Om demensramte og livet på et plejehjem med speciale i demens

May Bjerre Eiby er sygeplejerske med en kandidat i sygepleje. Hun har primært arbejdet med ældre mennesker, både på plejehjem og hospitaler.

Jakob Vedelsby arbejder som skribent ved siden af forfattergerningen. Han har udgivet seks romaner og er pt formand for Dansk Forfatterforening.

Bogen er opdelt i afsnit, hvor læseren bliver præsenteret for: Baggrunden for den ændrede demensbehandling, grundlæggelsen af ”Dagmarsminde”, mødet med beboerne og deres familier og så en mere detaljeret indsigt i metoder, resultater og krav fra og til personalet.

 »I dag er plejehjem en banegård og en dødsfabrik, hvor mennesker kommer ind og ud i hurtigt tempo«

Baggrund:
May Bjerre Eiby gennemlever en meget svær tid sammen med sin demensramte far. Ikke blot er hun vidne til, at faderen bliver mere og mere syg, hun er også med på første parket, da hendes døende far, udsættes for inkompetence og omsorgsvigt fra personalets side. Det, og de øvrige erfaringer, Mai gør sig via sit arbejde, lægger byggestenene til en anden måde at arbejde med ældre og specielt demente mennesker. Her i Skandinavien er ældrekulturen ændret, så vi ikke længere beholder de ældre generationer i familiens skød, ligesom samfundet nu ser de ældre som en byrde og gang på gang sjofler både de ældre og det personale, der skal tage sig af dem. Det bliver til en årelang kamp for at skaffe pengene til at etablere ”Dagmarsminde” Trods uanede mængder af anerkendelse for projektet, vil ingen banker hjælpe plejehjemmet i gang. Først efter syv år og med mange private støtter, åbner May Bjerre Eiby det lille private plejehjem med plads til ca. 10 beboere. ”Dagmarsminde” bliver også kaldt ”omsorgsoase” for hovedingrediensen er omsorg. May Bjerre Eiby har fundet frem til metoder, der ifølge hende, både dæmper de dementes uro, nedsætter behovet for medicin og frem for alt, får demente til at blomstre op igen. Udvalgte eksempler fra plejen på ”Dagmarsminde”:

Daglidag:
Hele huset er indrettet som et hjem til en storfamilie. Alle fællesarealer lægger op til samvær under hjemlige forhold, mens hver beboer så har sit eget lille værelse med få personlige ejendele. Igen med tanke på storfamilien, foregår stort set alle vågne timer i fællesskab. En meget stor del af ideologien går ud på, at modvirke at de demente beboere sidder ensomme på deres værelset og venter på at dø. Alle skal føle, at de kan bruges til noget, at der stilles menneskelige krav til dem og, at de stadig kan bruges til noget. Derfor er der tidligt fokus på, at de nye beboere bliver trappet ud af deres sløvende og ofte unødvendige medicin, og finder deres plads i den nye ”familie” På nær natten, er stort set samtlige beboere og personalet konstant sammen – udover enkelte, der sover middagslur på værelset, er hele dagen fælles. Efter vækning kommer beboerne i bad efter ønske, så er der morgenmad med oplæsning fra dagens aviser. Derefter kan der fx være musik, fodring af dyrene i haven og gymnastik. Efter frokost tager de fleste en middagslur i fællesstuen, og eftermiddagen byder på kaffe og hjemmebag. Først efter aftensmaden og oplæsning fra fx en biografi, bliver der tændt for TV. Beboere og personale ser nyheder sammen og derefter noget underholdning indtil beboerne ønsker at komme i seng. Vækning og ”putning” foregår efter den enkelte beboers ønske og behov – dog er der, af hensyn til fællesskabet og behovet for regelmæssighed, en øvre grænse for, hvornår beboerne skal i seng – på Dagmarsminde er grænsen midnat. Pårørende er naturligvis velkomne på alle tider. De spiser gratis med til alle tider, og kan frit benytte pårørende værelset, hvis der er behov for at blive i nærheden af en syg eller døende beboer.

 »{…} nogle steder har det (fællesspisning på plejehjem) karakter af massefodring«

Metoder:
Som tidligere nævnt, er grundpillen på ”Dagmarsminde” omsorg. De øvrige søjler udgår fra den, det er først og fremmest fællesskab og respekt for den enkelte. May Bjerre Eiby arbejder ud fra tesen om, at demensramte ikke skal være alene, heller ikke selv om de udtrykker ønske derom. Derudover arbejder hun med at give beboerne klarhed over, at de er vigtige for familien "Dagmarsminde" og faktisk stadig kan lære nye og nyttige ting.  Endvidere er mange demensramte stærkt medicinerede, da man ikke altid tager sig tid til at se det enkelte menneske. Manglende ressourcer og manglende kompetencer gør, at nogle demensramte fejlmedicineres når de bliver urolige og derpå parkeres så på deres værelser, hvor de visner hen og dør.
Derfor har ”Dagmarsminde” klare retningslinjer:

- Ingen beboere er alene i deres vågentid. Nogle beboere er mandsopdækket én til én, mens andre kan klare sig med at være en del af fællesskabet.

