Uortodoks

: Oprettet: 7. august 2020

uortodoks

Min vej ud af jødisk Fundamentalisme

” Satu Mare/Jomfru Maria/Satmar” er navnet på den store gruppe ultra-ortodokse hasidiske jøder (sekt), der stammer fra en ungarsk by af samme navn, og nu bor i Williamsburg, New York. Satmar jøderne, er stærkt troende og yderst antisemitiske. De går derfor langt i deres fortolkning af toraen. Her er par eksempler på deres kultur:

Sprogligt er alt andet end jiddisch bandlyst (Jiddisch er de ortodokse jøders nordeuropæiske sprog) ingen må læse eller tale fx Engelsk. Satmar er en voldsomt kvindeundertrykkende kultur, det er udelukkende mænd, der må uddanne sig. Det er ikke nok, at kvinderne, ligesom muslimske kvinder, tildækker deres hår - med parykker og/eller tørklæder – Satmar mændene befaler, at så snart kvinderne har indgået de arrangerede ægteskaber, skal de barbere sig skaldet og benytte parykker (i faste længder) for ikke at friste andre mænd. Ikke ét naturligt hår, må vises til andre end ægtemanden. Mændene sidder forrest i busserne, kvinder og børn skal ned i bagenden. Og så mener mændene, at kvinderne er urene (menstruation) i godt to uger hver måned. Først når hun – eller hendes ægtemand, har fremvist 14 rene bomuldsklude, må manden igen røre kvinden. Har hun pletblødning eller andet i trusserne, skal trusserne igen bringes til rabbineren, som så vurderer, hvad der er galt. Satmer jøder er arge modstandere af Israel, de ligger på linje med de mange lande verden over, der mener, at Israel skal stoppe deres besættelse – faktisk går Satmer jøderne så langt, at de tydeligt skammer sig over den måde Israel misbruger Holocaust til at stjæle jord og udgyde vold i døde jøders navn, at de afholder en årlig demonstration for at få udslettet det zionistiske Israel - naturligvis kun med deltagelse af mændene.

Deborahs mor bryder ud af den amerikanske svigerfamilie og det jødiske parallelsamfund, da Deborah er ganske lille. Familien påstår, at moderen er psykisk syg, og at moderen forlod Deborah fordi, hun ikke ville have hende med sig. Deborahs far er ikke i stand til at tage sig af hende, og derfor ender Deborah med at vokse op hos sine aldrende bedsteforældre, i en familie, der tydeligvis ikke kan lide hende, og ikke levner en mulighed for at rette på hende eller kritisere hende. De utallige strikse regler for piger gør, at Deborah efterhånden får mere alenetid mellem skole og huslige pligter hos familien. Den tid bruges bl.a. til at opstøve forbudte sekulære bøger, og gennem bøgerne se en helt anden verden åbne sig. Stille og roligt begynder Deborah at stille spørgsmålstegn ved livet som hasidisk Satmar jøde. Hun udfordrer både familie, lærere og selve kulturen, mest af alt, udfordrer Deborah sin arrangerede fremtid – Deborah skal simpelthen suge viden til sig, hun kan på ingen måde tilpasse sig de strikse krav, der ellers er så naturlige for samfundet omkring hende. Deborah sætter derfor sin lid til, at den ægtemand, matchmakeren og familien, finder til hende, bliver hendes nøgle til mental frihed. Det er svært at finde en god ægtemand til en pige, der er uden forældre. Deborah ved godt, at hun er langt nede på listen over ”gode hustruer” men bliver alligevel glad da hun efter at være blevet vurderet af svigerfamilien, møder sin kommende mand. Eli er sød og smilende, og frem for alt er han fra en familie, hvor de ikke er helt så strikse omkring satmar reglerne. Så da Deborah er 17 år siger hun ja til Eli og bliver gift. Men selv om Eli stadig er sød, bliver ægteskabet kraftigt udfordret allerede fra første dag: Parret kan ikke levere det obligatoriske blod - de kan ikke fuldbyrde ægteskabet. Deborah blev sat i ægteskabsskole som alle Satmar piger. Her lærer de, hvordan de skal tilpasse sig manden og hans ønsker. Men ingen lærer Deborah, hvad sex og seksualitet er. Så Deborahs verden falder fuldkommen sammen, hun tvinges til pinefulde samtaler med rabbinere, læger og familie. Ensom og tæt på sammenbruddets rand banker logikken endegyldigt på: Deborah må væk! Men det er næsten umuligt at bryde ud, slet ikke med et barn. Så Deborah må tænke kreativt for at beskytte sit længe ventede barn og sin egen fremtid.

