Den hemmelige cykelrytter

: Oprettet: 9. september 2019

denhemmeligecykelrytter

- Bag facaden på professionel cykling

Fortælleren bag ”Den hemmelige cykelrytter” ”har valgt at være anonym, da han ikke mener, at han kan fortælle åbenlyst om livet som rytter. Han mener, at det vil ramme ham hårdt, hvis han står åbent frem med sin kritik af bl.a. ”kollegaer” materiel, træningsformer og sportsdirektører – så han bliver i skyggen!”

Bogen er opdelt i kapitler med nedslag i nogle af landevejscyklingens facetter. Derudover har forfatteren udvalgt enkelte specifikke fokuspunkter: Tour de France 2018, Italien rundt 2018 og Team Sky (nuværende INEOS) Hvert kapitel indeholder så generelle vendinger om løb/episoder iblandet forfatterens syn på de aktuelle temaer. Emnerne udgør f.eks:

Udviklingen i landevejscykling: Hvordan unge ryttere bliver modtaget og modnet, før og nu. Hvordan løbskalenderen og træningen har udviklet sig, til at landevejsryttere stort set aldrig kan holde ferie med familierne længere. Hvor fortidens ryttere ofte var overladt til sig selv, frem til i dag, hvor holdet skal have data fra deres ryttere, flere gange om ugen.

Udviklingen i rytternes fysik: Udviklingen har de seneste år gået mod stadig mere afmagrede landevejsryttere. Jo tyndere de er, des hurtigere kan de klare bjergene. Spiseforstyrrelser er vel næppe forbeholdt svømmerne, kan de stadig stigende krav til landevejsrytternes lave vægt true sundheden, både fysisk og mentalt – og minimerer spændingen i løbene?

Udstyr: Hvorfor kører holdene med det udstyr de gør? Kan rytterne selv vælge tøj og udstyr, og hvad gør de, hvis de ikke er tilfredse med det de har fået? Wattmålere er jo det nye sort i sporten. Det er er vigtigt træningsredskab, men ødelægger det spændingen – ville det ikke være bedre, hvis rytterne selv skulle finde sine grænser?

Team Sky (INEOS) Holdet mange elsker at hade. Det engelske hold har siddet tungt på de store etapeløb de sidste år. De kom ind på scenen og påråbte sig total renhed – men, Wiggings sagen viste, at de som minimum har et usædvanligt stor uorden i deres lægepapirer. De har også et abnormt stort forbrug af lægeordineret medicin, og får virkelig mange dispensationer fra dopingreglerne. Dét og så det faktum, at de stadig ikke er medlem af MPCC, gør måske, at de slet ikke er så rene som de gerne vil give udtryk af?

Økonomi: Generelt er landevejscykelingen jo en sport, der alene bygger på sponsorater og Løbspenge. Her er ingen entreindtægter til at dække udgifterne. Løbs/startpenge” falder efter start, så bare der er ryttere nok på første etape, er betalingen i hus. Er der hold, der tvinger ryttere til at starte i løb, selv om de er skadet?

UCI: Et andet fokuspunkt er udover de stadig længere sæsoner, er de stigende antal uheld med motorcykler under løbene. Men, er motorcykler ikke et must i løbene, ligesom tilskuerne? UCI har flere gange forsøgt at gøre løbene mere spændende ved at minimere holdene. I dag er der otte ryttere på et hold i World Touren. Det skulle minimere kaptajnernes muligheder for at ”gemme sig”, tvinge rytterne til angreb og derved skabe mere publikumsvenlige løb – men, virker det så efter hensigten?

Doping: Doping var normen i 1990érne. Men modsat, hvad mange uvidende ytrer om cykelsporten, så er doping i andre sportsgrene, et langt større problem end i cykelsporten. Cykelrytterne er bare verdens mest testede sportsfolk, så derfor opdages snyd langt oftere her. Når nu en mulig synder er gået i fælden, hvad skal der så ske mens der ventes på B prøven efter en positiv A prøve: skal rytteren køre videre med fare for at blive frataget sejre – eller skal alle med positive A prøver sendes på orlov indtil B prøven er klar?

Selve rytterindslagene, ligger bemærkelsesværdig tæt op af almindelige journalistiske artikler, jeg kan kort sagt ikke mærke en (mangeårig)rytter bagved. Såleledes virker bogen som en samling punktnedslag, i- eller observationer af livet i cykelsporten, mere end det virker som ryttererfaringer. Bogen er overordnet set letlæselig, men jeg kunne have ønsket en update, en mere stram redigering, hvor gentagelser og springende afsnit (F.eks. om Froome og hans forbrug af astmamedicin, kontra andres brug af samme,) blev skåret helt ind til benet.

Til de danske læsere savnede jeg indimellem oversættelser og benævnelser i de gængse danske termer. Endelig er der et par steder, hvor jeg stærkt betvivler forfatterens litterære frihed eller bogens oversættelse; at professionelle cykelryttere skulle køre rundt og have private telefonsamtaler ude på etaperne under løb – det er fuldkommen absurd på alle tænkelige parametre.

Overordnet set, er der ingen smoking gun, ingen nyheder i bogen, med mindre læseren er ny i landevejscykling. Har man fulgt sporten tæt og læst mange andre rytterberetninger, er det ikke noget her, der ikke er fortalt (meget bedre)før. Men forfatteren rammer noget, når han taler om dårligt udstyr fra de livsnødvendige sponsorer – og her taler vi ikke om, hvilke bremser, der er bedst. (dårligt) udstyr mere aktuelt under touren 2019, da Rohan Dennis (enkelstartsspecialist) stod af og forlod touren lige før enkelstarten. Angiveligt med baggrund i netop elendigt udstyr. Danske Michael Valgren siges, at have valgt sin nye arbejdsgiver netop på baggrund af holdets udstyr.

Hvor jeg savnede solide rytterberetninger, fik jeg til gengæld mange refleksioner over forholdene i sporten. Jeg er altid begejstret for oplæg til eftertanke og debat – en saglig debat, med det formål at udvikle sporten, er yderst velkommen hos mig. Personligt læste jeg med stor interesse forslagene til nye retningslinjer omkring wattmålere, nikkede genkendende til at landevejsrytternes stadig faldende vægt potentielt kan blive/er problematisk. I den anden grøft rystede jeg på hovedet af forfatterens snak om motorcykler og tilskuere under løbene, men debatten er velkommen.

Hører man til dem, der gerne vil bore i, hvem det er, der har begået denne bog, så kommer her et par af mine betragtninger:

Der er ikke ret meget i denne bog, der tyder på, at den rent faktisk er skrevet af en landevejsrytter. Dertil er der alt for mange perifere indslag uden konkret substans. Men, har der, mod min forventning, været en rytter indover, så er mit bud Thomas Dekker eller Michael Rasmussen. Sikkert er det, at forfatteren er én med meget (for)store tanker om Dekker og dennes bog ”Røvtour” Når det så er sagt, så er det faktisk helt uden betydning, hvem, der har medvirket i ”Den hemmelige cykelrytter” for de perifere ”rytterindslag”, er som sagt gammel vin på ny flaske – det er de debatskabende indlæg, der er interessante i min optik.

Dermed mener jeg også, at "bag facaden..." ikke fremkommer én eneste udtalelse, der kan godtgøre hemmeligholdelsen af skribent/er. Der er ingen kilder, ingen nye afsløringer af hverken løn, arbejdsforhold eller navne, og dermed ingen grund til at gemme sig. Tværtom, havde det været godt med frontfigur, så debatten om landevejscyklingens nutid og fremtid kunne få det fokus som sporten fortjener.