I guds rige

: Oprettet: 5. september 2021

igudsrige

En hudløs fortælling om en periode i to otteårige børns liv, og en families totale nedbrud

Anne-Grethe Bjarup Riis er uddannet skuespiller, og prisvindende filminstruktør. Hun er kvinden bag filmene ”Tarok” og ”Hvidsten gruppen” en del af satiregruppen ”Emmas dilemma” så er hun en ivrig samfundsdebatør, specielt hvad angår prostitution. Anne-Grethe Bjarup Riis har tidligere udgivet en serie på tre romaner om en tandlæge og hendes kvindeliv – se mere nederst på siden her.

”I guds rige” er en autofiktiv roman med to spor: Nutiden, hvor Anne-Grethes søn har leukæmi og så samme Anne-Grethes tilbageblik på sin barndom. Den voksne Anne-Grethe bor på Østerbro sammen med manden, filmproducenten Bo og to af sine tre børn, Rosa på 11 år og Gilbert på 8 år – mens Osvald er flyttet hjemmefra. Gilbert falder på en rutsjebane og slår sin ryg. Men smerterne forsvinder ikke – tværtom. Så Gilbert bliver udredt på Rigshospitalet. Det er også her, familien får den grusomme besked, at Gilbert har cancer, og skal igennem to-tre år med en særdeles omfangsrig behandling. I takt med, at der skrues op for kemoterapien, bliver Gilbert mere og mere forandret: han har voldsomme smerter, hans stemme ændres, han udvikler voldsom angst mens også familien falder mere og mere sammen omkring angsten og afmagten. Familie og venner trækker sig, Anne-Grethe og Bo ”er på” non-stop. 24 timer på hospitalet hos Gilbert, 24 timer hjemme hos Rosa og på job. Familien Mortensen/Riis kører virkelig på pumperne,de ender desværre meget hurtigt som eremitter på en øde ø – med skyggebarnet Rosa og alt for få flugtmuligheder. For det bliver lige så vigtigt at være på hospitalet, som at blive afløst til aftalt tid. I det spilrum er Anne-Grethe pludselig tilbage i sin egen otteårige barnekrop – her bliver barndommens svigt igen vakt til live, og på mange måder gentaget hos den voksne Anne-Grethe.

Den otteårige Anne-Grethe er netop flyttet ud af Herning, bor nu på en svinefarm midt i den gamle brunkulslejr i Søby. Anne-Grethe bor sammen med sin storesøster, bror, far og sindslidende mor. Faderen, som hidtil har været langturschauffør og weekendfar, har taget job som svine-bonde, og kan derfor være mere hjemme hos familien, mens moderen har fået meget længere til sit arbejde som sygeplejerske. Hele familien er underlagt moderens psykiske velbefindende. Alle kryber langs panelerne i forsøget på at undgå at vække moderens vrede eller skabe dårlig stemning i huset. Anne-Grethe vil derfor gerne finde aktiviteter uden for hjemmet, så hun kæmper for at få en plads i det nye samfund, og i den nye skole. Hun finder da også kammerater, men dét hun ser i kammeraternes hjem er SÅ grænseoverskridende, at hun et langt stykke hen af vejen, køber de vanvittige (bort)forklaringer, hun bliver præsenteret for. Der er fx søskendeparret, bor i et sundhedsskadeligt hus uden rindende vand, et hus, de to søskende ikke må forlade fordi de SKAL sidde klistret op ad telefonen, for at tage imod besked, når moderens kunder ringer for at bestille homeparty (telefonen ringer aldrig) så er der naboen som altid har friskbagte kager, som hun konstant forsøger at proppe i sin egen søn og alle andre, der nærmer sig, og som forsyner sig selv med flydende ”lækkerier” imens de andre spiser kager. Jo, omsorgssvigt kommer i mange udklædninger!

Anne-Grethe Bjarup Riis er en super formidler, hun har et yderst levende og letlæseligt sprog. De to spor, nutid og datid, er fint afgrænset. Skiftene fungerer rigtig godt, og er med til at give Gilberts kamp både relief og luft. Ved at levendegøre sine fortællinger, inviteres læseren med på første parket. Denne gang efterlader hun mig med et blødende mødrehjerte i forhold til Gilbert, Rosa, Anne-Grethe og børnene i Herning. Og en ubeskrivelig stor respekt og næstekærlighed for den tillid, hun viser os læsere, ved at stille sig hudløs i spotlyset og nærmest hudflette sine dæmoner.
Det totale sammenbrud indeholder lige dele galoperende angst, hvidvin, afmagt og svigt, drysset med en knivspids selvhævdelse -blandingen ender i et regulært slagsmål, hvor både Anne-Grethe og Bo taber langt mere end deres værdighed – de taber det sidste af sig selv i denne skælsættende kamp for overlevelse – alene og sammen.

Lad det være sagt med det samme: ”I guds rige” er en vanvittig hård biografi. Intet kan være værre end at se sit lille barn tage livtag med døden, det burde ingen - børn eller forældre - stå overfor. Anne-Grethes barndom giver (desværre) endnu et billede af, hvor meget mere hun har måtte kæmpe for i sit liv. Faktisk var det kammeraterne, barndommen og familiesituationens lange forgreninger, der var hårdest at være vidne til. Cancer er uforskyldt, mens handlinger i interaktionen med vores medmennesker, specielt voksnes interaktioner med børn, jo hviler på valg – og fravalg. Det gør svigt endnu mere grufulde.

Anne-Grethe Bjarup Riis viser med ”I guds rige” hvor skrøbeligt livet er, og hvor fatal manglende omsorg er for os mennesker. Hun råber på at blive læst, og jeg skal love for, at denne grusomme og alligevel håbefulde fortælling fortjener al den opmærksomhed, den kan få. For kan den afstedkomme, at blot ét enkelt voksent menneske står op for et barn, så er den allerede en succes.

Der er ligeledes optaget en TV dokumentar om Gilberts cancerforløb, den kan ses på et senere tidspunkt.