Deborah Feldman er en god fortæller. Både sproget og den stort set kronologiske fortælling glider let, læseren bliver ført ved hånden. Vi er med på tætteste hold, hvor vi følger barnet, der bliver til teenageren og senere den unge kvinde. For Feldman evner at tilpasse formidlingen således, at fortællingen følger den aktuelle samtid og egen alder til noget nær præcision. Detaljerigdommen er enorm, og hun evner faktisk også at tilføje både humor og lyse oprørstanker til de kulsorte og tonstunge oplevelser, der er en fast del af hendes hverdag.

Den nære fortælling, giver dermed også direkte adgang, råt for usødet, til den, for mange af os, fuldkommen uforståelige kultur Satmar jøderne lever i. Der er flere aspekter i denne fortælling, der skriger til min tilgang til mennesker og naturligvis også til mig som kvinde. Her i vesten har vi i årtier slået på tromme for ligestilling mellem kønnene, vi er der ikke helt, men vi arbejder på sagen. Vi arbejder for ligeløn, retten til egen krop, ret til fri abort etc. Og vi arbejder også i stigende grad på, at fx muslimske kvinder bliver ligeværdige mennesker, der skal have ret til at sige nej til kulturel tildækning, nej til at giftes væk som mindreårige og for retten selv vælge uddannelse og partner. Så er der de katolske kvinder, der ikke må benytte svangerskabsforebyggende midler, ikke må udføre abort, og par kan ikke kan søge skilsmisse. Men jødedommen er, udover holocaust, de ulovlige bosættelser i Gaza og omskæring, ikke særlig højt placeret i kulturelle samfundsdebat. Om det skyldes berøringsangst eller måske uvidenhed er uvist, men fakta er, at der også her, er grund til at udbrede fakta om ligeværd og kæmpe for ligestilling og kulturel fornyelse.

Feldman debuterede med disse erindringer i 2012. Det gav naturligvis voldsomme dønninger i det hasidiske samfund i New York, men også i jødiske samfund verden over. Desværre var en stor del yderst voldsomme og hadske imod den unge kvinde.
Hun udstiller Satmar samfundet, deres voldsomme undertrykkelse og dobbeltmoral – og dermed også sin familie. Den familie, der fastholdt hende i rollen som uønsket og mindreværdig. Men hun udstiller også sin falmede tro på Gud. Og dét er hun ikke ene om – tværtom. Der er et stadig stigende frafald af Gudstroende. På tværs af alle trosretninger falder antallet af kirkegængere og tendensen i samfundet går i modsat linje mod, at tro er en privat sag, der ikke skal skiltes med og som skal adskilles fra staten.

”Uortodoks” er derfor meget mere end ”kun” erindringer, og vigtig inspiration og hjælp til de jøder, der leder efter en vej ud af ”sekten” Den er en vigtig brik til mere viden om jødedommen, dens forgreninger, og den undertrykkelse, der er normen også i dele af de jødiske samfund. Og så er den et virkelig godt eksempel på, at vi bliver nødt til at sætte mennesker over kultur og lægge berøringsangsten på hylden overfor parallelsamfund og undertrykkelse.

Jeg har ganske få anker: Enkelte passager passede ikke til tiden, men mest af alt blev afslutningen desværre en lidt hurtig og perifer omgang. Jeg er med på, at der er detaljer, der ikke kan komme frem af hensyn til de, der har hjulpet Deborah med retssagen etc. men selv med det in mente, manglede jeg en ordentlig afrunding, der passede til indledningen og bandt de løse ender sammen.

Vil du have mere, efter du har læst biografien, så kan du se en filmatisering af ”Uortodoks” på Netflix.