Venligbogen

: Oprettet: 17. september 2017

venligbogen

Mads Nygaard er forfatter og har flere romanudgivelser bag sig, hvoraf jeg havde det store privilegium at anmelde den seneste Frø. Frø blev mit første møde med denne mand, der både skriver sublimt og indeholder uanede mængder af varme og empati.

Mads Nygaard er manden, der startede Venligboerne, den store bevægelse, der insisterer på at behandle mennesker med respekt uanset hudfarve, religion og kulturelle forskelle. Mads Nygaard modtager både dødstrusler og kærlighedserklæringer for han er en mand, der deler vandene og insisterer på, at empati, nysgerrighed og varme er vejen frem.

Mads Nygaard er rundet af Hirtshals og omegn, jeg stiftede bekendtskab med ham da hans seneste roman Frø, slog benene væk under mig. Og som sidegevinst blev jeg så også inviteret ind i Mads´ inderste tanker, der, hvor den jævne mand pludselig så lyset og ikke kunne lade være at hjælpe mennesker i nød. Venligboerne blev stiftet i 2015 og er i dag en landsdækkende venskabsforening, der hjælper, hvor de kan; hjemløse og flygtninge er i højsædet. Men, hvad er det egentlig, der driver ham? Hvad for han ud af det, er det politisk betonet, eller har han skumle bagtanker? Og, hvad er det egentlig den der bevægelse render rundt og laver? Det skal du læse Venligbogen for at finde ud af.

Venligbogen er Mads Nygaards Facebook-opslag fra den spæde start i Venligboerne. Jeg kunne genkende nogle, andre var nye for mig, men fælles for dem alle er, at Mads skriver sublimt, hudløst og som regel så råt, at selv det mest grusomme kan overstråles af den varme og kærlighed han møder og selv udstråler. Sproget flyder, bogen kan læses i sin helhed eller i små doser, alt efter tid og lyst. Ind imellem er redigeringen smuttet lidt, men i sin helhed er Venligbogen både oplysende og informativ – og frem for alt skaber den eftertanke og kræver konstant stillingtagen af læseren.

Men intet er gratis, og her i Danmark er vi jo desværre delt i to lejre, der med grusom retorik bekæmper hinanden. Det er let at sidde bag en skærm og sende trusler afsted, og det sker desværre – ofte. Modstanderne (de, der er bange for det ukendte) kalder Venligboerne for pladderhumanister, landsforrædere og ting i den dur. Den mere blide er: køb briller – Jamen, jeg HAR briller, og jeg tror fuldt og fast på, at menneskelig interaktion er vejen til en god integration. Min egen erfaring er som følger:

I slutningen af 1980érne havde vi på min arbejdsplads en kulturaften, hvor alle de Tyrkiske forældre kom og kokkererede i institutionens køkken. Om aftenen var alle børn, forældre og personale så invitereret til en aften i Tyrkiets tegn – en skøn oplevelse, som vel egentlig var langt forud for sin tid, for vi gjorde præcis dét, som Venligboerne gør i dag: vi byggede broer, skabte venskaber og integrerede og i hinandens kulturer. I dag er den ene familie en af byens succesfulde erhvervsdrivende, den anden familie har fulgt mig og mine børn lige siden og jeg var så privilegeret at komme på barselsbesøg da en af ”mine børn” fik sin yngste søn og ved samme lejlighed viste også lillebroren, stolt sin datter frem. Jo, det er venskab, der blev grundlagt med mig som pædagog, dem som børn og forældre – og det bringer i dén grad smilet frem hos alle parter. De familier, der deltog dengang, og som stadig er her, er alle godt integrerede og bidrager positivt til både mennesker og samfund.

Jeg tror egentlig altid jeg har været Venligbo – jeg er åben overfor nye mennesker og suger gerne dele af andre kulturer til mig. Faktisk havde jeg i slutningen af firserne to separate oplevelser med en fremmed kultur: Hjemme i rækkehuset fik vi nye naboer, en lille Pakistansk familie, bestående af mor, far og en søn. Min eksmand og jeg, var noget reserverede de første dage, for alt var nyt, og kunne vores katte nu risikere at ende deres dage i naboens gryder? NEJ, naturligvis ikke. Til gengæld duftede deres mad så ubeskrivelig godt, så vi endte med at banke på og spørge efter en opskrift. Det blev de så glade for, at de faktisk kom med en fint dækket bakke, fyldt med herlig mad. Det smagte, som det duftede – fantastisk. Jeg kvitterede med en blomst, som naboerne til gengæld ikke anede, hvad de skulle stille op med – for deres kultur rummer kunstige planter. Vi fik byttet fortællinger, og havde et fantastisk naboskab indtil de flyttede til noget større – Manden var i øvrigt overlæge, og er sikkert stadig ansat på byens store hospital…

Og endelig kan jeg med kærlighed og stolthed præsentere min ekstra familie, for jeg er faktisk så privilegeret, at jeg har fået en ekstra familie: en søster, en svoger, tre skønne niecer og en nevø. En sommerdag i 1995 startede min datter i børnehaveklasse, og her mødte vi så Leila og hendes skønne familie. Leilas forældre flygtede fra krigen i Etiopien i starten af 1980´erne og endte som danske statsborgere. Mødet udviklede sig lynhurtigt til venskab og i dag er vi en fast sammentømret familie, der i den grad skatter og passer på hinanden. Jeg vil gå gennem ild og vand for dem – og de gør præcis det samme for mig og mine børn – bare fordi. Saud, Yalem, Leila, Yasmin, Amin & Siham er, sammen med mine to børn, den største gave jeg har fået i mit voksenliv – og, hvor kunne jeg godt unde andre mennesker den enorme glæde det er – så mit råd er: hop ind i det, det er fantastisk. Og så er det baggrunden for, at jeg naturligvis også er med i Venligboerne, for jeg ved, hvor meget det betyder, at mennesker og kulturer mødes. Og til de sidste tvivlere: Min familie har indtil videre bragt det danske samfund: En selvstændig vognmand, en hjemmehjælper, en sygeplejerske/ cand.scient i sundhed, en elitesvømmer under Team Danmark nu Ba og Ma studerende i Kommunikation, en dobbelt cand.econ og en økonomi Ba studerende. Alle som én er store bidragydere og store gevinster for først og fremmest de mennesker de møder på deres vej, men sandelig også for Danmark.

Uagtet hudfarve, partifarve, køn, seksuel orientering etc. Så er min påstand, at ved at læse denne bog, vil du som læser få et klart billede af, hvad Venligboerne er rundet af, hvad essensen er. Mit håb er naturligvis at vi kan få en bedre tone i debatten, og i erkendelse af, at ikke alle ønsker at blive Venligbo, så håber jeg at bogen kan vælte et par fordomme, oplyse og fjerne angsten for det ukendte og måske ”bare” gøre sam-eksistensen mere fredelig – for der er ærlig talt rigeligt med kampzoner rundt om i verden.

Så ja, jeg er Venligbo – og jeg er pavestolt af det. Jeg tror på, at gulerod frem for pisk generere bedre mennesker, mennesker, der kan berige vores liv. Vi kan ikke elske alle mennesker, ligesom alle mennesker ikke elsker os – MEN, vi kan tage et valg om at behandle andre mennesker med respekt, og hjælpe de, der har mere behov end os selv:

Smil – det smitter!