Mit barn tager ikke stoffer

: Oprettet: 26. marts 2019

mit barn tager ikke stoffer jeg har spurgt haeftet af julius muhlausen magnus broch lise muhlausen og stine broch

- Jeg har spurgt…

Fire mennesker, to familier og en fælles historie. Stofmisbrug rammer ikke kun misbrugeren, det rammer familie, venner etc. Og netop familierne her, har savnet oplysning og erfaringer fra andre familier; Hvad er bedst at gøre, hvor kan vi henvende os osv. Derfor er denne bog nu en realitet.

Bogen er opbygget omkring fakta fra læge, apoteker og politi, og som to historier, en for hver familie: Julius er opvokset i et trygt og kærligt hjem. Han havde gode venner, spillede basketball og havde på overfladen kun en enkelt udfordring: skolen. Det var svært at sidde stille og svært at koncentrere sig om undervisningen, men derudover havde Julius øjensynligt et dejligt teenageliv. Men lavt selvværd var også en udfordring, så da Julius som 14 årig ryger sin første joint og oplever, at hans selvværd eksploderer, samtidig med, at han får ro i både krop og sjæl – ja, så er Julius fanget. Hash bliver langsomt, men sikkert, en fast del af Julius´ liv. Men, hvor han oplever ro og øget selvværd, oplever han nu også, at han må trække sig fra de gamle venner og han må lyve og liste sig rundt om familien for ikke at blive opdaget. Samtidig sidder familien på den anden side med en grim mistanke, Lise og hendes mand har et øje på hver finger. Lise begynder at gennemrode alle Julius´ ting for at finde svar på sine bange anelser – og en dag kommer svaret – men, hvad skal hun stille op med det?

Magnus er, ligesom Julius, vokset op i en tryg og kærlig familie. Magnus spillede fodbold og klarede sig godt både i folkeskolen og på gymnasiet. Det blev festerne, der kickstartede Magnus´ misbrug. Allerede som 15 årig tog han på Roskilde Festival, hvor han stiftede bekendtskab med Hash. Herefter blev det, det Københavnske natteliv, der lagde bagtæppe til vilde fester, hvor kokain blev en fast gæst, fra Magnus var 18 år. Kokain og store mængder alkohol blev efterhånden for store udfordringer for Magnus´ ellers gode boglige evner, karakterne raslede ned, og da en af vennerne bliver opdaget af forældrene, bliver Magnus for alvor nervøs. For hans forældre har jo også spurgt indtil det med stoffer. Faktisk har Stine og hendes mand, talt med mange af forældrene i drengegruppen – og mange gange, for mistanken var der jo. Men Magnus bliver ved med at benægte, så da en af de andre forældre ringer, for at oplyse Stine og hendes mand om, at også Magnus tager stoffer, benægter også Stine. Men noget bider sig fast og Stine kører på apoteket og køber en narkotest – NU, må de have vished.

Julius Mygind Mühlhausen har allerede været en del i medierne. Det kom han, da hans far, skuespilleren Thomas Mygind, stod frem og fortalte om sønnens stofmisbrug. I dag arbejder Julius bl.a. med unge stofmisbrugere, og derfor kom han i berøring med bogens anden misbruger Magnus. Skæbnen ville, at familierne kendte hinanden sporadisk, og da Julius sagde ja til at hjælpe Magnus, kom også mødrene tættere på hinanden – og skabte denne bog.

Bogens opbygning, med hver families historie, virker rigtig godt. Inde i de to beretninger, skiftes ”børn” og mødre til at fortælle, hvilket giver læseren mulighed for at få belyst stadierne fra to sider. Sproget er fint, letlæseligt og lægens beretning fra en nattevagt er virkelig stærk. Jeg køber de fire medvirkendes præmis om at bogen skal være en hjælp. En hjælp til at fjerne det tabu, at ens barn er misbruger. Hjælp til at indse, at man ikke er alene, hverken i sit misbrug eller som pårørende. Og endelig kan den være dét springbræt, der skal til, for at åbne op for samtale og efterfølgende handling.

Men, når det så er sagt, så savnede jeg faktisk mere dybde, mere konkret handling. Bogen fik lidt efter lidt, mere kendetegn af opremsning: ”tal med dit barn, tal sammen, få andre til at tale med dem, læs denne bog” etc. Det blev på et mere akademisk plan frem for en konkret håndsrækning, og derfor stak det ud. Det stak ud fordi bogen faktisk flere gange rummer udtalelserne: De unge lytter ikke, de lyver – vi havde ikke selv læst denne bog, vi gad ikke tale med venner og forældre. Jeg savnede viden om; hvad var det konkret, der fik forældrene til at tage det afgørende skridt efter år med manglende respons? Hvad var det konkret, der fik de unge til at gå med til et stop. Hvad var holdningen til alkohol? Hvor var skolerne? Og vigtigst af alt: hvordan var kampen for at stoppe, hvad virkede og, hvad virkede ikke. Det er super godt med ideerne bagerst til, hvor man kan søge hjælp, men, jeg tror, bogen ville have større gennemslagskraft, hvis både forældre og de unge, fik et bedre indblik i, hvordan tiden var og er. Jeg bøjer mig i støvet for de to unge mænd, og glædes på deres og familiernes vegne, men vejen til, hvor de er nu, er ingen dans på roser, og de torne, der i den spæde afvænning nok er de skarpeste, ville efter min bedste overbevisning, havde været guld værd at få med.

”Mit barn tager ikke stoffer…” er en evig aktuel og meget nødvendig fortælling. Tiden, hvor der ”kun” var Hash og Heroin er for længst passeret. I min ungdom købte folk hash på Christiania, i dag har jeg en opfattelse af, at stofferne snart er allevegne, ligesom der er langt flere af dem. Trods forskellighederne i både stoffer og de, der tager dem, er fællesnævneren jo, at de, der tager dem, savner noget. Derfor er samtale en uomtvistelig nødvendighed. Her kommer denne bog så på banen, for dens blotte tilstedeværelse vil med garanti føre til samtale og en vigtig viden om, at du ikke er alene, der er hjælp at hente derude – til både misbrugere og deres familier og venner.