Tilbage til Transkei

: Oprettet: 4. januar 2019

Tilbage til Transkei bogcover

Historien om mit Sydafrika

Mernas fortælling om udvikling blev også forfatterens spring til nye veje. Jannie Fjordside er uddannet journalist med en bachelor i religionsvidenskab. Gennem jobbet som journalist, mødte hun bogens fortæller Merna, og deres arbejde med bogen blev så springet til en ny tilværelse som forfatter, ejer af eget forlag, foredragsholder og en deltidsstilling som kirke- og kulturmedarbejder i Christians Kirke på Christianshavn.

Bogens omdrejningspunkt er Afrika i årene 1932 til 1976. Merna er sjette generation af skotske indvandrere, der efter annekteringen blev fragtet til Sydafrika for at agere menneskelige skjold mod den oprindelige befolkning, og for at kolonisere Sydafrika. Herefter gik det stærkt, og da Merna kommer til verden er hendes forældre farmere med et meget stort antal xhosa- afrikanere ansat. Herefter beretter Merna og siden hendes ægtemand Erik, om livet i Sydafrika. Merna vælger at blive sygeplejserke, og arbejder gerne på de sortes hospitaler. For Merna føler et tilhørsforhold til de sorte, og specialt Xhosa folket, som hun jo er opvokset iblandt. Mernas job som først sygeplejerske og siden jordemoder bringer hende rundt i verden, og et besøg i Danmark skaffer hende en penneven, da danske Erik begynder at skrive til hende. Og da Erik og Merna siden bliver gift, bringer Eriks ingeniørjob familien rundt på først det afrikanske kontinent og siden også i flere andre kontinenter. Bogen er primært opbygget omkring Mernas erindringer og punktnedslag i hendes liv. Mens Merna fortæller om livet i Sydafrika, jobs, familie og siden kærlighed og moderskab, så fortæller hun også, hvordan hun så og ser på koloniseringen, raceadskillelsen og, hvordan hun ser på løsningsforsøgene, med og uden Nelson Mandela. Læseren kommer med rundt i landet, kommer med da Merna lærer patienterne at strikke, snyder en læge, der ”hugger hendes fødsler” da parret kører galt midt i ingenmandsland med deres fire børn og ikke aner om de vil overleve. Du kommer også med på en rejse til København, hvor Erik er til møde med Anker Jørgensen som tolk for en Sydafrikansk politiker og endelig er du med som beskuer på små nedslag i en alt andet end almindelig familie. Endelig får du ved hvert nedslag et par ord med fra Merna, og nogen gange også Erik. Her i deres livs efterår sidder de i kolde Nordsjælland og husker tilbage på deres levede liv. Kort sagt: du får helt unikke erindringer krydret med en historisk fortælling om et af de mest omtalte lande i verden.

Bogen er skrevet i et herligt letlæseligt sprog. Det er let at finde rundt i tid og sted, ligesom forfatteren har afgrænset før og nutid ganske klart. Dobbeltmoralsk er det dog, at lige så frie Merna og Erik er/vil være i deres tilgang til at afskaffe apartheid, lige så faste er de bl.a. også i meningen om, at det udelukkende er uddannede sorte, der må kunne stemme. Ligesom ægteparret ikke taler privat/familiært med deres stuepiger, gartnere etc. for Mernas far gjorde det meget klart, at i hans øjne var der nødt til at være en klar linje. De sorte skulle se op til deres arbejdsgivere, have respekt for dem. Og det mener Merna altså ikke kunne lykkedes uden, at hun udelukkende behandlede dem som ansatte.

Jeg køber bogens præmis om, at hovedvægten ligger på Mernas erindringer, Mernas erindringer om hendes egen rolle i den Sydafrikanske historie. Derfor foreligger der heller ikke egentlige kritiske spørgsmål omkring erindringerne, ligesom udvalget af nedslag i historien derfor antages at være sket efter fælles overenskomst. Indimellem ville jeg gerne have været et lag dybere, men som sagt købte jeg præmissen om udelukkende at være Mernas pen. I det store hele fungerede det også rigtig godt, og da forfatteren formidler levende har det været en virkelig interessant læseoplevelse.

Jeg har dog et par anker:
Jeg synes det er virkelig ærgerlig, at forfatteren har valgt at gengive breve mellem ægtefællerne på engelsk. Bogen er dansk, og derfor burde også brevene havde været på dansk. Billeder af brevene i original form bagerst i bogen havde været prikken over i ét, men når man alligevel vælger at genskrive dele af brevene, skulle det have været på dansk til de danske læsere – det er ikke alle, der mestrer det engelske sprog. Og den anden, mindre anke er, at jeg savnede bedre beskrivelser af billederne, og gerne ved/under billederne. Årstal, sted og personer ved hvert billede ville have givet et bedre flow, frem for, at man skal blade om bagerst i bogen og kun få en form for stikord.

Når det så er sagt, så er fortællingen om Merna og Erik unik. Det her, er ikke bare to helt almindelige mennesker – tværtom. Det er mennesker, der har oplevet så meget, at de fleste af os, på et helt liv, end ikke vil opleve en brøk af det, de oplevede på et årti. Om Merna slipper for let hen over sin egen rolle i historien og dermed også i raceadskillelsen, om hun trods dansk pas og bopæl i Fredensborg, egentlig stadig er Sydafrikaner? Døm selv. Det er under alle omstændigheder en bog, der bør stå på vinterens læseliste.