Den sorte kat i Mosul

: Oprettet: 29. oktober 2017

den sorte kat

”For you it´s a story – but for me it´s my life”For dig er det en historie – for mig er det mit liv."

Puk Damsgård er uddannet journalist og har siden 2011 været DR´s mellemøstkorrespondent pt. med base i Cairo. Puk Damsgård er også kvinden bag de to fantastiske bøger: Hvor solen græder og Ser du månen, Daniel. (se mere nederst på denne side) Sidstnævnte skaffede hende den journalistiske hæderpris Cavlingprisen. Ligesom også hendes arbejde har skaffet hende talrige priser.

Se mere om forfatteren her

”Krig er krig. Det er ikke noget personligt”

Irak har været et martret land i mange årtier. Sadam Hussein holdt befolkningen i et jerngreb af tortur, magtarrogance og udryddelse af dele af befolkningen. Der var derfor spredt håb blandt irakerne, da amerikanerne afsatte landets diktator. Men håb om fred og demokrati blev hurtigt afløst af korruption, kampe mellem stammer og andre grupper med radikale ideologier, voksede hastigt. Amerikanerne trak sig ud i 2013 efter at have trænet Irakisk politi og militær, men IS var efterhånden på stormende fremmarch og i 2014 belejrede de Mosul og gjorde byen til kalifat. IS er kendt for deres skånselsløse behandling af fanger og civile men, hvordan var det egentlig at leve inde i det lukkede kalifat - og, hvordan er det egentlig med de irakiske specialstyrker? Er de, de folkehelte de fremstilles som, eller er der også brodne kar hos dem? Det er noget af det Puk Damsgård undersøger i denne dokumentar fra fronten. Hun levede i månedsvis sammen med skiftende irakiske specialstyrker, på deres baser ved fronterne. Hun har besøgt familier, kærester og gamle venner, for at se, hvad så mange års krig, korruption og had gør ved et land og ikke mindst, hvad det gør ved befolkningen. Og nu, hvor IS er nogenlunde forsvundet fra Mosul, hvordan så med freden – ligger den bare lige for og til at samle op?

”Det er ikke bare krigere, vi kæmper mod. Det er et tankesæt”

Puk Damsgård evner som få, at formidle gru så man faktisk hører fuglene synge. Vedkommende, nuanceret og faktisk også nogenlunde neutralt, har hun, endnu en gang, skrevet en beretning fra et af verdens brændpunkter, på en måde så læseren både er til stede, mærker rystelserne og får bombarderet både følelsesregister og lugtesans. Den er letlæselig, fanger fra første færd og så hamrer den en pæl gennem fantasien om gode/onde mørke/lys og ikke mindst gennem forestillingen om hjælp.
”Ja, hvis jeg var dansker, ville jeg ikke give en krone til genopbygningen i Irak, for pengene ender i politikernes lommer[…] genopbygningen er en guldgruppe for dem, der leder den”
Den sorte kat i Mosul er ingen forherligelse af en soldat frem for en anden. Men derimod er den gennemsyret af forfatterens kærlighed til landet og dets indbyggere. Tag ikke fejl, Puk Damsgård har skam valgt side – den modsatte af IS, undertrykkelse og tortur. Men også hun, har måtte erkende, at historien om det levende menneske, det inderste, kan rumme både kaos og frastødende egenskaber, lige ved siden af varmen og venskabet. Og hun evner altså at formidle det, fuldkommen sublimt.

”Hvis bare der lå en halvdårlig plan eller en skitse, men der er absolut intet (om regeringens planlægning af Mosuls fremtidige magtbalance) Og regeringen kan jo ikke sige, at de ikke vidste, at krigen en dag ville slutte”
Jeg har, flere gange harceleret mod journalister, som, efter min mening, er blevet for smarte i jagten på at komme helt frem i frontlinjen og være på landsdækkende TV derfra. Ofte har jeg spurgt dem, og mig selv, om det virkelig er det værd. At risikere liv og lemmer i jagten på det perfekte billede. For første gang sidder jeg med en klar følelse af, at det giver fuldkommen mening. Puk Damsgård sætter aldrig sig selv foran sin historie, og jeg må bøje mig i støvet mens jeg besvarer mit eget spørgsmål: Var det virkelig det værd? JA. For det er så ufattelig vigtigt, det der fortælles her. Menneskeligt forfald, millioner af mennesker jaget på flugt, dræbt eller skadet for livet – både psykisk og fysisk. Og i dag, hvor samfundsdebatten desværre handler meget mere om ofrenes placering på verdenskortet, end om, hvordan verdenssamfundet reelt kan hjælpe befolkningen videre – så er denne beretning så meget desto vigtigere.

”(Puk til soldat) ”Græder du også nogle gange om natten?””Ja. Og ved du hvorfor?””Nej””Nogle siger, at det kun er kvinder, der kan græde. Ikke mænd. Men faktisk er gråd jo for alle. En mand kan godt græde. Men han kan ikke gøre det foran andre”[…]”Kan du græde foran dine soldaterkammerater?”Nej, og heller ikke foran min familie. Jeg har ikke lyst til at vise nogen, hvor ødelagt jeg er indeni. Ingen har set mig græde”
Jeg sagde, at Damsgårds: Der, hvor solen græder, burde være på alle gymnasiers pensumliste. Det samme bør Den sorte kat i Mosul. For den er højtråbende vidnesbyrd i en ellers ofte tavs fortælling. En nødvendighed, for uden at komme helt ind i kernen, der hvor det gør ondt, kan vi ikke lære vores kommende generationer om fortidens fejl, og så kommer de, rystende let, måske til at gentage dem!

”Det så ud, som om de folk, jeg mødte, havde mistet retningen” ”Men måske var det mig selv”

Endnu en gang har jeg været tryllebundet af Puk Damsgårds beretning, jeg har været frastødt, følt skam, vrede og stor frustration – men jeg har i dén grad også følt varme, omsorg og set et lille lys i mørket. Tilbage er ”bare” at håbe, at den næste beretning fra Damsgårds Irak, bliver en helt anden en denne – det har den knuste befolkning i dén grad fortjent. Og så håber jeg, at denne bog vil komme vidt omkring, for dens mangfoldige budskaber er så ufattelig vigtige for os alle sammen.

Tak, Puk.