- Dagene skal præges af meningsfuld aktivering, der trætter naturligt og gavner nattesøvnen.

- Alle nye beboere får gennemgået deres medicin af de tilknyttede læger. Er der tegn på unødvendig- og/eller overmedicinering, bliver der lavet en plan for udtrapning.

- Den personlige hygiejne skal være i top. Beboerne får hjælp til bad når de ønsker det, men minimum to gange om ugen, ligesom de kommer til frisør, bliver barberet og får lagt makeup, hvis de ønsker det. 

- Plejehjemmet skal være så tæt på et almindeligt hjem, som overhovedet muligt. Belysning, møblement, bordopdækning og øvrige fysiske rammer skal ligne et hjem.

- Maden skal være frisklavet, varierende, sund og serveres på veldækkede borde.

Personalekrav:
At drive et plejehjem som en storfamilie, stiller store krav til personale og omgivelser. Nyt personale kan ifølge May Bjerre Eiby have svært ved at falde til på ”Dagmarsminde” under de anderledes arbejdsvilkår.
Personalet har bl.a. følgende ansvarsområder:
- Nattevagterne bager morgenbrød, anretter frokost og vasker og stryger for hele huset.
- Dag- og aftenvagterne er ”på” fra de kommer, til de går hjem. Der er ingen pauser, ingen privat snak hen over      hovedet på beboerne – personalet varetager alle opgaver, lige fra måltider over løbeture og til den daglige              kagebagning, sammen med beboerne.

Resultater:
Ifølge May Bjerre Eiby, er der helt konkrete- og hurtige resultater:
Beboerne falder til ro og kan i nogle tilfælde generhverve ellers tabte færdigheder. Når beboerne falder til ro og trives, kan også de pårørende sænke skuldrene. Der er ofte megen sorg og tungt ansvar forbundet med at være vidne til sygdom, tab af selvstændighed og farvel til egen bolig. På ”Dagmarsminde” har de glade og deltagende pårørende, for trygge beboere giver trygge pårørende – og omvendt. Altså et krystalklart måleinstrument, der vel bør vægte tungt i de ældrepolitiske rum.

 »Det er nødvendigt, at politikerne ser i øjnene, at den måde, hvorpå man i dag strukturerer plejehjem for mennesker med demens, og ældre i det hele taget, er et resultat af en fejlslagen udvikling«

Jakob Vedelsby har begået en letlæselig portrætbog. Den kan læses i sin helhed eller bruges som en art opslagsværk til bestemte temaer. Jeg køber præmissen om, at Vedelsby er ”mikrofonholder” og jeg sidder da også tilbage med et klart billede af, at forfatteren har "solgt mig Dagmarsminde” Deres tilgang til de ældre burde være normen alle steder i plejesektoren. Men, selv med portrætindgangen in mente, savnede jeg altså en lidt mere uddybende tilgang: der er knaster i alt træ, og synliggørelse af dem, ville i min optik styrke oprigtigheden af det fremlagte. Fx:

May Bjerre Eiby siger selv, at hun er en utrolig krævende kollega og arbejdsgiver. Flere har haft problemer med at arbejde sammen med hende, også de håndværkere, der byggede ”Dagmarsminde” og så løfter hun en lille flig af et tilsyneladende problematisk forhold til fagforbundene. Det levner et billede af, at ”Dagmarsminde modellen” ikke kan udføres indenfor de gældende overenskomster? Handler udelukkende om nytænkning af plejesektoren, eller der rent faktisk også er behov for nye arbejdsregler?

Jeg ville gerne have haft en smule mere indsigt i, hvad personalet gør, når en beboer, trods den massive omsorg og aktivering, har det svært - Og, hvad er baggrunden for den bastante udtalelse om, at demente ikke skal være alene. Mennesker er jo ikke ens!

Endelig ledte jeg forgæves efter en økonomisk indsigt: er det økonomisk muligt at drive alle plejehjem med så høj personaledækning og daglige restaurantmiddage indenfor den offentlige økonomiske ramme?
Hvis May Bjerre Eibys påstand holder, så frigiver omsorg en del penge: Der er meget at spare på sygehusindlæggelser, unødig medicin og færre sygedagpenge til medarbejderne. Kan besparelserne dække driften af en omsorgsoase, eller drives den ved forhøjelse af betalingen fra kommunerne?

”Når omsorg er den bedste medicin” er et levende portræt af en succesfuld nytænkning. Selve grundtanken om omsorg, bør jo være normen - mennesker skal behandles menneskeligt - også, hvis der er travlt. May Bjerre Eiby har helt åbenlyst fundet en særdeles velfungerende model for en værdig ældre- og demenspleje. Læs bogen og lad dig inspirere, derefter bør der kun være én vej frem: krav om omsorg i plejen.
Tak for den guidede tur, det har været en gave at være gæst i jeres familie.

©Bognørden

May Bjerre Eiby

Fortalt til: Jakob Vedelsby

220 sider People´s Press

Anmeldereksemplar