. Men er det egentlig ikke det kunst skal, frastøde og tiltrække. Formidle åbent så modtageren kan danne egne relationer og billeder? Jo, det synes jeg. Og her synes jeg Rousing er både original og underholdende.