Gyda

: Oprettet: 17. april 2020

gyda

En skæbnefortælling

Bent Dammand har i sit arbejdsliv bestredet så forskellige poster som typograf, produktionschef og direktør. Siden tog han for nylig eksamen i Skrivekunst fra Syddansk Universitet, og debuterer her som forfatter med fortællingen om hans mor Gyda

Gyda kommer til verden efter en hed aften på en Jazz klub i Vejle i 1920´erne. Karen Gydas mor, havde en dejlig aften, og tænkte ikke nærmere over et muligt svangerskab. Karen var ikke en ond mor, hun var bare ung og uden evne til at behovsudsætte. Derfor var Gyda ofte overladt til sig selv, både i sengen og senere i lejligheden – hun lærte tidligt, at der ikke kom nogen, når hun stod i tremmesengen og græd. Derfor var ferierne og de lange perioder, hvor Gyda var hos mormor, som paradis. Mormor var kærlig, omsorgsfuld og altid klar på at lære Gyda om livet udenfor. Således kunne Gyda læse allerede inden hun kom i skole, men det hjalp hende nu ikke meget på den nye landsbyskole. For pludselig skete det forfærdelige: mormor døde. Med hende døde også Gydas kærlige helle. En kort overgang finder Gyda en veninde, der har den varme og omsorgsfulde familie, som Gyda higer efter, men også den forsvinder da Gyda pludselig bliver taget ud af skolen og deporteret til sin ene onkels gård langt ude på landet. Gyda forguder sin onkel og har altid elsket ferierne på landet – måske dette er vendepunktet for hende – måske er det nu, hun igen skal opleve at være noget værd, at være god nok og blive set som den hun er?

Portrættet af Gyda er bygget op som en kort og yderst letlæselig jeg-fortælling, med små korte nedslag i en ofte hård tilværelse. Sproget flyder og forfatteren evner, specielt i begyndelsen, at fange sin læser. For 100 år siden var det ganske uset at få et barn udenfor ægteskab, ligesom enlige mødre havde yderst svære kår. Men, Gyda var et produkt af sin opvækst mere end af samfundets normer. Den sociale arv er tung at bære, specielt for et barn, der tidligt mister sine primær-personer, og kommer til at føle sig mindreværdig.

Nu er kvantitet ikke nødvendigvis relateret til kvalitet, men jeg er efterladt med en fornemmelse af, at der mangler noget i fortællingen – slutningen blev simpelthen for tynd. Fra at invitere læseren ind under huden på Gyda (fortælleren) bliver det tydeligt, at fortælleren ”skifter” hvilket fører til kortere, mere perifere nedslag, der leder tankerne mod opremsning frem for reel fortælling.

Dét, og så de udokumenterede gætterier, stak ganske tydeligt ud, fra den ellers meget lovende begyndelse.Det er tydeligt, at forfatteren evner at formidle, derfor kommer alt dét, der IKKE står i portrætter, til at skrige til himlen. Igen – det er virkelig synd for fortællingen, der kommer til at fremstå ufærdig.

Forfatterens kærlighed til sin mor er tydelig, hans kærlighed er til stede på hver enkelt side, sammen med hans ønske om at hædre sin mor og berette om hendes liv og gerninger. Den sociale arv er jo et evig aktuelt tema, og så længe der er børn, der mistrives, så længe har fortællinger som Gydas sin berettigelse. Jeg håber, at Dammand beslutter sig for at udvide familiefortællingen, for der er klart både evner og materiale til mere.