Savnet

: Oprettet: 24. april 2019

savnet

Baseret på en sand historie

Pia Christensen debuterer her som forfatter. Hun er uddannet datanom og revisor og har derfor sin dagligdag i den økonomiske verden. Savnet bygger på hendes egne erfaringer, idet Pia Christensen på egen krop har mærket, hvordan det er at lede efter sin forsvundne lillebror.

Hovedpersonen ”Signe” fortæller, i et tilbageblik, om (familie)livet med broderen Frank som det altovervejende midtpunkt. Signe vokser op i en familie med tre søskende, heriblandt Frank, sin mor og en voldelig far. Da familien flytter fra byen til Vestegnens Brøndby, bliver Frank optaget at bandemiljøet og de, i Franks øjne, seje gutter der. Men, som altid i det miljø, er der lige så mange fjender som der er venner, og Frank ender med at blive beskudt. Episoden får fatale konsekvenser for Franks psyke og han får diagnosen paranoid skizofreni. Herefter bliver Frank og familiens liv tilbragt på diverse psykiatriske afdelinger, for Frank har ondt i sindet, og har utrolig svært ved at klare dagligdagen. Han bor således igen hjemme hos sin mor da han en dag er sammen med sin kriminelle svoger og Frank igen impliceres i et skuddrama. Svogeren dør mens Frank får skudt en del af sit ansigt af. Så nu kæmper Frank både med sin psyke og de massive skader: glasøje, manglende gane, et stift ansigt, spiseproblemer etc. Så da han pludselig forsvinder ud i den blå luft, er politiet ikke interesserede i at efterlyse ham. Signe og familien må selv tage ud og lede efter deres bror og søn, for de løber panden mod muren hos myndighederne. Da Frank endelig bliver fundet, er politiet igen uden interesse i sagen, lukker den lynhurtigt og efterlader en familie, der på ingen måde mener at politiet har gjort deres pligt. Og værre er det, at familien sidder tilbage med en klar fornemmelse af, at samfundets svageste ikke kan forvente, at politiet virker efter lighed for loven.

Sproget er utrolig ungt og det totale fravær af redigering, giver, sammen med de skrivetekniske mangler, en fortælling, der desværre retter opmærksomheden på formidlingen frem for indholdet. Fortællingen hopper frem og tilbage i takt med, at fortællerens tanker flyver – det giver både problemer med datid og nutid, gentagelser og desværre giver det også læseren en rolle som beskuer eller nærmere lytter. Jeg ”lyttede” til en kærlig søsters punktnedslag, i livet med og om sin bror. Men, desværre fik jeg flere serveret flere påstande end konkret viden om, hvordan Frank levede og, hvordan han og familien blev behandlet.

Jeg må være ærlig og sige, at jeg har svært ved at finde bogens linje. At skrive en fortælling ud fra virkelige hændelser er en balancegang. Umiddelbart vil jeg klart foretrække en ”Jeg-fortæller” men evner forfatteren ikke (ganske forståeligt) at distancere sig fra hændelserne, kan 3. person være en mulighed. ”Savnet” er bygget op som en art autofiktiv fortælling, hvor forfatteren har valgt 3. person samtidig med, at med undtagelse af Frank, er samtlige medvirkende udstyret med ”dæknavne” hvorfor? Hvis meningen med bogen er at oplyse, hvorfor så tildække – og oven i købet dække fakta, der ligger frit tilgængeligt?

Bagsiden lover ” Bogen giver et indblik i, hvor meget andres liv kan påvirke vores eget {…}” Hertil må jeg sige: desværre ikke nok. Det er muligt, at jeg har misforstået meningen; jeg havde en forståelse af at skulle have et klart indblik i, hvordan Franks liv var, hvordan familien tacklede sygdommen og ikke mindst de kriminelle løbebaner, som desværre har været betrådt af flere af familiens medlemmer. Og mest af alt, havde jeg troet, at jeg skulle få et solidt indblik i, hvordan samfundet behandler de svage og udfordrede medborgere. Det fik jeg som nævnt ikke meget af.

At familien, og ”Signe” elskede Frank står lysende klart for mig. At det har været utrolig svært at have et så sårbart menneske i sin midte, har været grufuldt – det står lige så lysende for mig. Litterært lader ”Savnet” mig desværre tilbage med meget at ønske. Heldigvis har den opfyldt dét, den vel nok allermest var beregnet til; den har healet en søster – og så, er resten i virkeligheden ikke særlig vigtigt.